Partsrepræsentation ved indberetning

Vejledningen beskriver processen for at anvende partsrepræsentantsordningen (fx en revisor) i forbindelse med indberetning via den deleøkonomiske indberetningsløsning (DEL) - dels via API ordningen dels via den manuelle indberetningsordning.

Vejledningen er inddelt i fire afsnit. Det første afsnit beskriver processen for anvendelse af partsrepræsentant i forbindelse med API-indberetning. Andet afsnit beskriver processen for partsrepræsentation i forbindelse med indberetning via den manuelle indberetningsløsning. Afsnit tre specificerer, hvilke certifikater, der kan anvendes i forbindelse med indberetning. Afsnit fire beskriver forskellen på virksomheds- og medarbejdersignatur.

1)    Partsrepræsentation ved API-indberetning

Både platform og partsrepræsentanten skal aktivt tilmelde sig de ordninger, der er beskrevet i det følgende. Den partsrepræsentant, som platformen ønsker at benytte sig af, skal tilmelde sig revisorordningen på TastSelvErhverv på skat.dk. Platformen tildeler partsrepræsentanten rettigheder på TastSelvErhverv under Rettigheder og adgange, autorisér revisor, mfl. Herunder vælges den rettighedskategori, partsrepræsentanten skal autoriseres til. Platformen kan tildele partsrepræsentanten to typer af rettigheder, henholdsvis 1) se eller 2) skriv/indberet. Når både platform og partsrepræsentant har hhv. tilmeldt sig de respektive ordninger og tildelt rettigheder i TastSelvErhverv, bliver rettighederne registreret i DCS’en, hvorefter partsrepræsentanten kan indberette via DEL API-løsning.

Partsrepræsentanten skal bruge sit eget virksomhedscertifikat, samt platformID’et for den platform, som skal repræsenteres. Læs mere om rekvirering af platformsID og virksomhedscertifikat her:

2.1.2 Bestil virksomhedscertifikat til indberetning (skat.dk)

2.1.5 Kontakt os for PlatformID

2)    Partsrepræsentation ved den alternative (manuelle) indberetningsløsning

For den alternative indberetningsløsning understøttes partsrepræsentation via Den Centrale Sikkerhedsløsning (DCS), hvor der blot kræves, at et system har oprettet de korrekte PRG'r (rettighedsangivelser) der kan tilknyttes systemet i DCS. Virksomheder kan herefter ved brug af selvbetjeningsløsningen tildele eget firma, en revisor eller et indberetningsbureau rettigheder. Det betyder, at når både platformen og partsrepræsentanten har tilmeldt sig via TastSelvErhverv, så repræsentere partsrepræsentanten platformen.

 

3)    Indberetter-certifikat

Til både API-løsningen og den alternative indberetningsløsning er det et krav, at platformen - efter at have registreret sin pligt på Virk.dk - skal erhverve sig et certifikat for at kunne indberette.

Dette certifikat er kendt ved følgende termer:

  • OCES-certifikat.
  • NemID-certifikat.
  • Virksomhedscertifikat.
  • Virksomhedssignatur.

Læs mere om rekvirering af indberetter-certifikat her:

2.1.2 Bestil virksomhedscertifikat til indberetning (skat.dk)

4)    Virksomhedssignatur vs. medarbejdersignatur

Da NETS i deres nuværende vejledning om virksomhedssignaturer kun skelner mellem virksomhedssignatur og medarbejdersignatur i et begrænset omfang, skal det understreges, at der specifikt skal bruges en virksomhedssignatur til den deleøkonomiske indberetningsløsning.

Dette skyldes, at indberetningsløsningen kræver VOCES-formatet specifikt, hvor kun virksomhedssignaturen følger VOCES-formatet, mens medarbejdersignaturen følger MOCES-formatet.