Parter

H1

(v/advokat Julian Rosencrone von Benzon)

mod

Skatteministeriet Departementet

(v/Kammeradvokaten v/advokat David Auken)

Afgørelsen er truffet af
Denne afgørelse er truffet af dommer Sonja Hedegaard.

Sagens baggrund og parternes påstande
Retten har modtaget sagen den 19. marts 2021.

Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt det er i strid med EU-retten, at der efter dagældende registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 3, er blevet tilbageholdt et beløb på 7.500,00 kr. i forbindelse med godtgørelse af registreringsafgift ved eksport af tre køretøjer i 2011.

H1 har endeligt nedlagt følgende påstande:

Skatteministeriet skal anerkende, at H1 har ret til tilbagebetaling af 7.500,00 kr. i registreringsafgift, som er blevet tilbageholdt i forbindelse med eksport af køretøjet Toyota Avensis 2,0 CDT SD med stelnummer […18].

Skatteministeriet skal anerkende, at H1 har ret til tilbagebetaling af 7.500,00 kr. i registreringsafgift, som er blevet tilbageholdt i forbindelse med eksport af køretøjet Toyota Corolla Verso 1,6 med stelnummer […02].

Skatteministeriet skal anerkende, at H1 har ret til tilbagebetaling af 7.500,00 kr. i registreringsafgift, som er blevet tilbageholdt i forbindelse med eksport af køretøjet Toyota Corolla Verso 1,6 med stelnummer […74].

Skatteministeriet Departementet har nedlagt påstand om frifindelse.

Retten har ved beslutning af 26. maj 2021 bestemt ikke at behandle sagen efter reglerne om småsager.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen
Advokat Eduardo Vistisen fremsendte den 11. september 2014 brev til SKAT, hvoraf fremgår følgende:

"
...
Tilbagebetaling af registreringsafgift - H1, CVR-nr. …11
Som advokat for H1, CVR-nr. ...11, anmoder jeg hermed om betaling af

836.871 kr.

Beløbet vedrører ulovligt tilbageholdt registreringsafgift i forbindelse med godtgørelse af registreringsafgift ved eksport af køretøjer for perioden 2008-2014.

H1 har eksporteret bilerne oplistet i vedhæftede to excel-ark.

I den forbindelse har SKAT udbetalt registreringsafgift reduceret med 15 % - dog mindst 7.500 kr. (forhøjet til 8.500 kr.) for personbiler og 4.000 kr. (forhøjet til 4.500 kr.) for motorcykler og varebiler.

Det gøres gældende, at det er i strid med EU-retten at tilbageholde 15%-beløbet eller de angivne minimumsbeløb.

Dette spørgsmål er til genstand for prøvelse i sagen ved Vestre Landsret med sagsnr. B-2364-10, G1 mod Skatteministeriet.

Såfremt G1 i sagen B-2364-10 får medhold, har H1 krav på ekstraordinær genoptagelse i henhold til skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 1.

Med henblik på at afbryde den formueretlige forældelse, jf. skatteforvaltningsloven § 34 a, stk. 4, anmoder vi derfor om tilbagebetaling af ovenstående beløb samt renter.

Anmodningen er alene betinget af, at G1 opnår medhold i sagen B-2364-10. Beløbet består af det totale manglende refusionsbeløb og er opgjort i de to excell-ark.

…"

Af det til brevet vedhæftede excel-ark fremgik, at der vedrørende Q1 var tilbageholdt 7.500 kr. den 25. oktober 2011, vedrørende Q2 7.500 kr. den 10. november 2011, og vedrørende uregistreret bil med stelnummer […18] 7.500 kr. den 14. september 2011.

Den 30. april 2015 afsagde Vestre Landsret dom i sag med sagsnr. B-2364-10, G1 mod Skatteministeriet, hvor Skatteministeriet blev frifundet.

Den 29. maj 2015 fremsendte advokat Eduardo Vistisen på vegne af H1 en mail til en medarbejder i SKAT, hvori han oplyste, at G1-sagen var indbragt for Højesteret, og at SKAT anmodedes om at tage stilling til hans anmodning grundet forældelsesproblematikken.

Den 23. juni 2015 traf SKAT afgørelse i sagen, hvoraf fremgår blandt andet:

"…
SKAT kan herved bekræfte modtagelsen af dit brev af 29. maj 2015, i hvilket du på vegne af H1 anmoder om tilbagebetaling af 836.871 kr. Beløbet vedrører fradrag i udbetaling af eksportgodtgørelse, jf. registreringsafgiftslovens § 7b, stk. 3.

Genoptagelse af afgørelser om udbetaling af eksportgodtgørelse
SKAT har anset din henvendelse for at være en anmodning om genoptagelse af SKATs afgørelser om udbetaling af eksportgodtgørelse til din klient.

Reglerne om genoptagelse af en afgørelse om afgiftsgodtgørelse fremgår af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, 2. pkt. Herefter skal oplysninger, der kan begrunde en ændring af afgørelsen fremlægges senest 3 år efter angivelsesfristens udløb.

SKAT finder på den baggrund, at der ikke er adgang til genoptagelse af afgiftsgodtgørelsen for de biler, for hvilke afgørelsen om udbetaling af eksportgodtgørelse er truffet for mere end 3 år siden, dvs. før 29. maj 2012.

For så vidt angår disse biler afviser SKAT at foretage en ordinær genoptagelse af afgiftsgodtgørelsen, idet anmodningen er fremsat efter udløbet af fristen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2.

SKAT finder ikke, der på nuværende tidspunkt er adgang til ekstraordinær genoptagelse af afgiftsgodtgørelsen, jf. § 32, stk. 1.

For så vidt angår de biler, hvor SKAT har truffet afgørelse om udbetaling af eksportgodtgørelse efter den 29. maj 2012, finder SKAT, at der er adgang til ordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2.

Det er imidlertid fortsat SKATs opfattelse, at SKAT har hjemmel til at fradrage 15 %, dog mindst 8.500 kr. for personbiler og 4.500 kr. for motorcykler, i den eksportgodtgørelse, der kan komme til udbetaling efter registreringsafgiftslovens § 7b, stk. 1 og 2, jf. § 7b, stk. 3.

SKAT finder ikke, at eksportfradraget i § 7b, stk. 3, er i strid med EU-retten.

Det er på den baggrund SKATs opfattelse, at der ikke er grundlag for at genoptage afgiftsgodtgørelsen for de biler, for hvilke afgørelsen om eksportgodtgørelse er truffet efter den 29. maj 2012. SKAT har lagt vægt på, at der ikke i din anmodning er fremkommet med oplysninger, der kan begrunde en ændring af afgørelserne.

SKAT afviser på den baggrund at tilbagebetale 836.871 kr. til din klient, H1. 
…"

Ved brev af 30. juni 2015 påklagede H1 afgørelsen. I klagen blev der henvist til, at det er i strid med EU-retten at tilbageholde 15%-beløbet eller minimumsbeløbet. Det blev endvidere oplyst, at spørgsmålet var genstand for prøvelse i Højesterets sag 117/2015 G1 mod Skatteministeriet, og at der i forbindelse med Højesteretssagen var anmodet om præjudiciel forelæggelse for EU-domstolen.

Den 16. august 2016 afsagde Højesteret dom i sagen G1 mod Skatteministeriet, hvor Højesteret frifandt Skatteministeriet. Afgørelsen er trykt i U 2016.3701 H.

Højesteret anførte følgende i præmisserne:

"Sagen angår reglen i den dagældende registreringsafgiftslovs § 7 b, stk. 3, 1. pkt., om reduktion af afgiftsgodtgørelsen med 15 %, når et køretøj, som er afgiftsberigtiget til varig anvendelse i Danmark, afmeldes fra Motorregisteret og udføres af landet. Spørgsmålet er, om det er i strid med EU-retten, at den beregnede restafgift reduceres med 15 % ved opgørelsen af godtgørelsesbeløbet - den såkaldte "eksportgodtgørelse"".

EU-Domstolen har bl.a. ved dom af 21. november 2013 i sag C-302/12 fastslået, at der bortset fra visse undtagelser endnu ikke er sket en harmonisering af EU-landenes regler om registreringsafgift, og at medlemsstaterne derfor frit kan udøve deres beskatningsbeføjelse på dette område under overholdelse af EU-retten.

Det følger endvidere af EU-Domstolens praksis, jf. f.eks. dom af 29. juni 1978 i sag 142/77 (Larsen og Kjerulff), at det - når bortses fra harmoniserede afgifter - ikke i sig selv giver grundlag for et retskrav på afgiftsrefusion, afgiftsgodtgørelse eller afgiftslempelse i det land, hvorfra varen eksporteres, at der opkræves en tilsvarende afgift af den samme vare i det land, som varen eksporteres til.

Domstolen har også fastslået, at der - uanset ugunstig virkning for det indre marked af dobbelt afgift - ikke gælder et EU-retligt forbud mod, at samme bil belastes med fuld registreringsafgift i flere lande, når bilen i det væsentlige skal anvendes varigt i de pågældende lande, jf. f.eks. den nævnte dom af 21. november 2013 i sag C-302/12.

På baggrund af det anførte finder Højesteret, at det for biler, der ved indregistreringen i det væsentlige skal anvendes varigt i et medlemsland, og som derfor med rette er blevet afgiftsberigtiget til varig anvendelse i dette land, følger af EU-retten, at der ikke gælder et almindeligt princip om, at registreringsafgiften skal stå i passende forhold til den faktiske anvendelse af bilerne i dette land, eller at der skal ydes refusion af den lovligt opkrævede afgift i tilfælde af eksport til et andet land. Da det er ubestridt, at de omhandlede biler med rette er afgiftsberigtiget med fuld registreringsafgift ved indregistreringen i Danmark, finder Højesteret herefter, at det ikke er i strid med EU-retten, at der efter registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 3, skal foretages reduktion med 15 %. Det gælder, uanset om reduktionen betyder, at restafgiften ikke godtgøres fuldt ud.

Der er efter det anførte ikke grundlag for præjudiciel forelæggelse af spørgsmål for EU-Domstolen.

Højesteret stadfæster herefter dommen."

H1 fastholdt efter Højesteretsdommen sin klage i nærværende sag, og den 22. december 2020 traf Landsskatteretten afgørelse i sagen, hvoraf fremgår blandt andet:

"…
Faktiske oplysninger
Ved anmodning om genoptagelse anmodede repræsentanten den 29. maj 2015 om tilbagebetaling af 836.871 kr. i registreringsafgift for en række køretøjer eksporteret at selskabet i årene 2008—2014, herunder for sagens køretøj, en Toyota Avensis 2,0 CDT SD.

SKAT afslog ved afgørelse af 23. juni 2015 at udbetale yderligere godtgørelse af registreringsafgift.

Den 30. juni 2015 klagede repræsentanten over afgørelsen, idet man angav, at klagen blev indsendt for at afbryde forældelsen af kravene vedrørende de ovennævnte køretøjer, mens man afventede dom fra Højesteret i en lignende sag.

Højesteret afsagde dom i den lignende sag den 16. august 2016. Repræsentanten ønskede dog at opretholde klagen i nærværende sag, da der ifølge repræsentanten foreligger nye omstændigheder.

Den foreliggende sag handler om køretøjet Toyota Avensis Toyota Avensis 2,0 CDT SD, […18].

Sagens køretøj blev afmeldt fra Køretøjsregisteret den 16. juni 2011. Køretøjet er registreret som eksporteret den 26. september 2011.

SKATs afgørelse
SKAT afslog ved afgørelse af 23. juni 2015 at udbetale yderligere godtgørelse af registreringsafgift.

…

Repræsentanten har endvidere den 5. februar 2020 fremført følgende bemærkninger:

…

Køretøjet med stelnr. […18] er eksporteret 14. september 2011, hvorfor dette køretøj må være det første køretøj, der er omfattet at ordinær genoptagelse.

Nærværende sags køretøj, Q3, er eksporteret 25. oktober 2013, hvorfor reglerne om ordinær genoptagelse også finder anvendelse på dette køretøj.

Såfremt det følger af EU-retten, at der er krav på eksportgodtgørelse, har klager derfor krav på eksportgodtgørelse.

EU-RETTEN
En lang række lande har indført eksportgodtgørelse baseret på EU-retten:

Holland
Holland indførte i 2006 regler om tilbagebetaling af registreringsafgift ved eksport i artikel 14a i den hollandske lov om registreringsafgift, “BPM"-loven, jf. bilag 4-9.

Reglerne var en følge af EU-retten, herunder EU-Domstolens kendelse i en fra Holland hidrørende sag, C-242/05, van de Coevering, afsagt 27. juni 2006.

Artikel 14a samt forarbejder er i bilag 4-9 oversat i uddrag til engelsk med markeringer. Såfremt Skatteankestyrelsen ønsker det, kan de fulde forarbejder mv. fremsendes, herunder på hollandsk, Lov og forarbejder er på hollandsk benævnt “Kamerstuk 30804".

Tilblivelsen af en hollandsk lov består i, at lovforslag fremsættes med bemærkninger fra relevante minister, hvorefter bl.a., Statsrådet rådgiver om lovforslaget.

Idet oprindelige forslag var refusion af registreringsafgift ved eksport af biler ikke medtaget.

Statsrådet fandt, at manglende refusion ved eksport udgjorde en hindring for den fri bevægelighed til andre EU-medlemsstater (bilag 4, side 7):

“As a counterpart to the time-proportional BPM, it is difficult to reconcile that when a passenger car registered in the Netherlands is exported, the tax on passenger cars and motor vehicles is not refunded on the residual value. This can also be seen as on obstacle to free movement, since it discourages the transfer of passenger cars to another Member State." (mine understregninger)

Det fremgår heraf, at manglende eksportgodtgørelse af Statsrådet anses for at være i strid med EU-rettens bestemmelser om fri bevægelighed.
Bl.a. Statsrådets rådgivning og kritiske høringssvar fra en række interessenter førte til et ændringsforslag, hvorefter registreringsafgiften skulle refunderes ved eksport til andre EU-lande, jf. artikel 14a i BPM-loven.

Af forarbejderne fremgik (bilag 7, side 3f:
“The new proposal includes a full levy of BPM for vehicles registered abroad, rented by residents of the Netherlands, at the start of road use in the Netherlands. The exemption for shortterm use from the original proposal is being extended from one week to a month. At the same time, a refund of BPM for export is foreseen, taking into account a depreciation percentage to be determined by ministerial regulation that depends on the useful life. This refund will also apply to Dutch motor vehicles. The refund scheme will apply to motor vehicles with a registration date or date of commencement of use of the road in the Netherlands on or after October 16, 2006 and only for exports too Member State of the European Union or a State that is a party to the European Union Agreement Economic Area (hereinafter: EU member states and EEA states). European low does not require on extension of the scheme to third countries. lncidentally, such an extension is, in my opinion, not desirable in view of the enforcement aspects." (mine understregninger)

Heraf fremgår, at reglen om eksportgodtgørelse var krævet (“required") i henhold til EU-retten, og at lovgiver ikke ønskede at udstrække eksportgodtgørelsen udover, hvad der var krævet i henhold til EU-retten.

…

Spansk	Dansk
Ley 39/2010, de 22 de diciembre, de Presu puestos Generales del Estado para el año 2011	Lov 39/2010 af 22. december om de generelle statsafgifter for året 2011
Artículo 82, Adecuación al ordenamiento comunitario de la regulacién del Impu- esto Especial sobre Determinados Me- dios de Transporte, Con efectos desde 1 de enero de 2011 y vigencia_indefinida, se introducen las siguientes modificaciones en la Ley 38/1992, de 28 de diciembre, de Impuestos Especiales:	Artikel 82. Tilpasning til den fællesskabsretlige retsorden af reglerne om den særlige afgift på visse transportmidler. Med virkning fra 1. januar 2011 og med ubegrænset gyldighed sker der følgende ændringer i lov 38/1992 af 28. december om særlige afgifter:
Cinco. Se modifican los apartados 1 a 3 del artículo 66, que quedan redactados de la siguiente forma:	5. Stykkerne 1-3 i artikel 66 ændres som følger:
3. Los empresarios dedicados profesionalmente a la reventa de medios de transporte tendrán derecho, respecto de aquéllos que acrediten haber enviado con carácter definitivo fuera del territorio de aplicación del impuesto antes de que hayan transcurrido cuatro años desde la realización del hecho imponible, a la devolución de la parte de la cuota satisfecha correspondiente al valor del medio de transporte en el momento del envío. El envío con carácter definitivo fuera  del territorio de aplicación del Impuesto del medio de transporte se acreditará mediante la certificación de la baja en el registro correspondiente expedida por el órgano competente en materia de matriculación,	3. De virksomheder, der professionelt beskæftiger sig med videresalg af transportmidler, har ret til under forudsætning af, at de bekræfter definitivt at have eksporteret dem uden for territoriet for anvendelse af afgiften, inden de har været anvendt i fire år efter berigtigelsen af det afgiftspligtige forhold — tilbagebetaling af den del af den betalte afgift, der svarer til værdien af transportmidlet på eksporttidspunktet. Den definitive eksport uden for territoriet for anvendelse af afgiften godtgøres ved hjælp af et certifikat for værdinedgangen i det tilsvarende register, udarbejdet af det kompetente organ for indregistrering. [mine understregninger]

Heraf fremgår, at de spanske regler om eksportgodtgørelse er indført for at tilpasse spansk lovgivning til EU-retten.

Norge
Norge har også indført refusion af registreringsafgift ved eksport at biler som følge af EØS-retten, jf. bilag 11, side 12:

“Refusjonsordningen innføres for å fjerne et hinder for handel med varer mellem Norge og andre EØS-land,"

[…]

Delkonklusion
Det fremgår at ovenstående, at disse lande behandler “samme retlige spørgsmål" anderledes end Danmark.

Det fremgår af delkonklusionen, at i hvert fald tre EU-lande behandler “samme retlige spørgsmål" anderledes end Danmark.

Nærværende sag vedrører eksport af en bil fra én medlemsstat til en anden medlemsstat. De hollandske regler vedrører eksport af en bil fra én medlemsstat til en anden medlemsstat.

De spanske regler vedrører eksport af en bil fra én medlemsstat til en anden medlemsstat.

De norske regler vedrører eksport af en bil fra én medlemsstat til en anden medlemsstat.

Der er i alle disse lande tale om "samme transaktion", dvs. eksport af en bil fra én medlemsstat til en anden medlemsstat.

Derfor er Marcandi-dommen, præmis 64, meget relevant, jf. mit indlæg af 13. august 2018.

Der er i øvrigt også tale om samme type virksomhed i Danmark, Holland, Spanien og Norge: en virksomhed, der eksporterer biler. Det kan ikke blive mere simpelt.

Der er i øvrigt tale om "samme pengestrøm" i Danmark, Holland, Spanien og Norge, dvs. refusion af registreringsafgift. […]"

Repræsentanten har den 10. februar 2020 fremsat følgende yderligere bemærkninger:

"Jeg henviser yderligere til Højesterets kendelse af d.d.:

http://www.hoejesteret.dk/hoejesteret/nyheder/Afgorelser/Documents/12663-19-kendelse.pdf

I denne sag var der også fremlagt oplysninger, der indikerede, at andre medlemslandes myndigheder havde en anden opfattelse end Danmark, jf. hertil kendelsen: "Der er under sagen fremlagt oplysninger, der indikerer, at skattemyndighederne i Storbritannien, Sverige og Tyskland er af den opfattelse, at kontrolgebyrer for overtrædelse af vilkår for parkering på privat område ikke er momspligtige." Højesteret valgte at forelægge spørgsmålet for EU-Domstolen"

Linket er til Højesterets kendelse af 7. februar 2020 i sagen BS-12663/2019-HJR.

…

Landsskatterettens afgørelse
Registreringsafgift kan godtgøres, når et køretøj er afmeldt af Køretøjsregisteret og udført af landet, jf. registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 1. I henhold til bestemmelsens stk. 3, fratrækkes godtgørelsen 15 pct., dog mindst 8.500 kr. for personbiler (tidligere 7.500 kr.).

…

Under henvisning til Højesterets dom af 16. august 2016 finder Landsskatteretten, at der ikke er grundlag for at imødekomme repræsentantens anmodning om tilbagebetaling af godtgørelse af registreringsafgift for det omhandlede køretøj. Højesteret har således ved dommen slået fast, at det ikke er i strid med EU-retten, at der efter registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 3, skal foretages en reduktion med 15 pct. Samtidig har Højesteret udtalt, at der efter det anførte ikke var grundlag for præjudiciel forelæggelse af spørgsmål for EU-domstolen.

Repræsentanten har anført, at Landsskatteretten bør forelægge spørgsmålet præjudicielt for EU-domstolen.

Repræsentanten har herved henvist til 3 sager, der tidsmæssigt ligger efter Højesterets dom af 16. august 2016, G99/05, G153/2014 og BS-12663/2019-HJR.

For så vidt angår EU-domstolens dom i sag nr. C-544/16 (Marcandi) bemærkes, at EU- Domstolen i præmis 64 udtalte:

“Følgelig har en medlemsstats retter, der forelægges en tvist, som rejser spørgsmål om fortolkning af EU-rettens bestemmelser, og som kræver en afgørelse fra disse retter, når de konstaterer, at den samme transaktion er genstand for forskellig afgiftsmæssig behandling i en anden medlemsstat, mulighed for eller endog pligt til at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål."

Den af repræsentanten fremlagte sag fra Østrig i 2005 (G99/05) omhandler et spørgsmål om, om en østrigsk lovregel om begrænsning af afgiftsgodtgørelsen for leasingkøretøjer kontrast til Øvrige køretøjer var i overensstemmelse med den østrigske forfatning.

Den ligeledes af repræsentanten fremlagte sag fra Østrig i 2014 (G153/2014) omhandler spørgsmålet om, hvorvidt det var i overensstemmelse med den østrigske forfatning at behandle erhvervsmæssigt og privat anvendte køretøjer forskelligt, når det kom til tilbagebetaling af brændstofafgift i forbindelse med eksport af køretøjer.

Henset til den klare dom fra Højesteret ses der ikke med de af repræsentanten fremførte domme mv. at være opstået en sådan tvivl om fortolkningen af EU-rettens bestemmelser, at der på nuværende tidspunkt er grundlag for en præjudiciel forelæggelse herom for EU-domstolen.

Landsskatteretten stadfæster af ovenstående grunde SKATs afgørelse for så vidt angår den omhandlede bil.

…"

Forklaringer
Der er ikke afgivet forklaringer under sagen.

Parternes synspunkter
H1 har i sit påstandsdokument anført blandt andet:

"…
Tilbagebetaling
Til støtte for den anden sideordnede påstand gøres det gældende, at det er i strid med EU-retten at tilbageholde 15 %, eller et nærmere angivet minimumsbeløb, efter registreringsafgiftslovens § 7 B, stk. 3, ved eksport af køretøjer.

EU-retten
En lang række lande har indført eksportgodtgørelse baseret på EU-retten:

Holland
Holland indførte i 2006 regler om tilbagebetaling af registreringsafgift ved eksport i artikel 14a i den hollandske lov om registreringsafgift, "BPM"-loven, jf. bilag 2-7.

Reglerne var en følge af EU-retten, herunder EU-Domstolens kendelse i en fra Holland hidrørende sag, C-242/05, van de Coevering, afsagt den 27. juni 2006.

Artikel 14a samt forarbejder er i bilag 2-7 oversat i uddrag til engelsk med markeringer.

Tilblivelsen af en hollandsk lov består i, at et lovforslag fremsættes med bemærkninger fra relevante ministre, hvorefter bl.a. Statsrådet rådgiver om lovforslaget.

I det oprindelige forslag var refusion af registreringsafgift ved eksport af biler ikke medtaget.

Statsrådet fandt, at manglende refusion ved eksport udgjorde en hindring for den fri bevægelighed til andre EU-medlemsstater (bilag 2, side 7):

“As a counterpart to the time-proportional BPM, it is difficult to reconcile that when a passenger car registered in the Netherlands is exported, the tax on passenger cars and motor vehicles is not refunded on the residual value. This can also be seen as an obstacle to free movement, since it discourages the transfer of passenger cars to another Member State."
(mine understregninger)

Det fremgår heraf, at manglende eksportgodtgørelse af Statsrådet anses for at være i strid med EU-rettens bestemmelser om fri bevægelighed.

Blandt andet Statsrådets rådgivning og kritiske høringssvar fra en række interessenter førte til et ændringsforslag, hvorefter registreringsafgiften skulle refunderes ved eksport til andre EU-lande, jf. artikel 14a i BPM-loven.

Af forarbejderne fremgik (bilag 5, side 3f):

“The new proposal includes a full levy of BPM for vehicles registered abroad, rented by residents of the Netherlands, at the start of road use in the Netherlands. The exemption for shortterm use from the original proposal is being extended from one week to a month. At the same time, a refund of BPM for export is foreseen, taking into account a depreciation percentage to be determined by ministerial regulation that depends on the useful life. This refund will also apply to Dutch motor vehicles. The refund scheme will apply to motor vehicles with a registration date or date of commencement of use of the road in the Netherlands on or after October 16, 2006 and only for exports to a Member State of the European Union or a State that is a party to the European Union Agreement Economic Area (hereinafter: EU memberstates and EEA states). European law does not require an extension of the scheme to third countries. Incidentally, such an extension is, in my opinion, not desirable in view of the en-forcement aspects." (mine understregninger)

Heraf fremgår, at reglen om eksportgodtgørelse var krævet ("required") i henhold til EU-retten, og at lovgiver ikke ønskede at udstrække eksportgodtgørelsen udover, hvad der var krævet i henhold til EU-retten.

Spanien
Spanien indførte den 22. december 2010 tilbagebetaling af "registreringsafgift" ved eksport, jf. bilag 8, art. 66, stk. 1-3 i lov 38/1992 af den 28. december om særlige afgifter.

Jeg henviser særligt til de markerede afsnit i bilag 8, som vi har oversat i det følgende skema:

Spansk	Dansk
Ley 39/2010, de 22 de diciembre, de Presupuestos Generales del Estado para el año 2011	Lov 39/2010 af 22. december om de generelle statsafgifter for året 2011
Artículo 82. Adecuación al ordenamiento comunitario de la regulación del Impuesto Especial sobre Determinados Medios de Transporte. Con efectos desde 1 de enero de 2011 y vigencia indefinida, se introducen las siguientes modificaciones en la Ley 38/1992, de 28 de diciembre, de Impuestos Especiales:	Artikel 82. Tilpasning til den fællesskabsretlige retsorden af reglerne om den særlige afgift på visse transportmidler. Med virkning fra 1. januar 2011 og med ubegrænset gyldighed sker der følgende ændringer i lov 38/1992 af 28. december om særlige afgifter:
Cinco. Se modifican los apartados 1 a 3 del artículo 66, que quedan redactados de la siguiente forma:	5. Stykkerne 1-3 i artikel 66 ændres som følger:
3. Los empresarios dedicados profesionalmente a la reventa de medios de transporte tendrán derecho, respecto de aquéllos que acrediten haber enviado con carácter definitivo fuera del territorio de aplicación del impuesto antes de que hayan transcurrido cuatro años desde la realización del hecho imponible, a la devolución de la parte de la cuota satisfecha correspondiente al valor del medio de transporte en el momento del envío. El envío con carácter definitivo fuera del territorio de aplicación del Impuesto del medio de transporte se acreditará mediante la certificación de la baja en el registro correspondiente expedida por el órgano competente en materia de matriculación.	3. De virksomheder, der professionelt beskæftiger sig med videresalg af transportmidler, har ret til - under forudsætning af, at de bekræfter definitivt at have eksporteret dem uden for territoriet for anvendelse af afgiften, inden de har været anvendt i fire år efter berigtigelsen af det afgiftspligtige forhold - tilbagebetaling af den del af den betalte afgift, der svarer til værdien af transportmidlet på eksporttidspunktet. Den definitive eksport uden for territoriet for anvendelse af afgiften godtgøres ved hjælp af et certifikat for værdinedgangen i det tilsvarende register, udarbejdet af det kompetente organ for indregistrering. [mine understregninger]

Heraf fremgår, at de spanske regler om eksportgodtgørelse er indført for at tilpasse spansk lovgivning til EU-retten.

Norge
Norge har også indført refusion af registreringsafgift ved eksport af biler som følge af EØS- retten, jf. bilag 9, side 12:

"Refusjonsordningen innføres for å fjerne et hinder for handel med varer mellom Norge og andre EØS-land."

Heraf fremgår, at formålet med indførelsen af de norske regler om refusion af registreringsafgift var at fjerne hindringer for varehandelen mellem Norge og EØS-landene.

Delkonklusion
Det fremgår af ovenstående, at disse lande behandler "samme retlige spørgsmål" anderledes end Danmark.

Nærværende sag vedrører eksport af en bil fra én medlemsstat til en anden medlemsstat. Ligeledes vedrører de hollandske, de spanske og de norske regler eksport af en bil fra én medlemsstat til en anden medlemsstat.

Der er i alle disse lande tale om "samme transaktion", dvs. eksport af en bil fra én medlemsstat til en anden medlemsstat.

Der er i øvrigt også tale om samme type virksomhed i Danmark, Holland, Spanien og Norge: en virksomhed, der eksporterer biler.

Endvidere er der tale om "samme pengestrøm" i Danmark, Holland, Spanien og Norge, dvs. refusion af registreringsafgift.

Marcandi-dommen
EU-Domstolen afsagde den 5. juli 2018 dom i sag C-544/16, Marcandi. Marcandi-dommen fastslår, at der er pligt til at forelægge et spørgsmål for EU-Domstolen, når to myndigheder i to forskellige medlemsstater er nået til forskellige resultater i det samme spørgsmål vedrørende eksportrefusion.

Marcandi-dommen vedrørte en forelæggelse af en engelsk domstol vedrørende den momsmæssige behandling af såkaldte "penny auctions".

Ved en penny auction betales blandt et lille beløb, hver gang der bydes på auktionsgenstanden, såkaldte "betalinger for kreditter".

Marcandi udbød både penny auctions i Tyskland og i England.

I England fandt de engelske skattemyndigheder, at betalingerne for kreditterne var momspligtige, mens de tyske skattemyndigheder indtog det modsatte standpunkt.

Af præmis 24 i Marcandi-dommen fremgår:

"Den forelæggende ret har endvidere anført, at Finanzamt Hannover-Nord (skatte-og afgiftsmyndigheden i Hannover Nord, Tyskland) i en afgørelse af 9. juli 2014 fastslog, at Madbids salg af »kreditter« hverken udgjorde en levering af varer eller tjenesteydelser med hensyn til moms. Ifølge den nævnte myndighed er Madbid momspligtig i Tyskland for levering af varer til brugere i denne medlemsstat. Modværdien af disse leveringer af varer omfatter ikke kun den pris, der betales af kunden for den erhvervede vare, dvs. den pris, som varen er blevet bortauktioneret til, hvilken pris følger af anvendelsen af »køb nu«-funktionen eller prisen efter fradrag af den »optjente rabat«, men ligeledes værdien af de »kreditter«, der gøres brug af med henblik på erhvervelse af denne vare, dvs. værdien af de »kreditter«, som gjorde det muligt at vinde auktionen eller at opnå en nedsættelse af prisen gennem funktionerne »køb nu« eller »optjent rabat«. Hvad angår de brugere, der har købt »kreditter« og har deltaget uden at vinde auktionen, er skatte- og afgiftsmyndigheden i Hannover Nord af den opfattelse, at der kun udføres en tjenesteydelse til fordel for disse, såfremt brugerne ikke foretager noget køb ved at anvende modværdien af de »kreditter«, der gjorde det muligt for dem at afgive bud. Modydelsen for denne tjenesteydelse, der er undergivet moms i Det Forenede Kongerige, svarer til værdien af de pågældende »kreditter«."

Af præmis 61-66 i dommen fremgår:

"61    Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om retterne - i det tilfælde, at to medlemsstater behandler en transaktion forskelligt i momsmæssig henseende - i en af disse medlemsstater, når de fortolker de relevante bestemmelser i EU-retten og i national ret, skal tage hensyn til kravet om at undgå en dobbeltbeskatning eller dobbelt ikke-beskatning af transaktionen på baggrund navnlig af princippet om afgiftsneutralitet.

62    I denne forbindelse bemærkes, at der med artikel 267 TEUF er indført en mekanisme til præjudiciel forelæggelse, som netop har til formål at forebygge forskelle i fortolkningen af EU-retten, som de nationale retter skal anvende (jf. i denne retning dom af 21.7.2011, Kelly, C-104/10, EU:C:2011:506, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis).

63    Artikel 267 TEUF giver de nationale retter adgang og efter omstændighederne pligt til at foretage en præjudiciel forelæggelse, alt efter om deres afgørelser ifølge de nationale retsregler kan appelleres eller ej, hvis de skønner, at en for dem verserende sag frembyder problemer vedrørende fortolkningen af EU-retlige bestemmelser, som de nødvendigvis må træffe afgørelse om (jf. i denne retning dom af 21.7.2011, Kelly, C-104/10, EU:C:2011:506, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

64    Følgelig har en medlemsstats retter, der forelægges en tvist, som rejser spørgsmål om fortolkning af EU-rettens bestemmelser, og som kræver en afgørelse fra disse retter, når de konstaterer, at den samme transaktion er genstand for forskellig afgiftsmæssig behandling i en anden medlemsstat, mulighed for eller endog pligt til at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål.

65   I øvrigt skal det præciseres, at det forhold, at der i en eller flere andre medlemsstater anlægges tilgange, der er forskellige fra den, som er anlagt i den pågældende medlemsstat, under alle omstændigheder ikke kan føre til, at retterne i denne sidstnævnte stat skal foretage en fejlagtig fortolkning af bestemmelserne i momsdirektivet.

66    På baggrund af ovenstående betragtninger skal det tredje spørgsmål besvares med, at de retter i en medlemsstat, der, når de fortolker de relevante bestemmelser i EU-retten og i national ret, konstaterer, at den samme transaktion behandles forskelligt i momsmæssig henseende i en anden medlemsstat, har mulighed for eller endog pligt til, alt efter om deres afgørelser ifølge de nationale retsregler kan appelleres eller ej, at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål."

Af ovenstående fremgår det, at der er pligt til forelæggelse, da den samme transaktion - eksport af biler - behandles forskelligt i henhold til EU-retten i forbindelse med refusion af registreringsafgift.

Højesterets kendelse af den 7. februar 2020
Der henvises yderligere til Højesterets kendelse af den 7. februar 2020 i sagen BS-12663/2019-HJR, jf. bilag 10.

I denne sag var der også fremlagt oplysninger, der indikerede, at andre medlemslandes myndigheder havde en anden opfattelse end Danmark, jf. hertil kendelsen:
"Der er under sagen fremlagt oplysninger, der indikerer, at skattemyndighederne i Storbritannien, Sverige og Tyskland er af den opfattelse, at kontrolgebyrer for overtrædelse af vilkår for parkering på privat område ikke er momspligtige."

Højesteret valgte at forelægge spørgsmålet for EU-Domstolen.

Sammenfattende er det i strid med EU-retten, at der er blevet tilbageholdt et beløb på 7.500,00 kr. i forbindelse med godtgørelse af registreringsafgift ved eksport af det omhandlede køretøj, idet det udgør en hindring for den fri bevægelighed. Sagsøger har derfor ret til tilbagebetaling af beløbet.

Da eksport af biler i relation til refusion af registreringsafgift behandles forskelligt i andre medlemsstater, er der endvidere pligt til at forelægge spørgsmålet for EU-Domstolen.

Derfor anmodes der også om præjudiciel forelæggelse af hvorvidt nægtelsen af tilbagebetaling af de 15% er i overensstemmelse med EU-retten. Dette spørgsmål har ikke været behandlet af en upartisk og uafhængig domstol.
…"

Af processkrift III af 29. marts 2023 fremgår blandt andet:

"…
YDERLIGERE ANBRINGENDER
De tidligere anbringender, som er gjort gældende i nærværende sag, fastholdes.

Skatteministeriet gør i deres meddelelse af 27. februar 2023 gældende, at EU-Domstolens dom i sag C-676/21, Veronsaajien oikeudenvalvontayksikkö, fastslår den samme retsstilling som fastslået ved Højesterets dom i U.2016.3701 H, hvoraf følger, at 15 pct.'s-reduktionen af 'eksportgodtgørelsen' efter registreringsafgiftslovens § 7 b ikke er i strid med EU- retten.

EU-Domstolen tager imidlertid ikke stilling til de bestemmelser, der finder anvendelse i nærværende sag.

Vi forstår derfor Skatteministeriets anbringende således, at da EU-Domstolen ikke har fortolket de relevante artikler i Traktaten, så skal der ske præjudiciel forelæggelse vedrørende fortolkning af de artikler, der ikke er fortolket af EU-Domstolen.

Da sagen nu er tre gange større end hidtil, bør der også afsættes mere tid. Allerede af den grund går sagsøger ud fra, at der er enighed om, at én dag ikke er tilstrækkelig.

Hertil kommer, at der også skal ske gennemgang af det materiale, som endnu ikke er fremlagt, som har taget lang tid at fremskaffe, og som vedrører udenlandsk ret, og derfor kræver længere tid at gennemgå end normalt.
…"

Af processkrift V af 22. maj 2023 fremgår blandt andet:

"…
Sagsøgtes seneste meddelelse af 19. maj 1023 giver anledning til følgende bemærkninger:

Det er ubestridt, at Skatteministeriets redegørelse for den finske dom taler for, at der foreligger en berettiget tvivl, samt at når der foreligger tvivl, skal spørgsmålet forelægges for EU-Domstolen.

Det er ubestridt, at Skatteministeriets krav om, at sagsøger skal formulere spørgsmål til EU-Domstolen er strid med EU-Domstolens praksis, hvorfor der ikke er behov for at forelægge dette spørgsmål.

Skatteministeriet bestrider heller ikke, artikel 34 vedrører import.

Skatteministeriet bestrider heller ikke, at eksport er det modsatte af import. Skatteministeriet bestrider heller ikke, at det fremgår helt klart af praksis, at artikel 110 ikke er den eneste, der anvendes ved import og eksport af biler. Skatteministeriet bestrider heller ikke, at EU-Domstolen ikke har taget stilling til fortolkningen af alle de bestemmelser i TEUF, som sagsøgeren har påberåbt sig.

Skatteministeriet har ikke fremlagt dokumentation for, at omfanget af retsstoffet allerede var kendt ved berammelsen af sagen, hvilket jo er genstand for uenighed mellem parterne.

Skatteministeriet er heller ikke kommet med begrundede indsigelser vedrørende sagsøgers anmodning om yderligere omfattende bevisførelse, der bl.a. involverer flere lande.

Sagsøgtes ubegrundede meddelelse af 19.maj 2023 bekræfter derfor, at der dels skal ske præjudiciel forelæggelse, dels afsættes en yderligere retsdag, og Skatteministeriet er da også enig i, at der skal fastsættes et yderligere retsmøde udover det sædvanlige.
…"

H1 har ved processkrift af 7. februar 2024 frafaldet sin påstand om, at Retten i Nykøbing Falster skal vige sit sæde grundet inhabilitet, og at dette spørgsmål skulle forelægges EU-domstolen præjudicielt.

Der var afsat den 8. og 9. februar 2024 til hovedforhandlingen i sagen. Hovedforhandlingen blev gennemført på en halv dag den 9. februar 2024.

Skatteministeriet Departementet har i sit sammenfattende processkrift af 28. november 2022 anført blandt andet:

"…
3. SKATTEMINISTERIETS ANBRINGENDER

Sagsøgeren har ikke krav på at få udbetalt det beløb på 7.500 kr., som i medfør af den dagældende registreringsafgiftslovs § 7 b, stk. 3, blev fratrukket ved udbetalingen til sagsøgeren af godtgørelse af registreringsafgift for det omhandlede køretøj. Det er ved U.2016.3701 H (MS44-45) fastslået af Højesteret, at bestemmelsen i registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 3, om 15 pct.-reduktion af godtgørelsen af registreringsafgift ved udførsel af køretøjer fra Danmark er i overensstemmelse med EU-retten.

Skattemyndighederne har derfor med rette fratrukket det omhandlede beløb ved udbetalingen af godtgørelsen af registreringsafgift til sagsøgeren.

Højesteretssagen angik som nævnt bileksportøren G1, der havde anlagt sag mod Skatteministeriet med påstand om, at ministeriet skulle udbetale yderligere godtgørelse af registreringsafgift for eksport af motorkøretøjer i årene 2005-2007. G1 anførte, at den dagældende registreringsafgiftslovs § 7 b, stk. 3, 1. pkt., hvorefter godtgørelse for registreringsafgift fratrækkes 15 procent, når et køretøj, der er afgiftsberigtiget til varig anvendelse i Danmark, afmeldes fra Motorregisteret og udføres af landet, er i strid med EU-retten.

Højesteret fandt på baggrund af EU-Domstolens praksis, at der for biler, der ved indregistreringen i det væsentlige skal anvendes varigt i et medlemsland, ikke efter EU-retten gælder et almindeligt princip om, at registreringsafgiften skal stå i passende forhold til den faktiske anvendelse af bilerne i dette land, eller at der skal ydes refusion af den lovligt opkrævede afgift i tilfælde af eksport til et andet land. Det var herefter ikke i strid med EU-retten, at der blev foretaget reduktion med 15 procent, heller ikke selv om det betød, at restafgiften ikke godtgøres fuldt ud. Der var efter det anførte heller ikke grundlag for forelæggelse for EU-Domstolen. Højesteret stadfæstede herefter Vestre Landsrets dom (offentliggjort som SKM2015.454.VLR), der frifandt Skatteministeriet for G1’s påstand.

Af Højesterets præmisser fremgår (MS44-45):

"Sagen angår reglen i den dagældende registreringsafgiftslovs § 7 b, stk. 3, 1. pkt., om reduktion af afgiftsgodtgørelsen med 15 %, når et køretøj, som er afgiftsberigtiget til varig anvendelse i Danmark, afmeldes fra Motorregisteret og udføres af landet. Spørgsmålet er, om
det er i strid med EU-retten, at den beregnede restafgift reduceres med 15 % ved opgørelsen af godtgørelsesbeløbet - den såkaldte "eksportgodtgørelse".

EU-Domstolen har bl.a. ved dom af 21. november 2013 i sag C-302/12 fastslået, at der bortset fra visse undtagelser endnu ikke er sket en harmonisering af EU-landenes regler om registreringsafgift, og at medlemsstaterne derfor frit kan udøve deres beskatningsbeføjelse på dette område under overholdelse af EU-retten.

Det følger endvidere af EU-Domstolens praksis, jf. f.eks. dom af 29. juni 1978 i sag 142/77 (Larsen og Kjerulff), at det - når bortses fra harmoniserede afgifter - ikke i sig selv giver grundlag for et retskrav på afgiftsrefusion, afgiftsgodtgørelse eller afgiftslempelse i det land, hvorfra varen eksporteres, at der opkræves en tilsvarende afgift af den samme vare i det land, som varen eksporteres til.

Domstolen har også fastslået, at der - uanset ugunstig virkning for det indre marked af dobbelt afgift - ikke gælder et EU-retligt forbud mod, at samme bil belastes med fuld registreringsafgift i flere lande, når bilen i det væsentlige skal anvendes varigt i de pågældende lande, jf. f.eks. den nævnte dom af 21. november 2013 i sag C-302/12.

På baggrund af det anførte finder Højesteret, at det for biler, der ved indregistreringen i det væsentlige skal anvendes varigt i et medlemsland, og som derfor med rette er blevet afgiftsberigtiget til varig anvendelse i dette land, følger af EU-retten, at der ikke gælder et almindeligt princip om, at registreringsafgiften skal stå i passende forhold til den faktiske anvendelse af bilerne i dette land, eller at der skal ydes refusion af den lovligt opkrævede afgift i tilfælde af eksport til et andet land. Da det er ubestridt, at de omhandlede biler med rette er afgiftsberigtiget med fuld registreringsafgift ved indregistreringen i Danmark, finder Højesteret herefter, at det ikke er i strid med EU-retten, at der efter registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 3, skal foretages reduktion med 15 %. Det gælder, uanset om reduktionen betyder, at restafgiften ikke godtgøres fuldt ud. Der er efter det anførte ikke grundlag for præjudiciel forelæggelse af spørgsmål for EU-Domstolen."

4.  VEDRØRENDE SAGSØGERENS BEGÆRING OM PRÆJUDIUCIEL FORELÆGGELSE FOR EU-DOMSTOLEN

4.1  Vedrørende 15 pct-reduktionen af eksportgodtgørelsen

Skatteministeriet protesterer imod sagsøgerens begæring om præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen. Der består ikke en sådan tvivl om fortolkningen af EU-retten, at det er nødvendigt at forelægge spørgsmål for Domstolen, jf. TEUF artikel 267, stk. 2 (MS25). Sagsøgeren har ikke nærmere redegjort for, hvilke bestemmelser i EU-retten, som bestemmelsen i registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 3, skulle være i strid med, eller angivet et spørgetema for Domstolen.

Det er med Højesterets dom offentliggjort i U.2016.3701 H fastslået, at der for biler, der ved indregistreringen i det væsentlige skal anvendes varigt i et medlemsland, ikke efter EU-retten gælder et almindeligt princip om, at registreringsafgiften skal stå i passende forhold til den faktiske anvendelse af bilerne i dette land, eller at der skal ydes refusion af den lovligt opkrævede afgift i tilfælde af eksport til et andet land, og at det derfor ikke er i strid med EU-retten, at der bliver foretaget en reduktion med 15 procent i godtgørelsen af registreringsafgift af afgiftsberigtigede køretøjer, der udføres af Danmark, heller ikke selv om det betyder, at restafgiften ikke godtgøres fuldt ud.

Højesteret afviste som det fremgår af dommen trykt i U.2016.3701 H en fremsat anmodning om præjudiciel forelæggelse af spørgsmål for Domstolen. Højesteret afviste tre gange under behandlingen af sagen at forelægge spørgsmål for Domstolen, senest ved dommen af 16. august 2016. Højesteret afviste også forelæggelse under forberedelsen ved kendelse af 28. januar 2016, der er offentliggjort som SKM2016.88.HR (MS54) og tillige gengivet i Højesterets senere dom. Af kendelsen fremgår (MS56, h.sp. næstsidste afsnit), at G1 gjorde gældende, at reglen i registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 3, var i strid med TEUF artikel 30, 34, 35 og 110.

Højesteret bemærkede (MS65, h.sp.):

"Der er ikke af EU fastsat særlige fællesskabsretlige regler om registreringsafgift af køretøjer, herunder om godtgørelse af registreringsafgift ved udførsel af køretøjer fra en medlemsstat til en anden. Det er Højesterets foreløbige vurdering, at de traktatbestemmelser, som G1 har påberåbt sig til støtte for anmodningen om forelæggelse, ikke rejser en sådan rimelig tvivl om forståelsen af fællesskabsretten af betydning for den foreliggende sag, at der er grundlag for at imødekomme G1´s anmodning om at forelægge spørgsmål for EU-Domstolen."

I den senere dom, hvorved Højesteret endeligt afviste at forelægge spørgsmål for Domstolen, henviste Højesteret (MS 43) dels til sin tidligere kendelse, dels til tre meddelelser fra Kommissionen af henholdsvis 10. oktober 2001, 20. december 2010 og 14. december 2012, hvoraf fremgik, at der ikke eksisterer fælles EU-regler om refusion af afgifter af motorkøretøjer, der udføres fra én medlemsstat til en anden medlemsstat, og at Kommissionen i 2005 fremsatte et forslag til et direktiv om afgifter på personbiler med henblik på en gradvis udfasning af registreringsafgiften for biler og indførelse af en refusionsordning i en overgangsperiode, som imidlertid ikke blev vedtaget. Herudover henviste Højesteret (MS44-45) til en række domme afsagt af EU-Domstolen, som Højesteret inddrog i de ovenfor citerede præmisser.

Der er ikke efter Højesterets dom afsagt domme fra EU-Domstolen, som rejser tvivl om rigtigheden af Højesterets afgørelse i G1-sagen, og sagsøgeren har da heller ikke henvist til sådanne domme.

Sagsøgeren påberåbte sig i stævningen, side 4, nederst - side 7, EU-Domstolens dom af 5. juli 2018 i sag C-544/16, Marcandi (MS188), til støtte for, at retten skulle være forpligtet til at forelægge et spørgsmål om fortolkningen af EU-retten, fordi reglerne om godtgørelse af registreringsafgift af udførte motorkøretøjer tilsyneladende er anderledes i Holland, Spanien og Norge end i Danmark.

Skatteministeriet bemærker hertil for det første, at det ikke med det af sagsøgeren fremlagte udenlandske retsstof er godtgjort, at retsstillingen i de pågældende lande afviger fra retsstillingen i Danmark. Det kan herunder ikke af det fremlagte retsstof udledes, hvordan ’eksportgodtgørelsen’ nærmere beregnes i de pågældende lande. For det andet er Højesterets dom fra 2016 baseret på Domstolens praksis til forskel fra udsagnene i de lovmotiver fra Holland, Spanien og rapporten fra Norge, som sagsøgeren påberåbte sig i stævningen, side 2-4, der ikke indeholder henvisninger hertil.

Højesteret henviste således til, at det af Domstolen bl.a. ved dom af 21. november 2013 i den hollandske sag C-302/12, X mod Minister van Financiën (MS165), er fastslået, at der bortset fra visse undtagelser endnu ikke er sket en harmonisering af EU-landenes regler om registreringsafgift, og at medlemsstaterne derfor frit kan udøve deres beskatningsbeføjelse på dette område under overholdelse af EU-retten, jf. dommens præmis 23 (MS167-168), der henviser til en række tidligere domme fra Domstolen med samme indhold. Dette har Domstolen gentaget i dom af 19. september 2017 i sag C-552/15, Kommissionen mod Irland, præmis 71 (MS181).

Skatteministeriet bemærker, at dommen i sag C-302/12 blev afsagt den 21. november 2013, dvs. efter den af sagsøgeren påberåbte lovgivning om afgiftsgodtgørelse ved udførsel af køretøjer, som blev indført i Holland i 2006 og i Spanien i 2010. Det fremgår ikke af den som bilag 10 fremlagte norske rapport, hvornår de norske regler om afgiftsgodtgørelse af biler ved udførsel til andre EØS-lande blev indført, og rapporten i bilag 10 har ikke karakter af lovforarbejder. Hertil kommer, at Norge ikke er et EU-medlemsland.

Videre henviste Højesteret i G1-dommen til, at det følger af Domstolens praksis, jf. f.eks. dom af 29. juni 1978 i sag 142/77, Larsen og Kjerulff (MS 72), at det - når bortses fra harmoniserede afgifter - ikke i sig selv giver grundlag for et retskrav på afgiftsrefusion, afgiftsgodtgørelse eller afgiftslempelse i det land, hvorfra varen eksporteres, at der opkræves en tilsvarende afgift af den samme vare i det land, som varen eksporteres til.

Endelig henviste Højesteret til, at Domstolen også har fastslået, at der - uanset ugunstig virkning for det indre marked af dobbelt afgift - ikke gælder et EU-retligt forbud mod, at samme bil belastes med fuld registreringsafgift i flere lande, når bilen i det væsentlige skal anvendes varigt i de pågældende lande, jf. f.eks. den nævnte dom af 21. november 2013 i sag C-302/12. Dette fremgår af dommens præmis 27-29 (MS168).

Højesteret fastslog på baggrund af disse domme, at der efter EU-retten ikke gælder et almindeligt princip om, at registreringsafgiften skal stå i passende forhold til den faktiske anvendelse af bilerne i dette land, eller at der skal ydes refusion af den lovligt opkrævede afgift i tilfælde af eksport til et andet land, og at det ikke er i strid med EU-retten, at der efter registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 3, skal foretages reduktion med 15 pct. Dette gælder, uanset om reduktionen betyder, at restafgiften ikke godtgøres fuldt ud.

Som nævnt er der ikke siden Højesterets dom truffet afgørelser fra Domstolen, der rejser tvivl om rigtigheden af resultatet i Højesterets dom. De af sagsøgeren påberåbte hollandske og spanske lovmotiver fra 2006 og 2010 og den norske rapport fra 2014 rejser på den anførte baggrund ikke en sådan tvivl om fortolkningen af EU-retten, at der er grundlag for - endsige pligt til, som anført i stævningen, side 6 og 7 - at retten forelægger spørgsmål for Domstolen.

Sagsøgeren henviste i stævningen, side 2, tredje afsnit - i relation til omtalen af den hollandske lovgivning fra 2006 - til Domstolens kendelse af 27. juni 2006 i sag C-242/05, van de Coevering (MS142). Ifølge sagsøgeren havde de i 2006 indførte hollandske regler om godtgørelse af afgift af køretøjer udført til andre EU-lande baggrund i kendelsen. Skatteministeriet bemærker hertil, at kendelsen også blev påberåbt for Højesteret i G1-sagen af biintervenienten G2, jf. referatet af biintervenientens anbringender i U.2016.3701 H (MS41, h.sp., første afsnit). Denne afgørelse, som angik en anden problemstilling end spørgsmålet om afgiftsgodtgørelse ved udførsel af køretøjer, rejser således heller ikke tvivl om fortolkningen af EU-retten i relation til medlemsstaternes lovgivning om eksportgodtgørelse af motorkøretøjer.

Sagsøgeren påberåbte sig i stævningen, side 6, nederst - side 7, øverst, at Højesteret ved en kendelse af 7. februar 2020 (offentliggjort som U.2020.1472.H.K - MS66) i en sag anlagt af G3 mod Skatteministeriet valgte at forelægge et spørgsmål for Domstolen om fortolkningen af momssystemdirektivets artikel 2, stk. 1, litra c. Sagsøgeren henviste til, at Højesteret (i forelæggelseskendelsens pkt. 6.5, MS 71, v.sp.) bemærkede, at der under sagen var fremlagt oplysninger, der indikerede, at andre medlemsstaters skattemyndigheder i modsætning til de danske skattemyndigheder havde den opfattelse, at kontrolgebyrer for overtrædelse af vilkår for parkering på privat område ikke er momspligtige.

Skatteministeriet bemærker hertil, at Højesteret i forelæggelseskendelsens pkt. 6.4 fremhævede, at EU-Domstolen ikke tidligere havde taget stilling til den momsretlige karakter af kontrolgebyrer, og at det var Højesterets opfattelse, at der efter ordlyden af artikel 2, stk. 1, litra c, i momssystemdirektivet, sammenholdt med den foreliggende praksis fra Domstolen, var tvivl om, hvorvidt direktivbestemmelsen skal fortolkes således, at sådanne gebyrer udgør vederlag for en momspligtig ydelse. Højesteret henviste i sin begrundelse hverken til det af G3 påberåbte udenlandske retsstof eller til afgørelsen i Marcandi-sagen.

Til forskel herfra har Højesteret i dommen i G1-sagen på baggrund af en gennemgang af Domstolens praksis fastslået, at der efter EU-retten ikke gælder et almindeligt princip om, at registreringsafgiften skal stå i passende forhold til den faktiske anvendelse af bilerne i dette land, eller at der skal ydes refusion af den lovligt opkrævede afgift i tilfælde af eksport til et andet land, og at det derfor ikke er i strid med EU-retten, at der bliver foretaget en reduktion med 15 procent i godtgørelsen af registreringsafgift af afgiftsberigtigede køretøjer, der udføres af Danmark, heller ikke selv om det betyder, at restafgiften ikke godtgøres fuldt ud. Højesteret afslog på den anførte baggrund at stille spørgsmål til Domstolen.

Sagsøgeren har ikke påvist noget grundlag for, at retten i denne sag - modsat Højesteret - skulle nå frem til, at der er behov for en præjudiciel forelæggelse af spørgsmål for Domstolen. Det bemærkes, at sagsøgeren i sit processkrift 1 af 12. maj 2022 oplyser, at sagsøgeren havde indhentet oplysninger om "retsstillingen i Holland, Spanien og Norge", som der efter sagsøgerens opfattelse var "behov for en tilpasset indføring i". Resultatet af de nævnte undersøgelser blev dog ikke fremlagt med processkriftet og er ikke senere fremlagt. Der foreligger således alene det udenlandske retsstof, som sagsøgeren påberåbte sig i stævningen, hvilket som nævnt ikke giver grundlag for, at retten træffer afgørelse om præjudiciel forelæggelse.
…"

Af processkrift B af 5. april 2023 fremgår blandt andet:

"…
2.  SUPPLERENDE BEMÆRKNINGER
De to brugte køretøjer, som sagsøgeren har udvidet sin påstand med, fremgår med stelnummer af listen i det excel-ark (bilag C, side 3, tredje og fjerde række), som sagsøgeren indsendte til SKAT med brev af 11. september 2014, over brugte køretøjer, som sagsøgeren havde eksporteret i årene 2008-2014. Det ene køretøj blev ifølge oversigten udført den 25. oktober 2011, mens det andet ifølge oversigten blev udført den 10. november 2011. Køretøjet med stelnummer […02], en Renault Laguna 1,6 16V Hatchback (ikke en Toyota Corolla Verso 1,6 som anført i den første nye påstand i sagsøgerens processkrift III, der således skal rettes), blev afmeldt fra Motorregisteret den 13. oktober 2011 og registreret som værende udført den 28. oktober 2011. Det andet køretøj med stelnummer […74], en Toyota Corolla Verso 1,6, blev afmeldt fra Motorregisteret den 2. november 2011 og registreret som værende udført den 16. november 2011. Udskrift fra Motorregisteret af køretøjshistorikken for de to køretøjer fremlægges som bilag G.

Skatteministeriets frifindelsespåstand over for sagsøgerens nye påstande støttes på de anbringender, som fremgår af svarskriftet, side 2-4, der fastholdes.

Sagsøgeren gjorde i stævningen, side 7, tredje afsnit, gældende, at det er i strid med EU-retten, at der i medfør af den dagældende registreringsafgiftslovs § 7 b, stk. 3, skete reduktion af den til sagsøgeren udbetalte godtgørelse med 7.500 kr. ved eksporten af det omhandlede køretøj (nu tre køretøjer). Sagsøgeren gjorde nærmere gældende, at reduktionen "udgør en hindring for den fri bevægelighed". Sagsøgeren henviste ikke til nærmere EU-retlige bestemmelser, hvorpå synspunktet støttes.

Sagsøgeren anmodede i stævningen, side 7, om præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen, uden at formulere et tema eller de spørgsmål, som ønskedes forelagt.

Som anført i svarskriftet, side 2-3, er det ved Højesterets dom af 16. august 2016, offentliggjort som U.2016.3701 H (SKM2016.608 HR), fastslået, at bestemmelsen i den dagældende registreringsafgiftslovs § 7 b, stk. 3, om 15 pct.-reduktion af godtgørelsen af registreringsafgift ved udførsel af køretøjer fra Danmark er i overensstemmelse med EU-retten.

EU-Domstolen har ved dom af 2. februar 2023 i sag C-676/21, Veronsaajien oikeudenvalvontayksikkö, udtalt (præmis 26), at det følger af Domstolens faste praksis, at en motorkøretøjsafgift, som pålægges af en medlemsstat ved indregistrering af motorkøretøjer med henblik på ibrugtagning heraf på statens område, hverken udgør en told eller en afgift med tilsvarende virkning som omhandlet i artikel 28 TEUF og 30 TEUF. En sådan afgift kan desuden heller ikke bedømmes i lyset af TEUF artikel 34 om forbud mod kvantitative indførselsrestriktioner og foranstaltninger med tilsvarende virkning som sådanne restriktioner. En sådan afgift er en intern afgift og skal derfor undersøges på grundlag af TEUF artikel 110.

Bestemmelserne om varernes fri bevægelighed i TEUF, tredje del, afsnit II (artikel 28-37), som sagsøgeren har påberåbt sig, finder således ikke anvendelse på motorkøretøjsafgifter - herunder den danske registreringsafgift - som medlemsstaterne pålægger køretøjer ved indregistrering med henblik på ibrugtagning. Domstolen bemærkede videre i dommen i sag C-676/21 (præmis 37):

"Som Europa-Kommissionen har gjort gældende, skal foreneligheden med den primære EU-ret af såvel motorkøretøjsafgiften som tilbagebetaling heraf ved udførsel af et motorkøretøj, der er indregistreret i Finland, derfor udelukkende bedømmes på grundlag af sidstnævnte artikel." [TEUF artikel 110]. (Understreget her)

Det er således med dommen fastslået, at reglerne i registreringsafgiftslovens §§ 7 b og 7 c om godtgørelse af afgift ved udførsel af brugte køretøjer ikke skal bedømmes efter reglerne om varernes fri bevægelighed men derimod efter TEUF artikel 110 om forbud mod diskriminerende interne afgifter.

Af den finske lovgivning om tilbagebetaling af registreringsafgift ved udførsel af brugte motorkøretøjer fulgte, at der ikke skete tilbagebetaling af afgift i tilfælde af endelig udførsel af et brugt køretøj, såfremt køretøjet på udførselstidspunktet var mere end 10 år gammelt, regnet fra dets første ibrugtagning, jf. dommens præmis 10 og 24. Det omhandlede køretøj var mere end 12 år gammelt, da køretøjets ejer anmodede de finske skattemyndigheder om udbetaling af tilbagebetaling af den betalte finske registreringsafgift i forbindelse med udførslen af køretøjet. Tilbagebetaling blev derfor afslået, jf. dommens præmis 13-16.

Domstolen fastslog, at den finske lovgivning ikke var i strid med artikel 110, jf. dommens præmis 28-34:

"28.  Artikel 110 TEUF har til formål at sikre frie varebevægelser mellem medlemsstaterne på normale konkurrencevilkår. Bestemmelsen tilsigter at fjerne enhver form for beskyttelse, der kan følge af anvendelsen af interne afgifter, herunder afgifter, der indebærer forskelsbehandling af varer med oprindelse i andre medlemsstater (…).

29.  Artikel 110, stk. 1, TEUF forbyder herved enhver medlemsstat at pålægge varer fra andre medlemsstater interne afgifter, som er højere end de afgifter, der pålægges lignende indenlandske varer. Denne bestemmelse skal sikre, at interne afgifter virker neutralt i forhold til konkurrencen mellem de varer, der allerede befinder sig på det indenlandske marked, og de indførte varer (…)

30.  Motorkøretøjsafgiften, der er fastsat i lov om motorkøretøjsafgift, opkræves kun én gang for ethvert motorkøretøj, der skal indregistreres eller tages i brug i Finland, uanset om der er tale om nye eller brugte køretøjer. Det synes at fremgå af de oplysninger, som Domstolen råder over, således som de er beskrevet i anmodningen om præjudiciel afgørelse, at lov om motorkøretøjsafgift principielt sikrer, at størrelsen af den motorkøretøjsafgift, der pålægges indførte brugte køretøjer, svarer til residualværdien af den afgift, der er indeholdt i værdien af tilsvarende brugte indenlandske køretøjer, henset til satsen af og beregningsgrundlaget for denne afgift.

31.  På området for afgifter på indførte brugte motorkøretøjer har artikel 110 TEUF til formål at sikre, at interne afgifter virker fuldstændigt neutralt i forhold til konkurrencen mellem varer, der allerede befinder sig på det indenlandske marked, og indførte varer, og den forpligter derfor hver medlemsstat til at vælge og indføre de afgifter, der pålægges motorkøretøjer, på en måde, så de ikke har til virkning at begunstige salg af brugte indenlandske køretøjer til skade for indførslen af tilsvarende brugte køretøjer (…).

32.  I denne henseende bemærkes, at inden for rammerne af artikel 110 TEUF kan en særlig bestemmelse som den, der er fastsat i § 34d, stk. 2, i lov om motorkøretøjsafgift, hvorefter denne afgift ikke tilbagebetales ved endelig udførsel af et brugt motorkøretøj, når det på tidspunktet for den omhandlede udførsel er over ti år siden, at dette køretøj for første gang blev taget i brug, i Finland eller i en anden medlemsstat, ikke anses for at udgøre forskelsbehandling.

33.  Som Kommissionen har fremhævet, finder denne regel anvendelse på alle køretøjer, når deres første ibrugtagning går mere end ti år tilbage, for så vidt som den fastsætter et objektivt kriterium, nemlig året for den første ibrugtagning af det pågældende køretøj, på grundlag af hvilket der sondres mellem de tilfælde, hvor der indrømmes en tilbagebetaling af motorkøretøjsafgiften, og de tilfælde, hvor denne tilbagebetaling ikke indrømmes.

34.  Den nævnte regel indebærer således ikke en forskelsbehandling, når de pågældende motorkøretøjer er ældre end ti år, mellem indførte brugte køretøjer og indenlandske brugte køretøjer for så vidt angår muligheden for at blive solgt på det finske brugtbilmarked, eftersom den på ingen måde ændrer størrelsen af den tilsvarende afgift, der indgår i markedsprisen for disse to typer køretøjer."

Domstolen gentog i præmis 43-44, at tilbagebetalingen af afgift af et brugt køretøj ved dets udførsel fra en medlemsstat er uden betydning for markedet for brugte køretøjer i den pågældende medlemsstat:

"43.  Endelig er den omstændighed, som den finske regering har påberåbt sig, hvorefter størrelsen af den tilbagebetalte afgift i tilfælde af endelig udførsel af et motorkøretøj, der er blevet pålagt afgift i Finland, med henblik på anvendelse uden for denne medlemsstat, i henhold til § 34d, stk. 2, i lov om motorkøretøjsafgift svarer til den afgift, der ville blive opkrævet for et tilsvarende køretøj, hvis dette var blevet pålagt afgift som brugt køretøj på tidspunktet for denne udførsel, ligeledes uden relevans for denne vurdering.

44.  En sådan tilbagebetaling af afgiften påvirker nemlig ikke markedet for brugte køretøjer i Finland, men kan, uanset at den tilbagebetalte afgift ikke overstiger residualværdien af den afgift, der er betalt i forbindelse med indregistreringen i Finland, påvirke markedet for brugte køretøjer i udførselsmedlemsstaten, for så vidt som den nedsætter værdien af det brugte køretøj, der er indført fra Finland."

Det bemærkes, at betegnelsen "udførselsmedlemsstaten" i præmis 44 er den medlemsstat, som køretøjet udføres til.

Retsanvendelsen i dommen kan overføres direkte til den foreliggende sag, da bestemmelsen i den dagældende registreringsafgiftslovs § 7 b, stk. 3, om 15 pct.-reduktion af godtgørelsen af registreringsafgift ved udførsel af køretøjer fra Danmark finder anvendelse på alle brugte køretøjer, som udføres fra Danmark. Reglen indebærer ingen forskelsbehandling mellem indførte brugte køretøjer og indenlandske ’danske’ brugte køretøjer for så vidt angår muligheden for at blive solgt på det danske brugtbilmarked, eftersom reglen om 15 pct.-reduktion af afgiftsgodtgørelsen ved udførsel på ingen måder ændrer størrelsen af den tilsvarende afgift, der indgår i markedsprisen for de to typer brugte køretøjer.

Domstolen fastslog videre - som også udtalt af Højesteret i U.2016.3701 H og med henvisning til den samme praksis fra Domstolen som Højesteret henviste til - at der ikke gælder et EU-retligt forbud mod, at samme bil belastes med fuld registreringsafgift i flere lande, når bilen i det væsentlige skal anvendes varigt i de pågældende lande, jf. dommens præmis 37-38:

"37.  Det er ligeledes uden betydning, henset til artikel 110 TEUF, at et motorkøretøj på grund af afslaget på tilbagebetaling ved udførsel af en motorkøretøjsafgift ved den endelige udførsel fra Finland til en anden medlemsstat på forskellige tidspunkter og i forskellige medlemsstater pålægges flere motorkøretøjsafgifter.

38.  EU-retten indeholder på det nuværende stadium ingen regel, der forbyder tilfælde af dobbeltbeskatning, der opstår i forbindelse med sådanne afgifter, der er undergivet selvstændige nationale lovgivninger, og selv om det er ønskeligt at forebygge sådanne tilfælde af hensyn til de frie varebevægelser, kan dette imidlertid kun gennemføres ved en harmonisering af de nationale ordninger (jf. analogt dom af 23.4.2002, Nygård, C-234/99, EU:C:2002:244, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis)."

Af de i svarskriftet anførte grunde samt på baggrund af det ovenfor anførte vedrørende Domstolens dom i sag C-676/21 fastholder Skatteministeriet, at der ikke er nogen - for sagens afgørelse - rimelig tvivl om fortolkningen af EU-retten, nærmere bestemt TEUF artikel 110, der nødvendiggør en præjudiciel forelæggelse af spørgsmål for EU-Domstolen, jf. TEUF, artikel 267, stk. 2. Som nævnt er det med dommen i sag C-676/21 - på ny - fastslået, at reglerne i TEUF om varernes fri bevægelighed ikke finder anvendelse på medlemsstaternes regler om afgift af motorkøretøjer.

Sagsøgeren anfører i processkrift III, side 2:

"EU-Domstolen tager imidlertid ikke stilling til de bestemmelser, der finder anvendelse i nærværende sag.

Vi forstår derfor Skatteministeriets anbringende således, at da EU-Domstolen ikke har fortolket de relevante artikler i Traktaten, så skal der ske præjudiciel forelæggelse vedrørende fortolkning af de artikler, der ikke er fortolket af EU-Domstolen."

Hertil bemærkes, at som nævnt kan retsanvendelsen i Domstolens dom i sag C-676/21 overføres direkte til den foreliggende sag. Det er endvidere ikke korrekt forstået, at Skatteministeriet mener, at der skal ske præjudiciel forelæggelse. Domstolen har taget stilling til fortolkningen af alle de bestemmelser i TEUF, som sagsøgeren har påberåbt sig - sådan som Skatteministeriet forstår anbringenderne i stævningen. Skatteministeriet fastholder således den i svarskriftet, side 4, næstsidste afsnit, fremførte protest mod sagsøgerens forelæggelsesbegæring.
…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen. H1 har herunder fastholdt anmodningen om præjudiciel forelæggelse for EU-domstolen, idet det er gjort gældende, at registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 3, er i strid med artikel 35 og artikel 110 TEUF.

Rettens begrundelse og resultat

Det er ubestridt, at de omhandlede biler med rette er afgiftsberigtiget med fuld registreringsafgift ved indregistreringen i Danmark.

Retten skal tage stilling til, om den dagældende regel i registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 3, hvorefter den beregnede restafgift reduceres med 15 % eller minimum 7.500 kr. ved opgørelse af godtgørelsesbeløbet, når et køretøj afmeldes og udføres af landet, er i strid med EU-retten.

H1 har under henvisning til materiale vedrørende retsstillingen i Holland, Spanien og Norge henvist til, at der i en række lande er indført eksportgodtgørelse baseret på EU-retten, og at retten har pligt til forelæggelse for EU-domstolen, da den samme transaktion - eksport af biler - behandles forskelligt i forskellige lande.

H1 har tidligere i breve af 11. september 2014 og 30. juni 2025 anerkendt, at problemstillingen i nærværende sag, var identisk med problemstillingen i sagen G1 mod Skatteministeriet, hvor Højesteret ved dom af 16. august 2016 (U 2016.3701 H) tog stilling til spørgsmålet om, hvorvidt reglen i registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 3, er forenelig med EU-retten. Det er i dommen anført, at der ikke gælder et almindeligt princip i EU-retten om, at der skal ydes refusion af den lovligt opkrævede afgift i tilfælde af eksport til et andet land, ligesom det er anført, at der ikke gælder et EU-retligt forbud mod, at samme bil belastes med fuld registreringsafgift i flere lande, når bilen i det væsentlige skal anvendes varigt i de pågældende lande. Højesteret fandt - efter en gennemgang af retspraksis fra EU-domstolen - at det ikke var i strid med EU-retten, at der efter registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 3, foretages en reduktion med 15 %.

EU-domstolen har senest ved dom af 2. februar 2023 i sag C-676/21 (Veronsaajien oikeudenvalvontayksikkö) i præmis 25 udtalt, at pålæggelsen af afgifter på motorkøretøjer ikke er harmoniseret på EU-plan, og medlemsstaterne kan derfor frit udøve deres beskatningsbeføjelse på dette område under overholdelse af EU-retten. Det fremgår videre af præmisserne 26-28, at medlemsstaternes pålæggelse af registreringsafgift hverken er en told eller en afgift, og at foreneligheden med den primære EU-ret af såvel motorkøretøjsafgiften som tilbagebetalingen heraf ved udførslen af et motorkøretøj udelukkende skal bedømmes på grundlag af artikel 110 TEUF, der har til formål at fjerne enhver form for beskyttelse, der kan følge af interne afgifter, der indebærer forskelsbehandling af varer med oprindelse i andre medlemsstater. Af præmis 38-39 fremgår, at EU-retten for nuværende ikke indeholder regler, der forbyder tilfælde af dobbeltbeskatning, der opstår i forbindelse med sådanne afgifter, der er undergivet selvstændige nationale lovgivninger, og selv om det er ønskeligt at forebygge sådanne tilfælde af hensyn til de frie varebevægelser, kan dette imidlertid kun gennemføres ved harmonisering af de nationale ordninger. Hver medlemsstat kan opkræve motorkøretøjsafgifter efter egne vurderinger, forudsat at såvel sådanne vurderinger som de foranstaltninger, der vedtages til deres gennemførelse ikke afskrækker fra salg af indførte varer til fordel for salg af tilsvarende varer, der er tilgængelig på det indenlandske marked.

EU-domstolen konkluderede i den konkrete sag, at artikel 110 TEUF ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en motorkøretøjsafgift, der er indeholdt i et køretøjs værdi, ikke tilbagebetales til ejeren af et motorkøretøj i tilfælde af endelig udførsel til anvendelse i en anden medlemsstat, såfremt det på tidspunktet for udførslen er mere end ti år siden, at køretøjet blev taget i brug første gang, idet reglen ikke indebar en forskelsbehandling af varer med oprindelse i andre medlemsstater.

Da reglen i dagældende registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 3, omfatter alle brugte køretøjer, jf. § 7 b, stk. 1, og da reduktionen sker efter objektivt fastsatte kriterier som 15 % af den i henhold til § 7 b, stk. 2, nr. 2, jf. § 4, stk. 7, fastsatte godtgørelse eller minimum 7.500 kr., finder retten, at reglen ikke er i strid med artikel 110 TEUF.

Da der på baggrund af den allerede foreliggende praksis fra EU-domstolen ikke er tvivl om fortolkning af EU-retlige regler af betydning for nærværende sag, finder retten ikke grundlag for præjudiciel forelæggelse.

Retten tager herefter Skatteministeriets Departements påstand om frifindelse til følge.

H1 skal betale sagsomkostninger til Skatteministeriets Departement.
Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 35.000 kr. inkl. moms. Skatteministeriet Departementet er ikke momsregistreret. Retten har herunder lagt vægt på sagens langvarige forløb med omfattende skriftveksling, gentagne anmodninger om udsættelse fra sagsøgers side, omberammelse af hovedforhandlingen grundet sagsøgers forhold, udvidelsen af påstandene - herunder en påstand om rettens inhabilitet med anmodning om præjudiciel forelæggelse for EU-domstolen, som først blev frafaldet umiddelbart forud for hovedforhandlingen - anmodningen om præjudiciel forelæggelse af spørgsmålet om registreringsafgiftslovens § 7b, stk. 3’s forenelighed med EU-retten, og at sagsøger havde anmodet om to hele retsdage til hovedforhandling af sagen.

T H I   K E N D E S   F O R   R E T :

Skatteministeriet frifindes.

H1 skal til Skatteministeriet Departementet betale sagsomkostninger med 35.000 kr.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.