Dato for udgivelse
03 Jul 2023 14:56
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
20 Jun 2023 12:20
SKM-nummer
SKM2023.312.SR
Myndighed
Skatterådet
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
23-0290666
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Momsfritagelse og -godtgørelse
Emneord
Momsfritagelse - konto - gebyr
Resumé

Spørger er et pengeinstitut, som har erhvervskunder, der anvender Spørger i flere lande. Spørger tilbyder disse kunder adgang til en transaktionskonto, som kan anvendes til at modtage og foretage lokale og internationale betalinger. Spørger er forpligtet til løbende at monitorere disse kunders aktiviteter på deres konti og vedligeholde samt opbevare data i den henseende.

Spørger påtænker på denne baggrund af opkræve disse kunder et etableringsgebyr for adgangen transaktionskontoen, ligesom Spørger påtænker at opkræve et løbende kvartalsvis gebyr.

Skatterådet kan bekræfte, at de pågældende gebyrer er momsfritagne efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c, idet gebyrerne opkræves for kundernes adgang til kontokurantkonti.

Hjemmel

Skatteforvaltningsloven § 21, stk. 4, nr. 1

Reference(r)

Momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c)

Henvisning

Den juridiske vejledning 2023-1, afsnit D.A.5.11.6.2

Spørgsmål:

  1. Er etableringsgebyr for nye kunders adgang til en transaktionskonto momsfritaget?
  2. Er kvartalsgebyr for eksisterende kunders fortsatte adgang til en transaktionskonto momsfritaget?

Svar:

  1. Ja
  2. Ja

Under hensyn til skattemyndighedernes tavshedspligt, jf. skatteforvaltningslovens § 17, offentliggøres det bindende svar i redigeret form.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger har en række erhvervskunder og internationale erhvervskunder, der anvender Spørger i flere lande.

Der er betydeligt øgede omkostninger forbundet med at have disse kunder. Det skyldes blandt andet skærpede regulatoriske krav i forbindelse med KYC (Know Your Customer) processen og andre AML (Anti Money Laundering) tiltag. Spørger er blandt andet også forpligtet til løbende at monitorere disse kunders aktiviteter på deres konti og vedligeholde samt opbevare data i den henseende.

Ovenstående er nødvendigt for, at Spørger kan give kunderne adgang til såkaldte transaktionskonti. En transaktionskonto er en konto, der anvendes til at modtage og foretage lokale og internationale betalinger.

Af Spørgers vilkår og betingelser for at anvende kontoen fremgår følgende:

"En betalingskonto er en konto, som er oprettet for at gennemføre betalingstransaktioner. Kontoen må kun bruges til erhvervsmæssige formål.

Når I skal overføre penge til en anden konto i Danmark, skal I bruge registreringsnummer og kontonummer på modtagerens konto.

……

XX kan tage et gebyr for betalinger fra kontoen - og for andre ydelser, som vi udfører for jer."

Spørger ønsker at få en del af omkostningerne forbundet med fortsat at give adgang til transaktionskonti dækket. Spørger har derfor indført et etableringsgebyr for nye kunder i denne kundegruppe for disses adgang til etablering af en transaktionskonto. Desuden har Spørger indført et kvartalsgebyr for den fortsatte adgang til at have transaktionskonti. Det er alene kunder med en transaktionskonto, der skal betale gebyrerne.

Gebyrerne er indført i tillæg til eksisterende gebyrer. Det skal i den forbindelse bemærkes, at visse af kunderne allerede betaler specifikke produktrelaterede gebyrer for at have en transaktionskonto.

Etableringsgebyret skal som nævnt kun betales af nye kunder. Gebyret vil alene blive opkrævet, hvis den potentielle kunde bliver godkendt og rent faktisk får en transaktionskonto hos Spørger. Potentielle kunder, som f.eks. ikke kan godkendes i KYC og AML processen, vil således ikke blive opkrævet gebyret. Gebyret bliver opkrævet 3 måneder efter etablering af kundeforholdet og oprettelse af transaktionskontoen.

I løbet af etableringsprocessen i relation til kundeforholdet vil nye kunder modtage et autogeneret bekræftelsesbrev. Heraf fremgår, at kontoen er underlagt Spørgers generelle vilkår og betingelser, som kan findes på Spørgers hjemmeside. Desuden fremgår, at kontoen er genstand for gebyrer, og at prislisten kan leveres på kundens anmodning.

Kunder, som allerede har en transaktionskonto, skal alene betale det løbende kvartalsvise gebyr. Disse kunder er blevet varslet om det nye gebyr i henhold til Spørgers almindelige forretningsbetingelser for erhvervskunder. Når nye gebyrer varsles overfor eksisterende kunder, har kunderne mulighed for vederlagsfrit at opsige de produkter/aftaler, der er reguleret af betalingsloven, herunder de for sagen relevante transaktionskonti. Hvis kunden ikke opsiger produktet/aftalen, inden gebyrets ikrafttræden, har kunden accepteret det nye gebyr. Fremadrettet vil gebyrerne derfor være en del af aftaleforholdet med kunden, medmindre kunden vælger at opsige aftaleforholdet vedrørende de relevante transaktionskonti. Nye kunder, som ikke er blevet varslet om kvartalsgebyret, vil blive oplyst om gebyret i forbindelse med kontooprettelsen.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Indledningsvist skal det bemærkes, at etableringsgebyret og det løbende gebyr momsmæssigt skal behandles på samme måde. Spørger har derfor valgt at begrunde forslaget til svar på begge spørgsmål samlet.

Det er momsmæssigt afgørende at fastlægge, om en betaling er vederlag for en leverance og i givet fald hvilken form for leverance.

Levering mod vederlag og for hvilken ydelse

Følgende fremgår af Skattestyrelsens juridiske vejledning, afsnit D.A.4.1.2 Levering mod vederlag, vedrørende betingelsen om levering mod vederlag: 

"Levering af ydelser mod vederlag forudsætter, at der er en direkte sammenhæng mellem ydelsen og vederlaget. Ydelser er derfor kun momspligtige, hvis der mellem tjenesteyderen og aftageren er et retsforhold, der vedrører en gensidig udveksling af ydelser, idet vederlaget til tjenesteyderen udgør momsgrundlaget for ydelsen til aftageren." (Understreget her).

Det er en standardbetingelse for, at nye kunder kan få en transaktionskonto, at kunderne betaler etableringsgebyret. Ligeledes er det en standardbetingelse for eksisterende kunders fortsatte adgang til at have en transaktionskonto, at kunderne betaler det løbende kvartalsgebyr.

Nye kunder "accepterer" forpligtelsen til at betale gebyrerne ved on-boarding, i og med at de vælger at få en transaktionskonto med de dertil knyttede betingelser, herunder gebyrstrukturer.

Eksisterende kunder accepterer det løbende gebyr ved ikke at opsige deres aftale om transaktionskontoen efter modtagelse af varsling om indførelse af gebyret, hvilket de ellers er berettiget til.

Det er derfor Spørgers vurdering, at gebyrerne skal anses for at være vederlag for leverancer fra Spørger til kunderne.

Det er desuden Spørgers vurdering, at begge former for gebyrer er vederlag for adgang til få/have transaktionskonti og derved foretage betalingstransaktioner, som Spørger leverer til kunderne i den henseende.

Der er herved henset til følgende: 

  • Gebyret opkræves udelukkende af kunder, omfattet af det relevante kundesegment, med transaktionskonti 
  • Gebyret opkræves af kunderne for deres adgang til transaktionskonti og derved for adgang til at gennemføre betalingstransaktioner på disse konti
  • Som det fremgår af bilag 4, anses gebyret for at være omfattet af aftaler om betalingsløsninger, og derfor kan kunderne opsige disse aftaler med det samme og uden omkostninger som følge af indførelse af gebyret. 
  • Spørger har ikke indgået aftale med kunderne om at levere nogle af de ydelser, som er årsagen til de øgede omkostninger, til kunderne. For eksempel efterspørger kunderne ikke KYC og AML relaterede ydelser, der er opstået som følge af skærpede regulatoriske krav. 
  • Etablerings-/oprettelsesgebyrer anses for at være vederlag for den ydelse, som der ved betaling af gebyret gives adgang til. Dette fremgår af Skattestyrelsens juridiske vejledning afsnit D.A.8.1.1.2.5 Tilslutningsafgifter og andre beløb som betingelse for levering ML § 27, stk. 2, nr. 3, hvoraf følgende fremgår "I momsgrundlaget skal medregnes tilslutnings- og oprettelsesafgifter og andre beløb, som leverandøren afkræver modtageren som betingelse for levering af varer og momspligtige ydelser."
  • Tilsvarende må tilslutningsafgifter og andre beløb som betingelse for levering af momsfritagne ydelser som betalingstransaktioner anses for at være en del af vederlaget for disse momsfritagne leverancer.

Momsmæssig behandling af etableringsgebyret og det kvartalsvise gebyr

Som det fremgår ovenfor, vurderes begge gebyrer at være vederlag for adgangen til at have en transaktionskonto og derved adgangen til at kunne foretage de betalingstransaktioner, som gennemføres på en sådan konto.

Momslovens §13, stk. 1, nr. 11, litra c, fritager betalingstransaktioner for moms med følgende ordlyd: 

"Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:

(...)

c) Transaktioner, herunder forhandlinger, vedrørende anbringelse af midler, kontokurantkonti, betalinger, overførsler, fordringer, checks og andre handelsdokumenter, dog ikke inddrivelse af fordringer."

Betalingstransaktioner er defineret blandt andet i præmis 53 i sagen C-2/95, SDC, (SDC-sagen) fra EU-Domstolen, hvoraf følgende fremgår: 

"I denne forbindelse må det for det første fastslås, at en betalingsoverførsel er en transaktion, der består i at udføre en ordre om overførsel af et beløb fra én bankkonto til en anden. Den er navnlig karakteriseret ved, at den medfører en ændring af det retlige og økonomiske forhold mellem på den ene side ordregiver og beløbsmodtager og på den anden side mellem disse to og deres respektive pengeinstitutter, og, eventuelt, mellem pengeinstitutterne indbyrdes. Den transaktion, der medfører den pågældende ændring, er i øvrigt den blotte overførsel af beløb mellem konti, uanset årsagen. Da overførslen således kun er et middel til at overføre beløb, er det de funktionelle aspekter, der er relevante ved afgørelsen af, om en transaktion er en overførsel i sjette direktivs forstand." (Understreget her).

Når kunder med transaktionskonti anvender disse konti til at gennemføre betalingstransaktioner, leverer Spørger således en momsfritaget ydelse til kunderne.

En betaling for adgangen til at kunne gennemføre sådanne momsfrie betalingstransaktioner er ligeledes momsfrie, selv om der herudover måtte blive betalt et særskilt gebyr for betalingstransaktionerne. Vi henviser i den forbindelse til det ovenfor anførte under afsnittet "Levering mod vederlag og for hvilken ydelse".

Følgelig er både etableringsgebyret og det kvartalsvise gebyr fritaget for moms som en del af vederlaget for de momsfrie betalingstransaktioner, som gennemføres via kundernes transaktionskonti.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at et etableringsgebyr for nye kunders adgang til en transaktionskonto er momsfritaget.

Begrundelse

Spørger er et pengeinstitut, der tilbyder sine kunder muligheden for at oprette og anvende en række forskellige konti afhængig af deres behov. Spørger tilbyder bl.a. sine erhvervskunder en betalingskonto, der har til formål at blive anvendt til at modtage og foretage lokale og internationale betalinger. Erhvervskunderne kan frit indsætte og hæve penge på kontoen.

En konto af denne art er underlagt skærpede regulatoriske krav i forbindelse med KYC (Know Your Customer) processen og andre AML (Anti Money Laundering) tiltag, og Spørger påtænker derfor at opkræve et særskilt gebyr fra erhvervskunderne for oprettelsen af den pågældende konto.

Spørger er en afgiftspligtig person, jf. momslovens § 3, idet Spørger driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Det er endvidere Skattestyrelsens vurdering, at når Spørger opkræver et vederlag af sine kunder for at stille konti til rådighed for disse, så består der en direkte sammenhæng mellem ydelsen og vederlaget. Spørgers ydelse leveres derfor på baggrund af et retsforhold mellem Spørger og sine kunder, som vedrører en gensidig udveksling af ydelser. Udgangspunktet er derfor, at vederlaget er momspligtigt, jf. momslovens § 4.

I henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c, momsfritages imidlertid transaktioner, herunder forhandlinger, vedrørende anbringelse af midler, kontokurantkonti, betalinger, overførsler, fordringer, checks og andre handelsdokumenter, dog ikke inddrivelse af fordringer.

Skattestyrelsen bemærker, at momsfritagelserne ifølge EU-Domstolens faste praksis skal fortolkes strengt, da de udgør undtagelser fra det almindelige princip om, at moms opkræves af enhver tjenesteydelse, der udføres mod vederlag af en afgiftspligtig person, jf. eksempelvis præmis 34 i sagen C-607/14, Bookit Ltd.

Det er Skattestyrelsens vurdering, at den ydelse, som Spørger leverer for det pågældende vederlag, er at stille en konto til rådighed for kunderne. Ydelsens karakter ændres ikke af, at opkrævningen af det særskilte vederlag har baggrund i Spørgers forpligtelser i relation til de skærpede regulatoriske krav i forbindelse med KYC (Know Your Customer) processen og andre AML (Anti Money Laundering) tiltag og de heraf affødte øgede administrative opgaver i forbindelse med at stille en sådan konto til rådighed.

At formålet med at etablere kontoen er at sætte kunderne i stand til at modtage og foretage lokale og internationale betalinger ændrer heller ikke på, at Spørgers ydelse består i at stille en konto til rådighed.

Det er på baggrund heraf Skattestyrelsens konklusion, at Spørgers ydelse er omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c, som bl.a. omfatter tilrådighedsstillelse af kontokurantkonti.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at et kvartalsgebyr for eksisterende kunders fortsatte adgang til en transaktionskonto er momsfritaget.

Begrundelse

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 1, hvorefter etableringsgebyret for at stille betalingskontoen til rådighed for kunderne er omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c.

Det er Skattestyrelsens vurdering, at det kvartalsvise gebyr for at stille den samme konto til rådigheder må anses for vederlag for samme ydelse, og vederlagene skal derfor behandles momsmæssigt ens.

Det kvartalsvise gebyr er derfor også omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c, har følgende ordlyd:

"Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:

(...)

c) Transaktioner, herunder forhandlinger, vedrørende anbringelse af midler, kontokurantkonti, betalinger, overførsler, fordringer, checks og andre handelsdokumenter, dog ikke inddrivelse af fordringer."

Bestemmelsen implementerer Momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra d) i dansk ret.

"1. Medlemsstaterne fritager følgende transaktioner:

(...)

d) transaktioner, herunder formidling, vedrørende anbringelse af midler, løbende konti, betalinger, overførsler, fordringer, checks og andre handelsdokumenter, dog ikke inddrivelse af fordringer."

Praksis

C-607/14, Bookit Ltd

Bookit formidlede biografbilletter pr. telefon og via internettet i Odeon biografernes navn og for biografernes regning. Udover billetprisen opkrævede Bookit et kortgebyr fra køberen af biografbilletterne. Kortgebyret var betaling for en ydelse, der bestod i, at Bookit bad køberen om oplysninger om det debet- eller kreditkort, som kunden ønskede at anvende. Bookit overførte oplysningerne til sin bank (den indløsende bank). Den indløsende bank videresendte oplysningerne til køberens bank (den udstedende bank). Når den udstedende bank havde bekræftet gyldigheden af kortet og tilstedeværelsen af de nødvendige midler for købet til den indløsende bank gennem overførsel af en autorisationskode, videresendte den indløsende bank koden til bookit, der herefter kunne gennemføre salget af biografbilletter. Ved dagens afslutning fremsendte Bookit en afviklingsfil til den indløsende bank. Filen indeholdt oplysninger om dagens salg indeholdende de relevante oplysninger om de anvendte kort, herunder autorisationskoderne. Den indløsende bank sendte derefter en afviklingsfil til hver af de udstedende banker. De udstedende banker hævede derefter beløbene på købernes konto og sendte betalingen til den indløsende bank. Den indløsende bank indsatte så beløbene på Bookits konto i banken.

EU-domstolen fandt, at det tilkom den forelæggende ret at tage stilling, om kortbehandlingen var en biydelse til en hovedydelse i form af fjernsalg, reservation eller forhåndskøb. Domstolen tog derefter stilling til, om kortbehandlingen kunne være momsfri som en transaktion vedrørende betalinger og overførsler, givet at kortbehandlingen kunne anses for en selvstændig hovedydelse. Domstolen fandt, at ydelsen ikke var momsfritaget. Det forhold, at ydelsen var nødvendig for gennemførelsen af momsfrie betalingstransaktioner, gjorde ikke, at ydelsen var momsfri. Ydelsen opfyldte ikke de væsentlige og specifikke funktioner for en betalings- eller overførselstransaktion. Bookit debiterede og krediterede ikke kontiene. Det var køberen, og ikke Bookit, der beordrede gennemførelsen af betalingen. Modtagelse og videresendelse af autorisationskoder opfylder ikke de væsentlige og specifikke funktioner for en betalings- eller overførselstransaktion. Tilsvarende gælder for fremsendelse af afviklingsfiler, der blot er anmodninger om at modtage betalinger. Bookits ydelser begrænser sig til at gennemføre tekniske eller administrative foranstaltninger i form af modtagelse af oplysninger fra køberen og videresendelse af oplysningerne til den indløsende bank, modtagelse af andre oplysninger fra banken, samt genfremsendelse af oplysningerne til banken. Det at foretage de nødvendige skridt for at modtage betalinger med debet- eller kreditkort fra kunder kan ikke efter sin art anses for en finansiel transaktion. Formålene med fritagelsen for finansielle tjenesteydelser er at afhjælpe vanskelighederne med fastsættelsen af momsgrundlaget og hindre en stigning i omkostningerne til forbrugerkredit. En momsfritagelse af kortbehandlingen ville være i modstrid med formålet. Vederlaget og den evt. fradragsberettigede moms kan let fastsættes, og Bookit yder ikke kredit til køberen.

Spørgsmål 2

Lovgrundlag

Der henvises til "Lovgrundlag" under spørgsmål 1.

Praksis

Der henvises til "Praksis" under spørgsmål 1.