Online indberetning af rettelse

Det er en forudsætning, at der tidligere er foretaget en indberetning for en given periode i kalenderåret og at der efterfølgende konstateres en fejl. Rettelsen kan foretages på en af følgende måder: 

  • Der foretages differenceindberetning (forskellen mellem den oprindelige og det korrekte). Den kan være såvel positiv som negativ. Indberetningen foretages på den fejlbehæftede/mangelfulde lønperiode.
  • Hvis ikke det er muligt at finde den fejlbehæftede/mangelfulde lønperiode, kan der foretages samlet indberetning på én lang lønperiode. I så fald skal feltet "Samlet rettelse til flere tidligere lønperioder" afkrydses - men ikke hvis indberetningen indeholder A-skat, am-bidrag eller krydsfelter. Feltet til rettelsesmarkering (R-markering) findes i billedet "Indberet lønoplysninger" via menupunktet "Indberet lønoplysninger - online".
  • Der kan foretages tilbageførsel og en ny korrekt indberetning på lønperioden.

Filindberetning af rettelse

Vær særlig opmærksom på:

  • Der kan ikke filindberettes med R-markering via Excel/CSV-format.
  • Af hensyn til dataanvendere anbefales det, at den almindelige måneds- eller 14-dags løn m.v. og indberetninger med rettelser indberettes i hver sin fil.
  • Hvis rettelserne er med R-markering, er rækkefølgen vigtig, se nedenfor. 

Øvrige rettelser via fil følger de retningslinjer, som er beskrevet i de foregående afsnit.

Sådan filindberettes, når der er R-markeringer

Hvis der forekommer fx både almindelig månedsløn og rettelser for tidligere perioder, skal månedslønnen indberettes uden R-markering før de negative med R-markering i samme fil, dvs.:

1.    først indberettes record 5000 med den almindelige månedsløn for perioden, 
2.    dernæst record 5000 med rettelser til tidligere periode med de positive/negative rettelser under sig.

De enkelte virksomhedsindberetninger behandles parallelt. Når den positive indberetning modtages før den negative, kan der dannes opkrævning for den enkelte virksomhed. Rækkefølgen er derfor vigtig, dvs.:

1.    Den positive indberetning skal foretages før den negative indberetning. 
2.    Begge record 5000 med de samme cpr-numre skal optræde under samme record 2001 i filen.

Alternativt til ovenstående, kan der i samme indberetning indberettes nettoresultatet for samme se-nr., cpr-nr., lønperiode og feltnummer.