Aktiver, som kan indgå på aktiesparekontoen
Pengeinstituttet skal sikre sig, at der ikke bliver indskudt eller indgår papirer på aktiesparekontoen, som ikke opfylder betingelserne herfor.

Aktiver, der kan indgå på aktiesparekontoen, er følgende: 

  • Kontantindeståender på indlånskonto.
  • Aktier mv. omfattet af aktieavancebeskatningsloven, der er optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet.
  • Investeringsbeviser i akkumulerende investeringsforeninger, der ikke er investeringsselskaber, samt investeringsbeviser i aktiebaserede investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, dvs. investeringsbeviser, der er omfattet af ABL § 20 eller 21.
  • Aktier og anparter, der er udstedt af et investeringsselskab, der er aktiebaseret og dermed omfattet af ABL § 19 B, hvis aktierne eller anparterne er optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet. Dette gælder først fra og med indkomståret 2020.
  • Investeringsbeviser, der er udstedt af et investeringsinstitut, der er aktiebaseret og dermed omfattet af ABL § 19 B, hvis investeringsbeviserne er omsættelige. Dette gælder først fra og med indkomståret 2020.

Aktiebaserede investeringsselskaber, som er omfattet af  aktieavancebeskatningsloven § 19 B skal desuden have registreret sig hos Skattestyrelsen. Se listen over aktiebaserede investeringsselskaber for 2022 (Excel) på skat.dk/indberet-aktiesparekonto.

Bemærk, at efter justering af reglerne i aktieavancebeskatninsloven § 19 B, kan et nyoprettet investeringsselskab opnå status som aktiebaseret allerede fra oprettelsesåret. Det er dog en forudsætning, at meddelelse herom bliver indgivet til Skattestyrelsen senest 2 måneder efter oprettelse og senest den 1. november i oprettelsesåret.

►ABIS-listen for 2022 udgives en gang årligt og findes her.  Nye andelsklasser og afdelinger  der er oprettet i løbet af 2022, tilføjes ikke ABIS-listen, men oplyses i en supplerende oversigt. Vi vil orientere jer via RSS-feed, når der er nyt.◄

ADR-beviser eller lignende på aktiesparekontoen

ADR-beviser kan kun indgå, hvis ejeren kan ses for at være aktionær i det underliggende selskab og beviset i øvrigt opfylder betingelserne for at indgå på en aktiesparekonto.

Aktier mv. der skal anses for udloddet
Hvis aktier på aktiesparekontoen ikke længere kan indgå på aktiesparekontoen, som følge af at de ikke længere er optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet, skal de anses for udloddet den første dag efter, at de ikke længere er optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet. Det fremgår af aktiesparekontoloven § 6, stk. 1.

Følgende aktier mv. skal ifølge aktiesparekontolovens § 6, stk. 2 anses for udloddet den 20. februar i året efter statusskifte eller erhvervelse, medmindre de forinden er afstået fra aktiesparekontoen:

  • Aktier mv. der har skiftet status, så de ikke længere opfylder betingelserne for at indgå på en aktiesparekonto.
  • Aktier, aktieretter og tegningsretter, der erhverves på grundlag af aktier mv. der indgår på aktiesparekontoen, medmindre de erhvervede aktier mv. i sig selv opfylder betingelserne i § 5, stk. 1.
  • Konvertible obligationer, der erhverves på grundlag af aktier mv., der indgår på aktiesparekontoen.

Værdipapirer der aldrig har opfyldt betingelserne for at indgå på aktiesparekontoen
Er der ved en fejl indskudt eller erhvervet værdipapirer på aktiesparekontoen, som på indskuds- eller erhvervelsestidspunktet ikke opfyldte betingelserne for at indgå, skal I foretage opgørelse af beskatningsgrundlag og skat som om papirerne aldrig har indgået på aktiesparekontoen.

I skal desuden foretage de nødvendige korrektionsindberetninger vedrørende eventuelle udbytteudlodninger, handelstransaktioner og beholdninger således; at indberetningerne bliver foretaget som for handler, udbytter og beholdninger der vedrører almindelige frie depoter og allerede foretagne indberetninger med depotkode ASK bliver tilbageført.

Rettelsesmetoden fremgår af de aktuelle systemvejledninger IFPA, UDBY, BHOL og AKSA