Pr. 1. oktober 2023 gælder nye lønindeholdelsesregler. De betyder, at særskilt lønindeholdelse ophører og der fremadrettet kan lønindeholdes med almindelig lønindeholdelse i indkomsttyper, der tidligere kun var forbeholdt særskilt lønindeholdelse. Almindelig A-indkomst, herunder fx løn og dagpenge, lønindeholdes med én procentsats, mens ydelser under Inddrivelsesbekendtgørelsens §17, som fx SU og kontanthjælp, lønindeholdes med en anden procentsats. Sidstnævnte ydelser omtales som §17-ydelser.

Følgende indkomsttyper er omfattet af Inddrivelsesbekendtgørelsens §17: 
01 SU-ydelse mm
06 Kontanthjælp mm
24 Anden am-bidragsfri personlig indkomst uden lønindeholdelse

Alle andre indkomsttyper kan der lønindeholdelses i, men ikke med anvendelse af trækprocenten forbeholdt §17-ydelser.

Undtaget fra lønindeholdelse generelt er indkomsttyperne:
02 Særlig beskatning
03 Grønlandsskat
05 B-indkomst
08 Forskerordningen
09 Am-bidragsfri og A-skattefri A-indkomst
26 A-indkomst mv. fra aldersopsparing
31 Nordisk træk

Bevilling til eSkattekort forbeholdt §17-ydelser
Ydelsesudbetalere, som udbetaler §17-ydelser, skal have en særlig bevilling, så de kan rekvirere skattekort med en trækprocent forbeholdt disse ydelser. Bevillingen knytter sig til pligterne "Databehandleradgang" og "A-skat" idet den regulerer både muligheden for at rekvirere skattekort med trækprocenter forbeholdt §17-ydelser og muligheden for at indberette med indkomsttype 24. 
Bevillingen fås ved at stile en anmodning til Skattestyrelsen via "Kontakt" i TastSelv Erhverv. Her vælges "Skriv til os" -> "Ansatte (fx løn)" -> "eIndkomst og LetLøn" -> "eIndkomst" -> Andet om eIndkomst". Anmodningen skal indeholde oplysning om se-nr. og hvilken indkomst i inddrivelsesbekendtgørelsens §17, der udbetales.

Rekvisition af eSkattekort forbeholdt §17-ydelser
I eIndkomst kan der rekvireres enten hovedkort eller bikort forbeholdt §17-ydelser. I eIndkomst online fremgår typebetegnelsen af en valgboks. Ved filindberetning skal der i record 2101 anvendes kode 6 for hovedkort og kode 7 for bikort af samme type. Se eventuelt vejledning til eSkattekort.