Administration og indberetning når aktiesparekontoejer afgår ved døden

Hvis en aktiesparekontoejer afgår ved døden, anses aktiesparekontoen for lukket pr. dødsdagen. Det fremgår af aktiesparekontolovens § 12, stk. 2.

I skal derfor være opmærksom på, at ikke lukkede konti og depoter, der indtil dødsdagen har været tilknyttet en aktiesparekonto, bliver anset for at være almindelige konti og frie depoter efter dødsdagen.

Efter dødsdagen, skal I derfor:

  • Indeholde udbytteskat af evt. udbytte der er udloddet af danske aktier og investeringsbeviser.
  • Indberette om både danske og udenlandske udbytter.
  • Indberette om alle handler, der bliver gennemført.
  • Indberette om overførslen fra aktiesparekontoen og dennes ejer efter skatteindberetningslovens § 17, stk. 3 og § 19, stk. 1 vedrørende de aktier og investeringsbeviser, der indgik på aktiesparekontoen pr. dødsdagen. Overførslen indberettes som et køb pr. dødsdagen og til kursværdien pr. dødsdagen.

Vær opmærksom på, at I får ændret depotregistrering mv. pr. dødsdagen, sådan at der automatisk bliver indeholdt udbytteskat osv.