Brugen af de nye amerikanske TIN
Ved manglende amerikansk TIN skal der være fokus på korrekt brug af de nye koder, som passer til den enkelte indberetning ud fra de tilhørende kriterier. Se mere under afsnit 4.3.1.3.1 AccountHolder - Individual (person) og afsnit 4.3.1.3.2 AccountHolder - Organisation (juridisk enhed).
Indberetning med 000000000, vil derfor være første skridt mod en non-compliance sag med de amerikanske skattemyndigheder.
Konti som lukkes i løbet af året
Hvis en konto bliver lukket inden udløbet af året, skal kontoen markeres som AccountClosed. Samtidig skal der oplyses den saldo eller værdi, der var på kontoen umiddelbart før lukningen. Hensigten er at fange de beløb, der hæves fra kontoen i forbindelse med lukningsprocessen, da der er en forventning om, at saldo eller værdien vil blive hævet før den endelige dag for lukning. Dette afviger i forhold til CRS-indberetningen. Se mere under afsnit 4.3.1.2.1.
Indberetninger med danske adresser
Skattestyrelsen kan konstatere, at der tidligere er foretaget mange indberetninger med danske adresser. Vær opmærksom på, at når en person returnerer til Danmark efter ophold i USA, skal det sikres, at der ikke foretages udveksling til FATCA, hvis personen ikke længere er hjemmehørende i USA.
Indberetning af et "Dødsbo / Boet efter"
Konti ejet af et dødsbo skal indberettes, medmindre der foreligger dokumentation i form af enten afdødes testamente eller en dødsattest/skifteretsattest.