Dato for udgivelse
11 Mar 2022 13:20
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
18 Dec 2021 11:55
SKM-nummer
SKM2022.120.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
17-0992485
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Når man vil klage
Emneord
Omkostningsgodtgørelse, tredjemandstilsagn, rådgiveromkostninger, subrogation, retserhvervelse
Resumé

Sagen angik, hvorvidt der var tale om et tredjemandstilskud til betaling af de udgifter, som klageren havde til sagkyndig bistand i forbindelse med førelse af en klagesag ved Landsskatteretten. Landsskatteretten fandt, at der var tale om et skattefrit tredjemandstilskud i henhold til ligningslovens § 7 Q. Landsskatteretten henså herved til, at tredjemand havde en retlig interesse i at yde et tredjemandstilskud til klageren, idet tredjemand rent faktisk havde ydet tilskud til klagerens udgifter til sagkyndig bistand, som klageren ifølge de udstedte fakturaer skulle betale. Endvidere havde tredjemand en retlig interesse i at få afklaret de skattemæssige konsekvenser af præmiemodellen. Da tredjemand ikke havde ydet et større tilskud end det fulde fakturabeløb, og da det ikke var aftalt, at klagerens repræsentants honorar var afhængigt af klagesagens udfald, var betingelserne for at yde et tredjemandstilskud efter ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 2, opfyldt. Det forhold, at tredjemand havde betalt tredjemandstilskuddet direkte til klagerens repræsentant, medførte ikke, at betingelserne for at yde et tredjemandstilskud ikke var opfyldt. Der blev herved henset til, at det måtte lægges til grund, at klagerens repræsentant, klageren og tredjemand havde aftalt, at tredjemand betalte tilskuddet direkte til klagerens repræsentant. Endvidere kunne det forhold, at det ikke var det fulde tilskud, der var indberettet efter skattekontrollovens § 7 H, ikke føre til, at betingelserne for at yde et tredjemandstilskud ikke var opfyldt. Landsskatteretten henså herved til, at skattekontrollovens § 7 H alene er at betragte som en kontrolbestemmelse, der har det formål, at skatteforvaltningen kan kontrollere, at tilskuddet i kombination med omkostningsgodtgørelse ikke overstiger udgifterne til sagkyndig bistand. Som følge af indberetningen af en del af tilskuddet havde SKAT haft tilstrækkelig mulighed for at udøve denne kontrol. Landsskatteretten bemærkede herved, at der i den underliggende klagesag blev givet fuldt medhold, at klageren som følge heraf var berettiget til 100 % omkostningsgodtgørelse, og at tredjemand i henhold til forbrugeraftalen derfor ikke skulle yde et tilskud, førend SKAT krævede den tidligere udbetalte godtgørelse tilbagebetalt, og at det var disse yderligere tilskud, som tredjemand ikke fik indberettet. Tredjemandstilskuddet ændrede derfor ikke på, at klageren var berettiget til omkostningsgodtgørelse.

Reference(r)

Dagældende skatteforvaltningslovs § 52, stk. 1, § 54, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, og § 55, stk. 1, nr. 1, skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1
Ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 2
Dagældende skattekontrollovs § 7 H, stk. 1, skattekontrollovens § 7 H

Henvisning

Den juridiske vejledning 2022-1, afsnit C.A.2.5.2.18.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2022-2, afsnit C.A.2.5.2.18.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2022-1, afsnit C.C.2.1.7.6.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2022-1, afsnit A.A.13.4

Klagerens repræsentant har på klagerens vegne ansøgt om omkostningsgodtgørelse med 100 % af et beløb på 72.187,50 kr. inklusive moms for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klage til Landsskatteretten.

SKAT (nu Skattestyrelsen) har afslået klagerens repræsentants ansøgning om omkostningsgodtgørelse med henvisning til, at klageren ikke er anset for at være forpligtet til at betale det ansøgte beløb.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse, således at klageren [A] anses for berettiget til omkostningsgodtgørelse med det ansøgte beløb. Landsskatteretten hjemviser sagen til Skattestyrelsen (tidligere SKAT) til fornyet behandling og afgørelse, således at Skattestyrelsen som første instans kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at udbetale omkostningsgodtgørelse er opfyldt.

Faktiske oplysninger
Klageren og hans tidligere kæreste (herefter B) deltog i 2014 i TV-programmet Program1, der var produceret af G1x A/S (nu G2 A/S) for G3 ApS (nu G4 ApS) (herefter G4), og vandt 1.000.000 kr. til deres fælles barn. I forbindelse med deltagelsen i Program1 indgik klageren og B en deltageraftale med G1x A/S og G4. Af deltageraftalen fremgik blandt andet følgende:

"[…]
6. Præmiesum, deltagegodtgørelse

6.1. Præmien består af en båndlagt konto med i alt 1 million DKK som direkte tilfalder vindende deltagerpars fælles barn/børn, jf. bilag 3. Modtageren af præmien er således udelukkende vinderdeltagerens og denne partners fælles barn/børn, som først kan råde over beløbet, når de er myndige.
[…]
6.4. Enhver modtaget præmiesum er skattepligtig for modtageren, som er de i bilag 3 anførte. Barnet/børnene beskattes af præmiesummen i det indkomstår, barnet/børnene retserhverver præmien. Deltagerne beskattes ikke, og der skal ikke betales gaveafgift, se dog punkt 6.5. G1x og G3 kan på ingen måde gøres ansvarlige for modtagerens betaling af skat,

6.5. Præmiemodellen i dette format er helt ny ikke blot i Tv-mæssig men også i skattemæssig henseende. Derfor har SKAT ingen praksis, der dækker nøjagtig dette område. G3 og G1x må derfor tage et forbehold for, at der, pga. det nære interessefællesskab mellem forældre/børn, består en mindre risiko for, at Deltageren trods ordlyden af punkt 6.4. af SKAT vil blive anset som skattepligtig af præmiesummen mv., hvilket i givet fald vil være Deltagerens eget ansvar.

6.6. G3 indberetter i nødvendigt omfang til SKAT når overførslen af et evt. præmiebeløb til modtageren har fundet sted.
[…]
6.8. Deltageren modtager i deltagergodtgørelse fra G1x i alt DKK 2.400 for hver påbegyndt periode, jf. lige nedenfor, Deltageren fortsat medvirker i Produktionen, startende den 13. september 2014.
[…]
6.9. Deltageren er ikke er ansat hos G1x og beløbene udbetales som B-indkomst sidste hverdag i måneden, hvilket svarer til sidst i september og evt. sidst i oktober (hvis Deltageren er med så langt) på Deltagerens konto, jf. bilag 4, hvorefter Deltageren er selv ansvarlig for at svare skat af beløbene. G1x fortager indberetning til skat af alle udbetalte beløb.
[…]"

Klagerens repræsentant har oplyst til Skatteankestyrelsen, at B kontaktede SKAT med henblik på at få klarhed om beskatningen af præmien på 1.000.000 kr., og at SKAT i den forbindelse oplyste, at klageren og B skulle beskattes af præmien.

Klagerens repræsentant har endvidere oplyst til Skatteankestyrelsen, at klageren og B kontaktede G4 angående det opståede spørgsmål om den skattepligtige retserhvervelse, og at advokat1 fra G4 herefter kontaktede advokat2 fra R1x Advokatpartnerselskab (herefter klagerens repræsentant).

Klagerens repræsentant anmodede på klagerens og Bs vegne SKAT om bindende svar på blandt andet spørgsmålet om, hvorvidt SKAT kunne bekræfte, at det alene var datteren, der var skattepligtig af præmien, og at klageren og B ikke var skattepligtig af præmien.

Klagerens repræsentant har oplyst til Skatteankestyrelsen, at udgifterne til bistanden i forbindelse med anmodningen om bindende svar blev betalt af G4.

I bindende svar af 25. august 2015 svarede SKAT nej til spørgsmålet. Det var således SKATs opfattelse, at klageren og B var skattepligtig af præmien efter statsskattelovens § 4, litra f, og at datteren skulle beskattes af præmien efter boafgiftslovens §§ 22 og 23, da præmien blev anset som en gave.

Klagerens repræsentant har oplyst til Skatteankestyrelsen, at klagerens repræsentant efter modtagelsen af SKATs bindende svar anbefalede, at der blev klaget over det bindende svar, hvilket advokat1 fra G4 var enig i. Klagerens repræsentant har endvidere oplyst, at G4 i den forbindelse bekræftede, at G4 ville dække udgifterne til bistanden i forbindelse med klagesagen.

Klagerens repræsentant sendte den 14. september 2015 et forbrugerbrev til klageren og B. Af forbrugerbrevet til klageren fremgik følgende:

"Forbrugerbrev med prisoplysning
Efter aftale med advokat1, som modtager en kopi af dette brev, skal jeg hermed som aftalt bekræfte, at jeg på dine vegne klager over SKATs afgørelse af 25. august 2015, hvorefter SKAT har fastslået, at du og B er skattepligtige af den præmie på 1 mio. kr., som I den 10. oktober 2014 vandt til jeres datter [navn udeladt].

Det er min klare overbevisning, at SKATs afgørelse er forkert og vil blive ændret af Landsskatteretten.

Min assistance i sagen vil i hovedsagen bestå i følgende:

·         Gennemgang af SKATs afgørelse af 25. august 2015, og den relevante skatteretlige litteratur og praksis om retserhvervelse/afkald på indtægt

·         Udarbejdelse af klage til Skatteankestyrelsen/Landsskatteretten med påstand om, at I ikke er skattepligtige af præmien, og at alene [navn udeladt] er skattepligtig heraf

·         Varetagelse af sagens forberedelse, herunder gennemgang og kommentering af SKATs høringssvar til Skatteankestyrelsen samt deltagelse i et kontormøde med Skatteankestyrelsens sagsbehandler

·         Gennemførelse af et retsmøde i Landsskatteretten, forberedelse hertil ved udarbejdelse af en materialesamling og en jusmappe samt udarbejdelse af en procedure

Mit honorar for assistance i sagen vil blive baseret på det anvendte tidsforbrug. Jeg kan oplyse, at jeg afregninger efter en timesats på 3.500 kr. med tillæg af moms, eller i alt 4.375 kr. I det omfang, at medarbejdere med yngre anciennitet involveres i sagen, vil deres arbejde indgå med en lavere timetakst.

Jeg forventer, at mit samlede tidsforbrug vil ligge på cirka 60 timer (+÷ 10 timer).

Sagen er omfattet af reglerne om omkostningsdækning, således at staten dækker 50% af mit honorar, hvis sagen tabes, og 100%, hvis sagen vindes. Hvis sagen tabes, dækker G4 ApS og G1x A/S (nu G2 A/S) den del af mit honorar, som ikke dækkes af staten.

Ud over mit honorar skal der betales 400 kr. til dækning af klageafgift til Skatteankestyrelsen. Klageafgiften er ikke omfattet af reglerne om omkostningsdækning.

Du er velkommen til at rette henvendelse til mig, hvis ovennævnte giver anledning til spørgsmål eller bemærkninger."

Den 22. september 2015 sendte klagerens repræsentant en mail til klageren og B, hvoraf fremgik følgende:

"[…]
Til: A; [navn udeladt]
Cc: Advokat1
[…]
Vedhæftet er det seneste udkast til klage, som vi påregner at indsende til Skatteankestyrelsen senere i denne uge.

Som bekendt har SKAT krævet, at A og B hver især selvangiver en indtægt på 500.000 kr. for indkomståret 2014.

Der kan selvangives via den elektroniske skattemappe. I må sige til, hvis jeg skal være behjælpelig hermed.

Samtidig kan klagen til Landsskatteretten bruges til at få henstand med skattebetalingen. Også dette kan jeg hjælpe med.
[…]"

Klagerens repræsentant påklagede den 24. september 2015 på klagerens og Bs vegne SKATs bindende svar af 25. august 2015 til Landsskatteretten.

Den 24. september 2015 sendte klagerens repræsentant en mail til klageren og B, hvoraf fremgik følgende:

"[…]
Til: A; [navn udeladt]
Cc: Advokat1
[…]
Vedhæftet er klagen med bilag 1-5, som jeg i dag har indleveret til Skatteankestyrelsen.

Jeg vedhæfter tillige Skatteankestyrelsens kvittering for klagens indlevering.

Skatteankestyrelsen vil nu sende klagen til SKAT, og bede om SKATs kommentarer hertil.

Jeg vender tilbage, når jeg modtager en kopi af SKATs høringssvar."

Klagerens repræsentant sendte ved mail af 18. december 2015 fakturaer for den ydede bistand til klageren og B. Af mailen fremgik følgende:

"[…]
 Til: A; [navn udeladt]; Advokat1
[…]
I ovennævnte sag sender jeg vedhæftet mine fakturaer for den hidtidige bistand.

Samtidig vedhæfter jeg de tilknyttede blanketter for ansøgninger om omkostningsgodtgørelse.

Jeg beder om følgende:
1.       A og B underskriver hver sin blanket og returnerer den til mig, og
2.       Advokat1 sender mig 50.165,63 kr., svarende til det beløb, der ikke omkostningsdækkes."

Klagerens repræsentant har oplyst, at G4 herefter betalte halvdelen af beløbene på fakturanummer 223213 og 232532 til klagerens repræsentant.

Klagerens repræsentant ansøgte på vegne af klageren SKAT om acontogodtgørelse med 50 % af et samlet beløb på 94.609,38 kr. inklusive moms for udgifter til sagkyndig bistand ved Landsskatteretten. Ansøgningerne var vedlagt ansøgningsblanketter. Det fremgik af ansøgningsblanketterne, at de var underskrevet af klageren henholdsvis den 13. februar 2016 og den 29. oktober 2016 og af klagerens repræsentant henholdsvis den 23. februar 2016 og den 30. november 2016, og at kravet på omkostningsgodtgørelse var overdraget til bistandsyderen. Ansøgningerne var blandt andet vedlagt fakturanummer 223213 og nummer 232532 udstedt henholdsvis den 18. december 2015 og den 22. september 2016 af klagerens repræsentant til klageren på det samlede ansøgte beløb plus broafgift på 240 kr. og 50 % af klagegebyret, svarende til 200 kr.

Af fakturanummer 223213 fremgik følgende:  

" 50% af gebyret til Skatteankestyrelsen 50% af mit honorar for bistand i forbindelse med ovennævnte i august - december 2015.

Bistanden har bl.a. omfattet:

Gennemgang af SKATs afgørelse, herunder ankeovervejelser og udfærdigelse af mail herom.

Gennemgang af litteratur og praksis om de skatteretlige spørgsmål.

Udarbejdelse af udkast til klage og drøftelse heraf.

Tilretning, færdiggørelse og indlevering af klage af 24. september 2015 til Skatteankestyrelsen med bilag 1-5.

Drøftelser med Skatteankestyrelsen om mulighed for at sagen hastebehandlet.

Fremsendelse af yderligere oplysninger til Skatteankestyrelsen.

Korrespondance og telefoniske drøftelser med advokat1 i perioden.

Der er anvendt 22,75 advokattimer á
3.500 kr. = 79.625 / 2"

Af fakturanummer 232532 fremgik følgende:  

"50% af broafgift ved deltagelse i møde den 25. maj 2016

50% af mit honorar for bistand i forbindelse med ovennævnte i maj og juni 2016.

Bistanden har omfattet:

Møde med Skatteankestyrelsen den 25. maj 2016, herunder transport og forberedelse hertil.

Gennemgang af kontorindstillinger, emails og telefonsamtaler med advokat1 herom, samt vedrørende planlægning af strategi.

Udarbejdelse af udkast til yderligere indlæg til Skatteankestyrelsen. Telefoniske drøftelser med advokat1 og tilretning af indlæg, samt efterfølgende ekspedition heraf.

Der er anvendt i alt 20,5 advokattimer å
3.500,- kr. = 71.750 / 2"

SKAT godkendte ved afgørelser af henholdsvis 19. april 2016 og 15. februar 2017 ansøgningerne og udbetalte 50 % af et samlet beløb på 94.609,38 kr. inklusive moms til klagerens repræsentant. Det fremgik af afgørelserne, at SKAT kunne forlange det udbetalte beløb tilbagebetalt helt eller delvist, hvis det senere viste sig, at SKAT havde udbetalt for meget.

Den 19. april 2016 sendte klagerens repræsentant en mail til klageren og B, hvoraf fremgik:

"[…]
Til: A; B
Cc: Advokat1
[…]
Jeg vil blot nævne, at advokat1 og jeg den 25. maj 2016 holder møde med Skatteankestyrelsens sagsbehandler om sagen.

Det er unødvendigt, at I deltager i mødet.

På mødet vil vi gennemgå sagens bilag og de skatteretlige temaer.

Efter mødet vil sagsbehandleren lave en indstilling til afgørelse til Landsskatteretten.

Jeg vender tilbage til jer, når kontorindstillingen foreligger.
[…]"

Klagerens repræsentant informerede ved mail af 8. juni 2016 klageren og B om, at Skatteankestyrelsen indstillede stadfæstelse. Det fremgik endvidere af mailen:

"[…]
Til: A; B
Cc: Advokat1
[…]
Det er fortsat Landsskatteretten, der træffer den endelige afgørelse, og vi mener, at Skatteankestyrelsens argumentation er forkert. Man kan ikke blive beskattet af en indtægt - en præmie - som man aldrig modtager, og som man aldrig har haft mulighed for at modtage - heller ikke selv om producenten på forhånd og egenhændigt har besluttet at en præmie skal tilfalde ens datter.

Samtidig vil vi - igen på jeres vegne - spørge SKAT, hvad værdien af retten til en præmie var på selve aftaletidspunktet, hvor I ifølge Skatteankestyrelsen videregav gevinstmuligheden til jeres datter. Det må så være værdien på dette tidspunkt, der danner grundlag for en beskatning af jer. Ud fra almindelig spilteori er værdien af muligheden for en gevinst på 1.000.000 kr. i en konkurrence med 10 deltagerpar maksimalt 100.000 kr. Hvis SKAT er enig heri, skal I beskattes af 100.000 kr., og [navn udeladt] skal beskattes af 900.000 kr. Endvidere skal der betales gaveafgift af 100.000 kr.

Skatteankestyrelsens indstilling er selvsagt en sten i skoen, men vi er fortsat fortrøstningsfulde, at sagen vil få sit rette udfald hos Landsskatteretten."

Den 15. juni 2016 orienterede klagerens repræsentant ved mail klageren og B om, at klagerens repræsentant indsendte bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling. Af mailen fremgik blandt andet:

"[…]
Til: A; B
Cc: Advokat1
[…]
Advokat1 og jeg har udarbejdet vedhæftede svar, som i dag er sendt til Skatteankestyrelsen.

Jeg orienterer jer om sagens forløb, når der er nyt."

Klagerens repræsentant sendte ved mail af 23. september 2016 fakturaer for den ydede bistand til klageren og B. Af mailen fremgik følgende:

"[…]
Til: B; A
Cc: Advokat1; [navn udeladt]
[…]
Vedhæftet har I to fakturaer for min bistand siden de sidste afregninger.

Som sidst vil 50% af afregningerne blive betalt af SKAT efter reglerne om omkostningsdækning, og G4 betaler de øvrige 50 % af regningerne.

Til brug SKATs betaling beder jeg jer også denne gang om at underskrive og returnere omkostningsblanketter.

Jeg vedhæfter blanketterne, som vi tillige sender til jer med almindelig post og en frankeret svarkuvert."

Den 15. december 2016 sendte G4 en mail til SKAT, hvoraf fremgik følgende:

"Vedr.: SKL § 7 H indberetning om tilskud til dækning af udgifter til sagkyndig bistand.

Vedhæftet 2 stk. indberetning om tilskud på vegne af hhv. B og A.

I vejledningen står der "Blanketten skal udfyldes og afgives til SKAT i forbindelse med beløbets udbetaling" men ikke, hvordan den skal afgives til SKAT.

Derfor er blanketterne nu vedhæftet og betragtes hermed som indberettet fra vor side.
[…]"

Af den ved mailen vedlagte blanket var klagerens navn, adresse og CPR-nr. og et beløb på 47.744,55 kr. anført i feltet "Identifikation vedrørende tilskudsmodtager". Endvidere fremgik det af blanketten, at G4 var tilskudsudbetaler, og at G4 havde underskrevet blanketten den 15. december 2016. Yderligere var det anført på blanketten, at klagerens repræsentant førte sagen på vegne af tilskudsmodtageren.  

Klagerens repræsentant ansøgte på vegne af klageren SKAT om acontogodtgørelse med 50 % af et beløb på 57.016 kr. inklusive moms for udgifter til sagkyndig bistand ved Landsskatteretten. Ansøgningen var vedlagt en ansøgningsblanket. Det fremgik af ansøgningsblanketten, at den var underskrevet den 22. juli 2017 af klageren og den 16. august 2017 af klagerens repræsentant, og at kravet på omkostningsgodtgørelse var overdraget til bistandsyderen. Ansøgningen var endvidere vedlagt fakturanummer 240535 udstedt til klageren af klagerens repræsentant den 10. maj 2017 på det ansøgte beløb plus 50 % af klagegebyret, svarende til 200 kr.

Af fakturanummer 240535 fremgik følgende:  

"50 % af transportudgifter ved deltagelse i kontormøde i Skatteankestyrelsen den 23. februar 2017 50 % af klagegebyr Skatteankestyrelsen

50 % af mit honorar for bistand i forbindelse med ovennævnte i den forløbne periode.

Bistanden har omfattet:

Interne drøftelser og drøftelser med advokat1 vedrørende inhabilitet hos Skatteankestyrelsens medarbejder.

Gennemgang af aktindsigtsmateriale og yderligere drøftelser vedrørende klage.

Udarbejdelse af udkast til brev til direktør [navn udeladt], Skatteankestyrelsen, drøftelser med advokat1 herom og tilretning af udkast.

Gennemgang af bindende svar fra SKAT.

Færdiggørelse og ekspedition af klage til Landsskatteretten over det bindende svar.
Gennemgang af SKATs høringssvar og udarbejdelse af udkast til svar.

Udarbejdelse af indlæg til Skatteankestyrelsen og ekspedition heraf.

Kontormøde i Skatteankestyrelsen den 23. februar 2017, herunder forberedelse hertil.

Gennemgang af nye kontorindstillinger og gennemgang af SKATs høringssvar.

Løbende korrespondance og telefonsamtaler med advokat1.

Der er hertil anvendt 26 advokattimer á
3.500 kr. = 91.000 / 2"

Klagerens repræsentant oplyste til SKAT i forbindelse med SKATs behandling af ansøgningen, at klageren ikke skulle betale de udstedte fakturaer, og at G4 havde betalt 50 % af de udstedte fakturaer, da der var en forventning om, at de resterende 50 % af fakturaerne ville blive dækket af omkostningsgodtgørelse. Klagerens repræsentant oplyste endvidere, at der var faktureret inden for det samlede honorarestimat oplyst i forbrugerbrevet til klageren og B, at G4 havde ydet et tredjemandstilsagn om at betale 50 % af fakturaerne, at klagerens repræsentant havde kommunikeret dette tredjemandstilsagn til klageren og B i forbrugerbrevet, og at G4 havde godkendt samtlige fakturaer ved betaling af tredjemandsbeløbet til klagerens repræsentant og indrapporteringen af beløbene til SKAT.

Ved mail af 19. juli 2017 orienterede klagerens repræsentant klageren og B om, at der var berammet retsmøde. Det fremgik endvidere af mailen:

"[…]
Til: Advokat1; B; A
[…]
Der er nu berammet retsmøde i Skatteankestyrelsen den 15. september 2017 kl. 11.45, af ca. 30 minutters varighed.

B og A; I modtager muligvis et brev herom.
I givet fald - I behøver altså ikke at give møde, da advokat2 møder for jer.

Advokat1; vi vil gerne bede dig om at afsætte tidspunktet i kalenderen, så du kan deltage."

Der blev afholdt møde i sagen med Landsskatterettens medlemmer (retsmøde) den 15. september 2017. På mødet var klageren repræsenteret af klagerens repræsentant og advokat1 fra G4.

Landsskatteretten ændrede ved afgørelse af 13. oktober 2017 SKATs bindende svar til ja, da flertallet af Landsskatterettens medlemmer fandt, at klageren ikke havde realiseret en indtægt som nævnt i statsskattelovens § 4, litra f.

Den 13. oktober 2017 informerede klagerens repræsentant klageren og B om, at Landsskatteretten havde truffet afgørelse. Det fremgik endvidere af mailen:

" […]
Til: B; A
[…]
Vedhæftet er Landsskatterettens afgørelser, der giver jer medhold i, at I ikke er skattepligtige af præmien.

Dette er selvfølgelig meget glædeligt, at vi har vundet sagen.

Som det fremgår, er den afsagt med stemmerne 2-1, hvorfor det er sandsynligt, at Skatteministeriet vil indbringe afgørelsen for domstolene.

Det må vi dog tage stilling til, hvis dette sker. Skatteministeriet har en frist på 3 måneder for at indbringe sagen.

Vi har nu sagen om omkostningsgodtgørelse, hvor vi også sender et indlæg til SKAT.

Samtidig skal vi have drøftet, hvordan (navn udeladt) skal beskattes af præmien. Da hun - efter min opfattelse - skal beskattes i indkomståret 2014, er der for mig at se stor mulighed for, at en beskatning af præmien er forældet. Det må vi også lige overveje.

Jeg vender tilbage vedrørende ovennævnte."

Klagerens repræsentant sendte den 13. oktober 2017 følgende bemærkninger til SKATs forslag til afgørelse om afvisning af ansøgningen om acontogodtgørelse og tilbagebetaling af tidligere udbetalt acontogodtgørelse:

"[…]
Sagens faktiske forhold er som beskrevet i vores forbrugerbreve til A og B, at hvis sagerne tabes, betaler SKAT 50% af mit honorar, og G4 dækker de sidste 50% af mit honorar. Hvis sagerne derimod vindes, betaler SKAT 100% af mit honorar. Det er disse faktiske forhold i en kontekst af omkostningsgodtgørelse og tredjemandstilsagn, der ligger til grund for min gengivne mundtlige bemærkning om, at "ansøger er fuldstændig friholdt for omkostninger". Enten betaler SKAT og G4 hver 50%, eller også betaler SKAT 100%, og derfor kommer A og B ikke til at betale omkostninger forbundet med sagen, hvilket jeg har oplyst A og B.

I en situation, hvor SKAT har tabt en landsskatteretssag, og indbragt den for domstolene, vil der på forhånd være 100% omkostningsdækning. I den situation ville jeg på tilsvarende vis kunne bekræfte over for den relevante skatteyder forud for sagens påbegyndelse, at vedkommende er "fuldstændig friholdt for omkostninger". Jeg går ud fra, at SKAT ikke mener, at min bekræftelse af denne faktuelt korrekte oplysning vil afskære den pågældende skatteyder fra at få omkostningsdækning?

De anførte faktiske forhold ændrer ikke på den retlige realitet, at G4 har ydet et tredjemandstilskud efter ligningslovens § 7 Q i forhold til de regninger, jeg sender til A og B. Det er A og B, der har to skattesager, som jeg fører for Landsskatteretten på vegne af A og B. Det ville være i strid med de advokatetiske regler at føre sager for personer, der ikke var klienter, og jeg tager afstand fra SKATs insinueringer om, at A og B ikke skulle være mine klienter. Det er også derfor, at jeg med rette har sendt forbrugerbreve til A og B, og sendt og stilet mine fakturaer til A og B.

G4s tredjemandstilsagn dækker kun i forhold til fakturaer, der er stilet til A og B for relevant arbejde udført i deres skattesager. G4 har med tredjemandstilsagnet givet en form for kaution for A og B, og jeg har som nævnt på grundlag af omkostningsgodtgørelsen og tredjemandstilsagnet bekræftet det selvfølgelige over for A og B, at de så ikke selv kommer til at betale for sagens omkostninger.

Det er efter min opfattelse juridisk ukorrekt, når SKAT afviser omkostningsgodtgørelse med den begrundelse, at A og B ikke hæfter for betalingen af mine fakturaer. Hæftelsesspørgsmålet bliver jo irrelevant i forhold til A og B netop når der er givet tredjemandstilsagn, og hvis fakturaerne er stilet til skatteyder, skal skatteyder jo "ifølge regning" betale regningerne.

På samme måde kan en skatteyder i en sag med 100% omkostningsdækning, jf. ovenfor, tilsvarende lægge til grund, at vedkommende er "fuldstændig friholdt for omkostninger", og på grund af den fulde omkostningsdækning vil spørgsmålet om en reel "hæftelse" være tilsvarende irrelevant. Igen går jeg ud fra, at SKAT ikke mener, at denne realitet afskærer en skatteyder fra omkostningsdækning.

Eller vi kunne alternativt have ført skattesagen på vegne af [navn udeladt]. Hun er umyndig, og er lovgivningsmæssigt afskåret fra nogen mulighed for at hæfte for rådgiveromkostningerne, og her ville A og B altså som forældre være nødsaget til at give et tredjemandstilsagn om betalingen af rådgiveromkostningerne. Jeg går imidlertid ud fra, at reglerne om omkostningsdækning også omfatter skattesager for børn, uanset at de notorisk ikke kan hæfte for rådgiveromkostningerne, og derfor aldrig vil skulle "betale" disse.

Eksemplerne illustrerer, at SKAT nødvendigvis må fortolke reglerne i den rette kontekst.

Hertil kommer, at G4 notorisk betaler regningsbeløbene på vegne af A og B, og G4 hæfter for betalingen på vegne af A og B. G4 vil jo som nævnt kun betale en regning i det omfang, at den i mangel af tredjemandstilsagnet skulle betales af A og B.

Jeg kan ikke se relevansen af SKATs detaljerede gennemgang af min kontakt med G4 under klagesagen. Tredjemandstilsagn efter ligningslovens § 7 Q forudsætter, at tredjemand - i dette tilfælde G4 - har en retlig interesse i sagen, og derfor har jeg selvsagt holdt G4 løbende og fuldt orienteret om sagen, herunder om sagens skatteretlige vinkler. Hverken A eller B har noget ønske om at drøfte den materielle skatteret, men de har selvsagt en stor interesse i sagens udfald. Der har været den kontakt med A og B, som har været formålstjenlig og påkrævet, og de er holdt løbende orienteret om sagens udvikling. Fakturaspecifikationerne indeholder ikke en udtømmende opregning af samtlige telefonsamtaler og mailkorrespondance, jeg og min sekretær har haft med A og B.
Min kontakt med A og B kan således ikke udledes af fakturaspecifikationerne.

Den i forslagene anførte retspraksis og administrative praksis, herunder Højesterets dom i SKM2015.479.HR, vedrører alle situationer, hvor det blev fastslået, at skatteyderen hverken retligt eller faktisk hæftede for rådgivningsomkostningerne (herunder tilfælde af "no cure no pay" - arrangementer). Ingen af sagerne omhandlede tredjemandstilsagn:

I SKM2015.429.HR (tidligere SKM2014.399.VLR) var der tale om et arrangement, hvor skatteyderen havde indgået aftale med et konsulentfirma, og konsulentfirmaet havde indgået aftale med en advokat om at føre skattesagen. Advokaten sendte sine regninger til konsulentfirmaet, og konsulentfirmaet betalte regningerne på egne vegne, og ikke på vegne af skatteyderen. Skatteyderen skulle ikke engang "ifølge regning" betale advokathonoraret. Skatteyderen hæftede derfor hverken retligt eller faktisk for advokatregningerne.

I SKM2011.528.BR forelå der en aftale med rådgiveren om, at skatteyderen i intet tilfælde selv skulle betale for rådgiveromkostningerne. Hvis der kun var 50% omkostningsdækning, ville rådgiveren selv betale de resterende 50% af sit honorar (sic). Her er der jo reelt tale om, at rådgiveren så reducerer sit honorar med 50% (hvilket medfører, at der så kun var omkostningsdækning for 25% osv.). Rådgiverhonoraret skulle hverken betales af skatteyderen eller af tredjemand efter reglerne om tredjemandstilsagn, og det var efter min opfattelse korrekt, at der ikke var omkostningsdækning.

I SKM2016.378.LSR var skatteyderens retlige hæftelse for rådgiveromkostningerne ikke reel, da de hverken skulle betales af skatteyderen eller af tredjemand efter reglerne om tredjemandstilsagn. Derfor er det efter min opfattelse korrekt, at der ikke var omkostningsdækning.

I denne sag, derimod, er der en klar retlig hæftelse al den stund, at der er udstedt fakturaer til A og B for arbejde udført for A og B, som er mine klienter. Fakturaerne vil blive betalt af G4 (for den del, der ikke betales af SKAT), og G4 hæfter for betalingen på vegne af A og B. Der foreligger således den fornødne hæftelse. Der er heller ikke tale om, at jeg vil udstede kreditnotater eller selv betale mit honorar, hvis der kun er 50% omkostningsdækning eller ingen omkostningsdækning.

I opregningen af administrativ praksis er det i øvrigt helt uforståeligt, at SKAT undlader at nævne SKM2007.658.LSR, hvor Landsskatteretten fastslog, at der var omkostningsdækning.

Ifølge skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, ydes der omkostningsgodtgørelse for rådgiverudgifter, som en skatteyder "ifølge regning skal betale eller har betalt". Som nævnt er fakturaerne korrekt stilet til A og B, og det dækker arbejde udført for A og B i deres personlige skattesager (og A og B er således skatteretligt rette omkostningsbærere af udgifterne). Der er således utvivlsomt tale om udgifter, som A og B "ifølge regning" skal betale, og de er ikke udstedt på skrømt, men udgør det retlige grundlag for, at G4 forpligtes ifølge sit tredjemandstilsagn til at betale udgifterne på vegne af A og B.

Jeg kan heller ikke se relevansen af at postulere, at der reelt er tale om en aftale med mig og G4. I virkelighedens verden med tredjemandstilsagn er det jo i reglen tredjemanden, der formidler kontakten mellem skatteyderne og rådgiveren, og i den forbindelse giver et tredjemandstilsagn over for skatteyderen. Naturligvis er rådgiveren bekendt med dette tredjemandstilsagn, da det jo er grundlaget for, at den pågældende rådgiver går ind i sagen, hvis skatteyderen ikke har økonomisk mulighed for selv at betale rådgiveromkostningerne, eller ikke selv vil afholde disse udgifter. At tredjemandstilsagnet gives både over for skatteyderen og over for rådgiveren, kan ikke begrunde en omkostningsnægtelse, da tredjemandtilsagnet som nævnt jo helt evident gives på vegne af skatteyderen.

SKATs forslag om omkostningsnægtelse medfører med andre ord en meget væsentlig reduktion af muligheden for at føre skattesager med tredjemandstilsagn i en situation med private skatteydere (som jo ofte ikke selv kan eller vil betale de faktiske rådgiveromkostninger). Faktisk er det vanskeligt at se, hvordan private skatteydere fremover kan :ffi ført deres skattesager med tredjemandstilsagn inden for reglerne om omkostningsdækning, hvis SKATs forslag om omkostningsnægtelse er lovmedholdeligt.

Hertil kommer, at Landsskatteretten ved kendelser af 13. oktober 2017 har givet mine klienter - dvs. A og B - fuldt medhold i klagen. Det stiller sagen i relief, at SKAT vil afskære 100% omkostningsdækning i et tilfælde, hvor skatteyderne har vundet sagen, og hvor en undladt klage således ville have givet mine klienter et retstab."

Ved afgørelse af 25. oktober 2017 har SKAT afslået ansøgningen vedrørende acontogodtgørelse med 50 % af et beløb på 57.016 kr. inklusive moms og har krævet den tidligere udbetalte acontogodtgørelse på 50 % af et samlet beløb på 94.609,38 kr. inklusive moms tilbagebetalt fra klagerens repræsentant. SKAT har anført i afgørelsen, at betingelserne for at opnå omkostningsgodtgørelse ikke er opfyldt, da klageren ikke er forpligtet til at betale fakturaerne.

Som følge af SKATs afgørelse af 25. oktober 2017 har klagerens repræsentant tilbagebetalt den udbetalte acontogodtgørelse på 47.304,70 kr. til Skattestyrelsen.

Klagerens repræsentant har på vegne af klageren påklaget SKATs afgørelse af 25. oktober 2017 til Skatteankestyrelsen. Klagen er i Skatteankestyrelsen oprettet med sagsnummer 17-0991538.

Klagerens repræsentant har den 6. december 2017 på vegne af klageren, ansøgt SKAT om omkostningsgodtgørelse med 100 % af et beløb på 72.187,50 kr. inklusive moms for udgifter til sagkyndig bistand ved Landsskatteretten. Ansøgningen er blandt andet vedlagt fakturanummer 246198 af 16. november 2017 på det ansøgte beløb samt ansøgningsblanket. Af ansøgningsblanketten fremgår det, at der er udbetalt godtgørelse tidligere, at der ikke vil fremkomme yderligere ansøgning vedrørende samme instans senere, at Landsskatteretten har truffet afgørelse, og at kravet på omkostningsgodtgørelse er overdraget til bistandsyder.

Af fakturanummer 246198 fremgår følgende:

"50% af mit honorar for bistand i forbindelse med ovennævnte i september og oktober 2017.

Bistanden har omfattet:

Forberedelser til retsmøde i Landsskatteretten, herunder møde den 13. september 2017, udarbejdelse af procedure og materialesamling, retsmøde i Landsskatteretten den 15. september 2017, gennemgang af Landsskatterettens kendelser, samt diverse ekspeditioner, korrespondance og telefonsamtaler i perioden.

Der er hertil anvendt 33 advokattimer á kr.
3.500 = 115.500 / 2"

Klagerens repræsentant har oplyst til Skatteankestyrelsen, at G4 som følge af SKATs afgørelser af 25. oktober 2017 og 6. december 2017 har betalt det fulde beløb på fakturanummer 223213, 232532, 240535 og 246198 til klagerens repræsentant. Endvidere har klagerens repræsentant oplyst, at G4 ikke har indberettet andre tredjemandstilskud end det tilskud, der fremgår af den indberetningsblanket, som blev indsendt til SKAT den 15. december 2016.

SKATs afgørelse
SKAT har ikke anset klageren for at være forpligtet til at betale udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til Landsskatteretten.

SKAT har begrundet afgørelsen med følgende:

"[…]
SKATs bemærkninger og begrundelse
Det fremgår af ordlyden af skatteforvaltningslovens §§ 52 og 54, at omkostningsgodtgørelse er betinget af, at den skattepligtige "skal betale eller har betalt" rådgiverhonoraret. Forarbejderne understøtter klart bestemmelsens ordlyd. Det er således en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse, at den godtgørelsesberettigede hæfter for udgifterne til rådgiverbistand, se SKM2015.479.HR.

Der henvises desuden til SKM2017.528.BR, hvor aftalen mellem klient og rådgiver gik på, at klienten i intet tilfælde selv skulle betale for den ydede bistand, og der kunne derfor ikke ydes omkostningsgodtgørelse.

Bevisbyrden for, at den godtgørelsesberettigede er forpligtet til at skulle betale den omhandlende faktura, påhviler som udgangspunkt den godtgørelsesberettigede eller bistandsyder, hvis kravet er overdraget til denne, se SKM2016.378.LSR.

Det er fra din advokat oplyst, at du er fuldstændig friholdt fra omkostninger, idet G4 ApS betaler advokatfirmaets regninger. Du skal således ikke betale de udstedte fakturaer. Af det indsendte forbrugerbrev fremgår også, at G4 ApS dækker den del af advokatens honorar, som ikke dækkes af staten.

Endvidere fremgår det af fakturaspecifikationen fra aconto sagen, at al kontakt i sagen er mellem advokatfirmaet og advokat1 fra G4 ApS. Der er ingen kontakt mellem dig og advokatfirmaet. Forbrugerbrevet til dig fra advokatfirmaet er også sendt ifølge aftale med advokat1.

Din advokat har tidligere henvist til Højesterets dom af 30. juni 2015 (SKM2015.479.HR), som begrundelse for, at omkostningsgodtgørelse skal godkendes, idet han har påstået, at i denne sag sendte advokaten sine regninger til konsulentfirmaet, og at konsulentfirmaet betalte regningerne på egne vegne, og ikke på vegne af skatteyderen. Dette er ikke korrekt. I den omtalte sag sendte advokaten regningen til ansøgeren, og konsulentfirmaet gav et tilskud. En af ansøgers påstande i klagesagen var, at tredje mandstilskud ikke begrænser mulighederne for at få omkostningsgodtgørelse. Disse faktuelle forhold er altså de samme som i din sag.

Din advokat har desuden tidligere bemærket, at det er uforståeligt, at SKAT undlader at nævne Landsskatterettens afgørelse af 30. august 2007 (SKM2007.658.LSR), hvor omkostningsgodtgørelse blev godkendt.

SKAT bemærker, at denne afgørelse ikke er medtaget som en følge af Højesterets bemærkning:

"Det, som S har anført om, at der i administrativ praksis, herunder i mandatarsager, ikke stilles krav om en betalingsforpligtelse, kan ikke føre til et andet resultat, allerede fordi en praksis som den påståede ville være i klar modstrid med lovens udtrykkelige betingelse for udbetaling af omkostningsgodtgørelse"

SKAT bemærker desuden, at det ikke fremgår af SKM2007.658.LSR, at der stilles krav om en reel betalingsforpligtelse, SKM2007.658.LSR fremgår heller ikke af Den juridiske vejledning afsnit A.A.13, Omkostningsgodtgørelse i forbindelse med klagesager.

Din advokat har endvidere tidligere bemærket, at SKATs holdning i denne sag medfører en væsentlig reduktion af muligheden for at føre skattesager med tredjemandstilsagn i en situation med private skatteydere (som ofte ikke selv kan eller vil betale de faktiske rådgiveromkostninger). SKAT bemærker hertil, at såfremt ansøgeren ikke kan eller vil betale for sine udgifter til rådgiver, så er der ikke tale om reel hæftelse, og betingelserne for omkostningsgodtgørelse er dermed ikke opfyldt. SKAT henviser igen til ovennævnte højesteretsdom "Det fremgår udtrykkeligt af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 52, at omkostningsgodtgørelse er betinget af, at den skattepligtige "skal betale eller har betalt" rådgiverhonoraret. Forarbejderne understøtter klart bestemmelsen ordlyd. Dette gælder også for så vidt angår mandatarsager, hvorom det fremgår, at det er en betingelse, at udgifterne til rådgiverbistand påhviler den skattepligtige og ikke mandataren, jf. betænkning nr. 1382/2000 om omkostningsdækningsordningen, s. 2004-2007, og Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, lovforslag nr. L 267, s. 7485. Det er således en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgiverbistand. Det, som A har anført om, at der i administrativ praksis, herunder i mandatarsager, ikke stilles krav om en betalingsforpligtigelse, kan ikke føre til et andet resultat, allerede fordi en praksis som den påståede ville være i klar modstrid med lovens udtrykkelige betingelse for udbetaling af omkostningsgodtgørelse." Der er således ikke hensigten med ordningen at yde godtgørelse til ansøgere, som ikke kan eller vil betale de faktiske rådgiveromkostninger, når der ikke er tale om en reel betalingsforpligtelse.

Efter en samlet vurdering af ovenstående er det SKATs opfattelse, at der er tale om en aftale indgået mellem advokatfirmaet og G4 ApS, og det er også G4 ApS, der skal betale for advokatfirmaets bistand i sagen.

Vi finder herefter, at du ikke er forpligtet til at skulle betale fakturaerne fra advokatfirmaet, og betingelserne for at opnå omkostningsgodtgørelse er derfor ikke opfyldt efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 52 og § 54.

Derfor imødekommer vi ikke din ansøgning.
[…]"

SKAT har endvidere anført følgende i en udtalelse i forbindelse med klagen:

"[…]
SKATs bemærkninger til klagen (jeres sagsnr. 17-0991538):
Advokatfirmaet anfører i klagen, at SKAT er enige i, at G4 har givet et tredjemandstilskud inden for de gældende regler herom. SKAT bemærker her til, at dette blot er en faktuel oplysning om, at vi bekræfter, at de har indberettet et tredjemandstilskud. Det er muligt at indberette tredjemandstilskud, selvom modtager ikke hæfter for rådgivers fakturaer. Dette var f.eks. også tilfældet i Højesteretssagen.

Advokatfirmaet anfører desuden, at A og B hverken kunne eller ville påtage sig nogen risiko for at skulle betale rådgiveromkostninger. SKAT bemærker her til, at når advokatfirmaets klienter hverken kan eller vil betale de udstedte fakturaer, så opfylder de alene af denne årsag ikke betingelserne for omkostningsgodtgørelse.

Advokatfirmaet bemærker endvidere vedrørende SKATs henvisning til Højesterets dom af 30. juni 2015 (SKM2015.479.HR), at der i denne sag ikke var tale om et tredjemandstilskud. Dette er ikke korrekt. I denne sag var der indberettet et tredjemandstilskud, så disse faktuelle forhold er altså de samme som i As sag.

Advokatfirmaet bemærker desuden, at som nævnt er SKAT enig i, at deres regninger er As regninger, hvilket fremgår af afgørelsens overskrift "SKAT dækker ikke dine udgifter til rådgiver". SKAT skal her til bemærke, at der er tale om en standard overskrift, som fremgår af alle vores afgørelser, hvor vi af den ene eller anden årsag nægter omkostningsgodtgørelse. Det er altså ikke udtryk for, at vi anser rådgiveromkostningerne som "hans".

Afslutningsvis skal SKAT bemærke, at det afgørende i denne sag er, om A skal betale eller har betalt advokatfirmaets fakturaer, hvilket direkte fremgår af skatteforvaltningslovens §§ 52 og 54 som en betingelse for omkostningsgodtgørelse. Afgørende er desuden i sager om mandatarer og/eller tredjemandstilskud, om klager har råderetten over klagesagen, eller om der er tale om en aftale indgået mellem rådgiver og en tredje part.

Det er SKATs klare overbevisning, at i denne sag hæfter A ikke for advokatfirmaets fakturaer, da han hverken har betalt eller skal betale dem. Dette understøttes som nævnt at det i klagen anførte om, "at A og B hverken kunne eller ville påtage sig nogen risiko for at skulle betale rådgiveromkostninger", jf. ovenfor. Det er desuden vores holdning, at der reelt er tale om en aftale indgået mellem advokatfirmaet og G4 ApS.

Klagers advokat fremkommer i øvrigt ikke med nye oplysninger i sagen, og klagen ændrer ikke på SKATs opfattelse af, at A ikke reelt hæfter for udgifterne til sagkyndig bistand i klagesagen.

I øvrigt:
Afslutningsvis skal vi gøre opmærksom på, at Landsskatteretten i mellemtiden har truffet afgørelse i den underliggende klagesag den 13. oktober 2017, hvor de giver ansøger medhold i, at han ikke er skattepligtig af den vundne præmie. Det gør dog ingen forskel i forhold til, om ansøger hæfter for rådgivers honorar eller ej."

Skattestyrelsen (tidligere SKAT) har supplerende anført:

"[…]
Skattestyrelsens begrundelse/vurdering
Klager har ansøgt om omkostningsgodtgørelse med 100 % af et beløb på 72.187,50 kr. for udgifter afholdt til R1x Advokatpartnerselskab i forbindelse med en klagesag ved Landsskatteretten.

Omkostningsgodtgørelse er betinget af, at den skattepligtige skal betale eller har betalt rådgiverhonoraret. Dette fremgår af ordlyden i skatteforvaltningslovens §§ 52 og 54 samt Højesterets dom offentliggjort i SKM2015.479.HR, hvoraf det desuden fremgår, at der skal være tale om en reel hæftelse.

Det følger af bl.a. SKM2020.477.ØLR, at det er den godtgørelsesberettigede, der har bevisbyrden for, at vedkomne reelt er forpligtet til at skulle betale de omhandlede fakturaer.

Vi fastholder fortsat, at klager ikke løftet bevisbyrden for, at klager reelt har været forpligtet til at betale fakturaerne. Vi har herved lagt vægt på, at advokat2 ved telefonsamtale af 6. september 2017 har oplyst, at klager er fuldstændig friholdt for omkostninger, idet G4 ApS betaler regningen fra advokatfirmaet. Hertil fremgår det af "Forbrugerbrev med prisoplysning" og mails af 18. december 2015 og 23. september 2016, at G4 ApS dækker den del af advokatens honorar, som ikke dækkes af staten.

Det er G4 ApS, der har rettet henvendelse til klagers repræsentant og har betalt for udgifterne i forbindelse med det bindende svar. Desuden fremgår det af "Forbrugerbrev med prisoplysninger", at det fremsendes til klager efter aftale med G4 ApS. Henset hertil ses antagelsen af repræsentanten ikke at være sket på klagers initiativ.

Herudover bemærkes det, at G4 ApS efter klagers repræsentants tilbagebetaling af acontogodtgørelsen har betalt de fulde fakturabeløb til klagers repræsentant.

På baggrund af ovenstående fastholder vi afvisningen af ansøgningen vedrørende omkostningsgodtgørelse.
[…]"

Klagerens opfattelse
Det er klagerens repræsentants påstand, at klageren er berettiget til fuld omkostningsgodtgørelse for udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til Landsskatteretten.

Til støtte for påstanden har klagerens repræsentant blandt andet anført følgende:

"[…]
I første række henviser jeg til mit indlæg af 13. oktober 2017 til SKAT (bilag 3) samt de følgende uddybende bemærkninger.
[…]
Landsskatteretten har ved kendelser af 13. oktober 2017 (bilag 4 og 5) givet A og B ret i, at de ikke er skattepligtige af præmien. Den skal kun beskattes hos [navn udeladt].

I medholdsvurderingen udtaler Skatteankestyrelsen følgende:

" Der er givet fuldt medhold i det påklagede forhold."

Baseret herpå mener vi, at der så er 100% omkostningsdækning af mine fakturaer for at føre klagesagen.

SKAT har med de påklagede afgørelser imidlertid helt afslået omkostningsdækning til A og B.

1.2          G4 har givet et tredjemandstilsagn om dækning af rådgiveromkostningerne:

Som krævet efter ordlyden af ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 2, har G4 en retlig interesse i at få afklaret den skattemæssige behandling af præmien.

Derfor besluttede G4 forud for klagesagen at give A og B et tredjemandstilsagn om dækning af mine rådgiveromkostninger forbundet med klagesagen til Landsskatteretten, hvis der kun var 50 % omkostningsdækning.

G4 orienterede selvfølgelig mig om tredjemandstilsagnet, så jeg var klar over, at mine omkostninger ville blive dækket af G4 (i det omfang, at der kun var 50 % omkostningsdækning).

SKAT er enig i, at G4 har givet et tredjemandstilsagn inden for de gældende regler herom. Dette bekræfter SKAT på side 2 i afgørelserne (bilag 1 og 2):

"Der er den 15. december 2016 ydet et tilskud til udgifter til sagkyndig bistand efter skattekontrollovens § 7 H ... Tilskuddet er ydet af G4 ApS."

Skattekontrollovens § 7 H, stk. 1, har følgende ordlyd:

" Fysiske eller juridiske personer, som har ydet et beløb til dækning af en persons udgifter til sagkyndig bistand mv., jf. ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 2, skal ved ydelsen af beløbet oplyse told- og skatteforvaltningen om beløbets størrelse og modtagerens identitet."

SKAT er således enig i, at G4 har ydet et tilskud til dækning af A og Bs udgifter til sagkyndig bistand omfattet af ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 2.

1.3          A og B er friholdt for rådgiveromkostninger på grund af tredjemandstilsagnet:

Rådgiveromkostningerne dækkes enten af SKAT efter reglerne om omkostningsdækning, og i det omfang, at der ikke er fuldt omkostningsdækning, betaler G4 rådgiveromkostningerne. Dette er jo i sagens natur effekten af et tredjemandstilsagn.

A og B hverken kunne eller ville påtage sig nogen risiko for at skulle betale rådgiveromkostninger til mig. Derfor bekræftede jeg over for A og B, at de ikke kom til at betale mine fakturaer for klagesagen til Landsskatteretten. I overensstemmelse hermed har jeg oplyst SKAT, at "ansøger er fuldstændig friholdt for omkostninger".

Min bekræftelse er givet på grundlag af reglerne om omkostningsdækning og tredjemandstilsagnet fra G4, og efter min opfattelse er bekræftelsen ukontroversiel. Herudover er den tillige ganske nødvendig i klagesager, hvor skatteyderen er en privatperson, som ikke selv er økonomisk i stand til at betale for rådgiveromkostninger.

1.4          SKAT henholder sig til Højesterets dom i SKM2015.479.HR:

SKAT er som nævnt enig i, at rådgiveromkostningerne er A og Bs udgifter, og at G4 har givet et tredjemandstilsagn, men anfører, at A og B ikke hæfter for deres advokatudgifter.

I hovedsagen henviser SKAT til Højesterets dom i SKM2015.479.HR, som gennemgås i det følgende:

I SKM2015.479.HR havde en skatteyder den 22. marts 2004 indgået en konsulentaftale med R2 ApS, hvorefter R2 ApS varetog skatteyderens samlede skattesag angående nedsættelse af ejendomsskat. Konsulentaftalen inkluderede en anke til højere instans. Honoraret mellem skatteyderen og R2 ApS var aftalt som et "no cure no pay"-honorar, således at R2 ApS kun skulle have et procentuelt honorar i det omfang, at der blev gennemført en ejendomsskattebesparelse. Hvis sagen ikke medførte en ejendomsskattebesparelse skulle skatteyderen ikke betale noget honorar til R2 ApS.

I brev af 1. juli 2008 oplyste R2 ApS skatteyderen, at R2 ApS havde indgået et samarbejde med advokatanpartsselskabet R1. I brevet forsikrede R2 ApS skatteyderen om, at samarbejdet ikke påvirkede den oprindelige honoraraftale mellem R2 ApS og skatteyderen. Uanset samarbejdet mellem R2 ApS og advokatfirmaet, skulle skatteyderen fortsat alene betale et honorar til konsulentfirmaet, og alene efter "no cure no pay" -aftalen.

SKAT nægtede omkostningsdækning af advokatudgifterne, og anførte blandt andet, at advokatkontoret R1 udførte bistand for konsulentvirksomheden R2, og ikke for skatteyderen. Skatteyderen havde ikke indgået nogen aftale med advokatfirmaet, og skatteyderen var ikke forpligtet til at betale advokatregningerne. Derfor hæftede skatteyderen ikke for advokatens regninger, og advokatsalæret var derfor ikke en godtgørelsesberettiget udgift for skatteyderen, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.

I byretten anførte Kammeradvokaten følgende på vegne af Skatteministeriet:

"Der er enighed om, at tredjemandstilskud ikke afskærer omkostningsgodtgørelse. I denne sag er der dog ikke tale om, at A slipper for at betale udgifterne til Advokatanpartsselskabet R1, fordi R2 ApS har påtaget sig at afholde udgifterne for ham. Der er derimod tale om, at A slet ikke hæfter for betalingen til Advokatanpartsselskabet R1. Derfor er omkostningsgodtgørelse udelukket. Advokatanpartsselskabet R1 har kun mulighed for at gøre sit salærkrav gældende mod R2 ApS, hvorfor betingelserne for omkostningsdækning ikke er opfyldt."

Skatteministeriet er altså enig i, at tredjemandstilskud ikke afskærer omkostningsgodtgørelse.
I sagen var der dog ikke tale om et tredjemandstilskud, men derimod en aftale mellem R1 og R2 om, at advokatfirmaet R1 udførte arbejde for R2. Der var ikke omkostningsdækning, da skatteyderen i givet fald så ville få dækning for tredjemands (R2 ApS') advokatudgifter, og ikke skatteyderens egne advokatudgifter.

Byretten statuerede også, at der ikke var omkostningsdækning. Byretten anfører blandt andet i sine præmisser herfor, at R2 ApS i kraft af konsulentaftalen med skatteyderen havde rådigheden over skattesagen, og byretten finder det tvivlsomt, om advokatfirmaet kunne rette et honorarkrav mod skatteyderen. I tilknytning hertil finder byretten det tvivlsomt, om skatteyderen har haft nogen instruktionsbeføjelse over for advokatfirmaet R1. På dette grundlag konkluderer byretten følgende:

"Advokatanpartsselskabet R1 's advokatbistand har således i realiteten været ydet til R2 ApS for dennes regning og ikke til A. Den omstændighed, at Advokatanpartsselskabet R1 har stilet sine a'contoregninger til A kan under disse omstændigheder ikke begrunde omkostningsdækning efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1."

Byretten lægger således vægt på realiteten, hvorefter advokatbistanden blev ydet til R2 ApS og ikke til skatteyderen, og for konsulentfirmaets egen regning. Advokatkontorets regninger var derfor konsulentfirmaet R2's egne omkostninger, og ikke skatteyderens omkostninger. Det forhold, at advokatkontoret sendte sine regninger til skatteyderen kunne ikke ændre på den realitet, at advokatregningerne slet ikke vedrørte skatteyderen. Da det ikke var skatteyderens advokatregninger, men R2 ApS' advokatregninger, kunne skatteyderen ikke få omkostningsdækning for advokatregningerne. Man kan kun få omkostningsdækning for sine egne rådgivergiveromkostninger.

Landsretten lægger i sine præmisser tilsvarende vægt på, at aftalegrundlaget mellem R2 ApS og skatteyderen medførte, at advokatselskabets varetagelse af skattesagen aldrig ville medføre, at skatteyderen kom til at betale mere end fastsat i konsulentaftalen mellem R2 ApS og skatteyderen. Landsretten tillægger det også vægt, at inddragelsen af advokatfirmaet skete på foranledning af R2 ApS og havde tilknytning til et forretningsmæssigt samarbejde mellem R2 ApS og advokatfirmaet.

På denne baggrund ses skatteyderen ikke at have været forpligtet til at betale de tre salærnotaer udstedt af advokatfirmaet, og der er derfor ikke tale om udgifter, som skatteyderen skal betale eller har betalt som krævet efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1,

Højesteret afslår omkostningsgodtgørelse "af de grunde, som landsretten har anført".

1.5          Forskellen på denne sag og SKM2015.479.HR:

Jeg fastholder, at det er realiteten i SKM2015.479.HR, at konsulentfirmaet R2 ApS hyrede advokatkontoret på egne vegne og på grund af en forretningsmæssig egeninteresse i at få sagen ført. Det var R2 ApS, og ikke skatteyderen, der havde instruktionsbeføjelsen over for advokatkontoret.

Det var derfor også konsulentfirmaet R2 ApS, og ikke skatteyderen, der hæftede på egne vegne for advokatfirmaets regninger. Det var reelt konsulentfirmaet R2 ApS' egen advokatregning.

Den manglende hæftelse i SKM2015.479.HR beroede altså på, at det reelt ikke var skatteyderens advokatregning. Den manglende hæftelse var ikke begrundet i, at der forelå et tredjemandstilsagn.

I modsætning hertil er der i denne sag tale om et reelt og fuldstændigt sædvanligt tredjemandstilskud. G4 betaler mine fakturaer for A og B, og G4 hæfter for betalingen af mine fakturaer på vegne af A og B.

G4 har ikke indgået nogen konsulentaftale eller honoraraftale med A og B om skattesagen, men alene givet et tredjemandstilsagn over for A og B. G4 har ikke som sit forretningsgrundlag at føre skattesager. G4 dækker alene mine regninger på grundlag af tredjemandstilsagnet til A og B, og jeg har notorisk bistået A og B med at føre deres skattesag.

Som nævnt er SKAT enig i, jf. ovenfor, at mine advokatregninger er A og Bs regninger. SKAT er endvidere enig i, at G4 har ydet et tilskud til A og B. Dette fremgår tillige af overskriften på afgørelserne (bilag 1 og 2), hvor SKAT skriver, at "SKAT dækker ikke dine udgifter til rådgiver".

SKAT mener imidlertid, at A og B ikke hæfter for deres advokatregninger, og på grund af den manglende hæftelse for deres advokatregninger, afslår SKAT omkostningsdækningen.

En manglende hæftelse i denne sag beror jo netop på tredjemandstilsagnet, og min bekræftelse på grundlag heraf over for A og B, at de dermed er "fuldstændig friholdt for omkostninger".

Hvis SKAT mener, at dette fører til et fravær af hæftelse med det resultat, at der så ikke er omkostningsdækning, afskærer man reelt omkostningsdækning med henvisning til, at der er givet tredjemandstilsagn.

Dette resultat er ganske enkelt uholdbart, da loven jo helt klart forudsætter mulighed for at give tredjemandstilsagn, og uden at dette påvirker retten til omkostningsgodtgørelse.

Derfor skal Landsskatteretten ændre SKATs afgørelser og bekræfte, at mine klienter har ret til omkostningsgodtgørelse for deres advokatudgifter.
[…]"

På mødet med Skatteankestyrelsens sagsbehandler og umiddelbart efter mødet med Skatteankestyrelsens sagsbehandler har klagerens repræsentant anført, at repræsentanten efter de advokatetiske regler skal oplyse klienten om de omkostninger, som klienten har ved at føre sagen, og at repræsentanten derfor har oplyst klageren om omkostningsgodtgørelsesordningen og tredjemandstilskuddet. Klagerens repræsentant har endvidere anført, at repræsentanten har ført skattesagen som advokat for klageren og B og ikke som advokat for G4. G4 har ingen råderet over skattesagen, og G4 har ingen mulighed for at opnå noget overskud på sagens førelse. G4 har således blot overtaget klagerens hæftelse ved subrogation, ligesom klagerens hæftelse jo også er reduceret ved statens godtgørelse af minimum 50 % af klagerens udgifter til sagkyndig bistand.

Klagerens repræsentant har yderligere anførte følgende:

"[…]
G4 havde ingen økonomisk interesse i sagen, men havde som programproducent som nævnt en retlig interesse i at få afklaret, at der ikke var grundlag for Skattestyrelsens ønske om at dobbeltbeskatte af den vundne præmie
[…]
Det fremgår af den vedlagte blanket, at G4 ApS indsendte blanketten til Skattestyrelsen allerede den 15. december 2016. På side 2 i Skattestyrelsens afgørelse af 25. oktober 2017 fremgår det, at min sekretær og jeg først den 6. september 2017 havde en telefonsamtale med Skattestyrelsen, hvor Skattestyrelsen problematiserede muligheden for omkostningsgodtgørelse. Det fremgår videre på side 3 i afgørelsen, at Skattestyrelsen sendte sit forslag til afgørelse om afslag på omkostningsgodtgørelse den 28. september 2017.

Med andre ord er blanketten indsendt til Skattestyrelsen ud fra en oprigtig overbevisning om at have ydet et tredjemandstilskud, og før Skattestyrelsen fandt på at problematisere mine klienters adgang til omkostningsgodtgørelse.
[…]
Afsluttende bemærkninger
Som nævnt har G4 ApS på grund af tilsagnet om tredjemandstilskud overtaget hæftelsen for rådgiveromkostningerne ved subrogation. Derfor er A og B blevet fuldstændig friholdt fra at betale mit advokathonorar, hvilket selvfølgelig også gælder, selv om der ikke er omkostningsdækning. Dette oplyste jeg Skattestyrelsen allerede i ovennævnte telefonsamtale.

Dette står i modsætning til omgåelsessagen SKM2015.479.HR, hvor skatteyderen slet ikke - heller ikke oprindeligt - hæftede for advokatudgifterne, da advokatkontoret udelukkende havde indgået en salæraftale med rådgiverfirmaet R2 ApS. Advokatkontoret var således underleverandør af juridiske ydelser til R2 ApS, og ikke til skatteyderen. Der var ikke tale om, at R2 overtog advokatudgifterne fra skatteyderen ved subrogation.

I SKM2019.169.BR prøvede man at reparere herpå ved at advokatkontoret indgik en aftale direkte med skatteyderen. Byretten udtaler imidlertid herom, at det foreliggende aftalegrundlag i sagen ikke adskiller sig afgørende fra det grundlag, der forelå i SKM2015.479.HR, uanset at der nu er indgået en salæraftale direkte mellem skatteyderen og advokatkontoret. Det er fortsat rådgiverfirmaet R2, som har råderet over sagen, og der er en klar, underliggende forudsætning om, at skatteyderen ikke skal betale mere i rådgiverhonorar end, hvad der fremgår af den oprindelige "no cure no pay"-aftale med rådgiverfirmaet R2.

Ovennævnte står i modsætning til klagesagen for A og B, hvor G4 eksempelvis ikke havde nogen råderet over sagen. Jeg kunne eksempelvis ikke afslutte sagen uden at have samtykke fra A og B hertil. Endvidere tjente G4 ikke penge på sagen, og G4 havde - modsat rådgivningsfirmaet R2 - ingen økonomisk interesse i sagen, men alene en ideel/retlig interesse. Jeg har heller ikke lavet nogen "no cure no pay"-aftale med hverken A og B, eller med G4, men tværtimod opkrævet og fastholdt vores sædvanlige salær, uagtet at sagen efter Skattestyrelsens opfattelse ikke er omfattet af omkostningsdækning.

Det forekommer åbenlyst ukorrekt at stille klagesagen for A og B i hartkorn med ovennævnte omgåelsessager. Tværtimod er det vanskeligt at se, hvordan tredjemandstilskud så fremover skal kunne ydes i en lignende situation uden i alvorlig grad at kompromittere muligheden for at få omkostningsgodtgørelse.
[…]"

Klagerens repræsentant har yderligere anført:

“[…]
1 Der foreligger et reelt tredjemandstilskud

a)

A og B havde et aktuelt skattemæssigt problem, idet B telefonisk kontaktede Skattestyrelsen for at høre, hvordan den vundne præmie på 1 mio. kr. skulle beskattes.

Skattestyrelsen oplyste, at præmien skulle dobbeltbeskattes - først som indkomst hos A og B, og derefter ved en gavebeskatning af deres datter [navn udeladt], som modtog præmien.

Skattestyrelsen bekræftede efterfølgende dette med sit bindende svar af 25. august 2015.

Den af Skattestyrelsen anførte beskatning af B af hendes andel af præmien, og hendes selvangivelse heraf, ville indikere over for kommunen, at hun derved havde haft en indkomst på 500.000 kr. Dette kunne have væsentlig negativ betydning for hendes mulighed for at modtage sociale ydelser.

Derfor ønskede A og B at påklage det bindende svar af 25. august 2015 til Landsskatteretten.

Herved adskiller sagen sig fra SKM2015.479.HR og SKM2020.477.ØLR, hvor ejendomsvurderingssagerne blev initieret af det pågældende konsulentfirma (som i dommene benævnes henholdsvis G1 og R2).

b)

Det er usædvanligt for A og B at føre skatte-klagesager, og herunder at involvere en advokat til at føre sagen. Da skattesagen opstod kontaktede A og B derfor G4, som havde produceret TV-programmet "Program1".

Advokat1, som er juridisk direktør hos G4, var enig i, at Skattestyrelsens antagelse om dobbeltbeskatning var uholdbar, og G4 ønskede at støtte A og B i et bindende svar, og i den efterfølgende klage til Landsskatteretten. Dette var naturligt for G4, da G4 som nævnt var producent af det pågældende TV-program, og G4 ønskede ikke en eventuel negativ omtale ved, at vinderne af programmet efterfølgende fik væsentlige og utilsigtede skattemæssige problemer (tilligemed mulige problemer med modtagelse af sociale ydelser).

Derfor kontaktede G4 mig, og spurgte, om jeg ville føre sagen for A og B, hvilket jeg bekræftede. Advokat1 oplyste i den forbindelse, at G4 selvfølgelig ville betale mit advokathonorar i den forbindelse.

Herved adskiller sagen sig fra SKM2015.479.HR og SKM2020.477.ØLR. G4 havde ingen økonomisk interesse i sagen, og jeg udførte ikke mit arbejde for G4, men for A og B. Det var A og B, som via deres henvendelse til G4 tog initiativ til skattesagen, og på grund af dette initiativ tog G4 efterfølgende kontakt til mig. Det er efter min vurdering en fordrejet fremstilling, når Skatteankestyrelsen på dette grundlag anfører på side 5 i kontorindstillingen, at "antagelsen af klagers repræsentant ikke skete på klagerens initiativ, men derimod på foranledning af G4".

c)

På ovennævnte grundlag - på grund af tredjemandstilsagnet fra G4 - bekræftede jeg over for A og B, at de var fuldstændig fritaget for at skulle betale mit advokathonorar. Enten ville mit honorar blive betalt af Skattestyrelsen med 100%, eller alternativt ville Skattestyrelsen og G4 hver betale 50%.

Retlig set overgik den oprindelige hæftelse hos A og B altså til G4 efter en form for subrogation, idet G4 med tredjemandstilsagnet indtrådte i A og Bs forpligtelser til at betale mit honorar i det omfang, det ikke var omkostningsdækket.

Herved adskiller sagen sig fra SKM2015.479.HR og SKM2020.477.ØLR. I disse sager var der indgået no cure no pay-aftaler med den pågældende skatteyder, og derfor var der ingen oprindelig reel hæftelse hos skatteyderen. Desuden var den involverede advokat reelt underleverandør til konsulentfirmaet R2/G1, og ikke til skatteyderen. I SKM2020.477.ØLR forsøgte konsulentfirmaet R2/G1 at konstruere sig ind i en situation med tredjemandstilskud, men dog uden at ændre på realiteten i det samlede aftalekompleks. Dette står i modsætning til denne sag, hvor hverken jeg eller G4 har indgået no cure no pay-aftaler. Tværtimod måtte G4 betale mit honorar 100%, uagtet at A og B havde vundet landsskatteretssagen. Endvidere er jeg hverken formelt eller reelt underleverandør til G4, men jeg har ført skattesagen på vegne af A og B. Det er i den forbindelse naturligt, at jeg løbende drøftede sagens juridiske indhold med advokat1, som har en naturlig interesse i sagen, og at jeg kun i begrænset omfang involverede A og B i sagens skatteretlige overvejelser.

2 Sagens principielle betydning

Sagens forløb udgør et fuldstændigt ordinært tredjemandstilskud, som det givetvis forekommer i langt de fleste sager med tredjemandstilskud.

Det er nødvendigt at indpasse muligheden for at give et reelt tredjemandstilskud i en kontekst, så der fortsat kan gives ordinære og reelle tredjemandstilskud i omkostningsdækkede skattesager. Det er helt klart forudsat i loven, at tredjemandstilskud ikke skal afskære muligheden for omkostningsdækning.

Vi kan ikke forstå, hvorfor omkostningsdækning skal afskæres i en situation, hvor der helt åbenlyst foreligger et reelt tredjemandstilskud.

Angående hæftelsen for advokathonoraret var der jo en oprindelig hæftelse hos A og B, som fortsat eksisterede - hæftelsen blev blot overtaget af G4 på grund af tredjemandstilskuddet.

Sagen er ikke sammenlignelig med SKM2020.477.ØLR, hvor tredjemandstilskuddet var konstrueret ind i et samlet aftalekompleks, hvorefter der reelt ikke forelå et tredjemandstilskud. Til belysning heraf kan nemmest henvises til Skatteministeriets bemærkninger i proceduren under byretssagen (SKM2019.394.BR):

"Ved vurderingen af, om der i nærværende sag foreligger en reel hæftelse, er det afgørende at se tingene i helhed, herunder at R2 - da det, efter at SKAT i 2011 begyndte at undersøge forholdet nærmere, gik op for selskabet, at dets model var problematisk i relation til at opnå omkostningsgodtgørelse, jf. herved Højesteret dom i U2015.3383H (SKM2015.479.HR) - har forsøgt at ændre enkeltelementer.

R2 har siden prøvet at aftale sig ind i en model, der gav tilskud, men uden at miste det kommercielt meget stærke kort - no cure no pay-modellen. SKAT har således i nogle sager konstateret, at nogle klienter ikke ville påtage sig den reelt teoretiske risiko for at ende med at hænge på advokatregningen.
Disse klienter fik derfor en bankgaranti betalt af R2, der skulle dække, hvis R2 gik konkurs.

I denne sag sker forsøget på at aftale sig ind i en model, der skal sikre R2, at statskassen betaler for selskabets underleverandør, på et tidspunkt, hvor der mellem R2 og H1 s.m.b.a. er en uopsigelig aftale indgået i marts 2005. Brevene af 18. og 28. februar 2013 samt erklæringen af 8. april 2015 har alene til formål at søge at opnå, at statskassen betaler R2’s udgifter til selskabets underleverandør, R1.

En række grunde viser, hver for sig eller i hvert fald tilsammen, at betingelserne for at få omkostningsgodtgørelse ikke er opfyldt.

R2 og H1 s.m.b.a. har indgået en uopsigelig aftale, hvoraf det blandt andet fremgår, at: "R2’s konsulenter, advokater og revisorer vil forestå udførelsen af opgaven."

R2 fik ved fuldmagt af 23. september 2009 ret til at "uddelegere" selskabets procesfuldmagt til R1. I fuldmagten hedder det videre blandt andet at: "Som en del af fuldmagten indgår tillige retten til at tilbagekalde en uddelegeret procesfuldmagt på vegne af undertegnede." Tilbagekaldelsesretten viser, at R1 ikke er advokat for klienten, men for R2, der således også har mulighed for at tilbagekalde sagen fra R1.

Når klienten ikke har råderet over processen efter den uigenkaldelige aftale, og R2 har en ret til at indsætte en advokat, R1, og tilbagekalde denne underleverandøraftale, er betalingen af R1 ikke en forpligtigelse for R2’s klient, men udelukkende for hvervgiveren, nemlig R2.

 At R1 er en underleverandør understreges af, at det blandt andet fremgår af den fremlagte aftale mellem H1 s.m.b.a. og R1, at "Parterne har […] aftalt, at R1 løbende informerer klientens ejendomsrådgiver R2 om sagens forløb og fremsender kopi af processkrifter med videre hertil og ikke direkte til klienten."

H1 s.m.b.a. er desuden blevet opfordret til at oplyse, om H1 s.m.b.a. forud for modtagelsen af denne såkaldte "aftale om advokatbistand" både var blevet informeret om det forventede tidsforbrug på en normal sag og havde aftalt, at R2 løbende skulle informeres om sagens forløb med videre. H1 s.m.b.a. har hertil oplyst, at H1 s.m.b.a. har modtaget information om tidsforbruget, men dette er udokumenteret og må i så fald være sket mundtligt.

Hverken den såkaldte "aftale om advokatbistand" eller erklæringen af 8. april 2015 medfører, at H1 s.m.b.a. hæfter for R1’s salær.

Det er i øvrigt ganske naturligt, at erklæringen efter sin ordlyd er bagudrettet i tid. Erklæringen er således underskrevet på et tidspunkt, hvor sagen i U2015.3383 H (SKM2015.479.HR) endnu ikke var afgjort. Det var i øvrigt samme situation som med erklæringerne i sagerne fra Byretterne.

Erklæringen er heller ikke udtryk for, at der hæftes. Det fremgår således af erklæringen blandt andet, at: "Som klient hæfter vi eller boligorganisationen overfor R1, hvis R2 som følge af konkurs ikke er i stand til at honorere sin tilskudsforpligtelse, og der måtte være en del af honoraret, der ikke dækkes af omkostningsgodtgørelse." Det vil sige, at erklæringen alene "gælder" ved R2’s konkurs.

Den gælder ikke, hvis R2 af andre årsager ikke honorerer sin betalingsforpligtelse - eksempelvis ved uenighed.

At der på tidspunktet for erklæringens underskrivelse forelå en uopsigelig aftale mellem R2 og H1 s.m.b.a. samt den foreliggende procesfuldmagt medfører, at H1 s.m.b.a. ikke med underskrivelsen af erklæringen kan anses for at have påtaget sig en hæftelsesforpligtelse.

En sådan påtagelse af en hæftelse over for R1 vil også være i strid med det aftalegrundlag, der allerede foreligger mellem H1 s.m.b.a. og R2, hvorfor H1 s.m.b.a. heller ikke med erklæringen kan bekræfte en eksisterende hæftelse for R1’s salær.

H1 s.m.b.a.’s aftale med R2 er således ikke ændret, sådan at H1 s.m.b.a. kan komme til at hænge på advokatregningen. H1 s.m.b.a. har også på opfordring oplyst, at honorarbestemmelsen i aftalen også gælder efter inddragelsen af R1. Ligesom H1 s.m.b.a. har betalt honorar til R2 i sager, hvor der er sket nedsættelse af grundskylden som resultatet af R1’s arbejde med sagen. Det har desuden formodningen imod sig, at H1 s.m.b.a. ville påtage sig en yderligere hæftelse, og at dette i givet fald skulle ske uden forudgående skriftlig eller mundtlig rådgivning herom.

Underskrivelsen af erklæringen er derimod sket på foranledning af, at SKAT begyndte at vise interesse for R2’s forretningsmodel og ligeledes efter opstart af højesteretssagen.

SKAT har under sagens behandling ved Landsskatteretten opfordret H1 s.m.b.a. til at redegøre for samt fremlægge korrespondancen mellem henholdsvis R2, R1 og H1 s.m.b.a. vedrørende den rådgivning, der lå til grund for underskrivelsen af erklæringen. H1 s.m.b.a. har imidlertid ikke fremlagt nogen korrespondance, men har derimod oplyst, at H1 s.m.b.a. hverken har modtaget mundtlig eller skriftlig rådgivning fra R2 eller R1 om konsekvenserne ved H1 s.m.b.a.’s underskrift af aftalen om advokatbistand eller erklæringen.

Som det også fremgår af H1 s.m.b.a.’s indlæg af 8. november 2017 for Landsskatteretten, blev både aftalen om advokatbistand og erklæringen underskrevet på R1’s foranledning. En sådan efterfølgende erklæring medfører derfor ikke, at betingelserne for at opnå omkostningsgodtgørelse er opfyldt, jf. U2015.3383H (SKM2015.479.HR) samt Byretternes domme.

Det skal i den forbindelse fremhæves, at det ikke fremgår af sagens bilag, hvornår det arbejde, der er ansøgt om omkostningsgodtgørelse for, og som sagen angår, blev udført.

Det bemærkes endelig, at en sådan eventuel påtagelse af en forpligtelse for H1 s.m.b.a. under alle omstændigheder må frakendes enhver retlig betydning over for staten, da der er tale om et forsøg på at omgå reglerne i klar modstrid med ordningens formål, jf. eksempelvis Højesteret dom i U2014.2742H (SKM2014.422.HR). To parter kan ikke aftale, at en tredjemand - her staten - skal betale en udgift, som aftaleforholdet mellem de to parter udløser.

Omkostningsgodtgørelsesordningen har ikke til hensigt at tilgodese et sådan set-up som i nærværende sag, hvor aftaleforholdet mellem R2 og H1 s.m.b.a. ligger fast, og opgavefordelingen er klar. Det er R2, der skal udføre arbejdet, eventuelt ved brug af underleverandører, og H1 s.m.b.a.’s opgave er at "betale", hvis det bliver en succes. H1 s.m.b.a.’s teoretiske risiko for at "hænge" på advokatregningen skulle jo efter sit indhold også gælde ved "fiasko", altså hvor der ikke opnås succes.

Set-uppet når der som her foreligger en uigenkaldelig aftale er et forsøg på misbrug af en ordning, hvis fornemme formål er at øge borgernes retssikkerhed, derved at staten betaler en stor del af de ofte betydelige udgifter til rådgiverne, herunder advokater, der er ved at føre skattesager. Og vinder borgeren sagen overvejende, betaler staten hele udgiften.

Ordningen var selvsagt ikke tiltænkt den anvendelse, som er tilfældet i nærværende sag. Dette understreges også af den senere lovændring, hvor Folketinget afskaffede muligheden for repræsentanter til at yde skattefri tredjemandstilskud til deres klienter, når der var indgået honoraraftaler baseret på sagens udfald, også kaldet no cure no pay-vilkår, jf. lov nr. 1501 af 23. december 2014 om ændring af ligningsloven. Folketinget har således taget stilling til ordningen og afskaffet muligheden for, at repræsentanter kan yde skattefri tredjemandstilskud til deres klienter, når der er indgået honoraraftaler, der er baseret på sagens udfald, de såkaldte no cure no pay-vilkår." [fremhævning med fed skrift foretaget]

Alle de med fed skrift fremhævede forhold er ikke til stede i denne sag.

Som det fremgår, er resultatet i SKM2015.479.HR og SKM2020.477.ØLR baseret på omgåelsesbetragtninger og særligt det forhold, at der med skatteyderen er indgået en no cure no pay-aftale.

I SKM2015.479.HR hæftede skatteyderen slet ikke - heller ikke oprindeligt - for advokatudgifterne, da advokatkontoret udelukkende havde indgået en salæraftale med rådgiverfirmaet R2. Advokatkontoret var således underleverandør af juridiske ydelser til R2, og ikke til skatteyderen. Der var ikke tale om, at R2 overtog advokatudgifterne fra skatteyderen ved subrogation.

I SKM2020.477.ØLR (SKM2019.394.BR) prøvede konsulentfirmaet R2/G1 at reparere herpå ved at advokatkontoret indgik en aftale direkte med skatteyderen, og ved at konsulentfirmaet R2/G1 forsøgte at gøre sig selv til en tilskudsyder. Realiteten i SKM2020.477.ØLR var dog den samme som i SKM2015.479.HR, nemlig at skatteyderen ikke på noget tidspunkt hæftede for advokathonoraret. Samtidig var konsulentfirmaet R2/G1’s "tredjemandshæftelse" reelt blot en udmøntning af no cure no pay-aftalen, hvorefter skatteyderen ikke skulle betale noget honorar til konsulentfirmaet eller til advokatkontoret, hvis sagen ikke blev vundet. Det foreliggende aftalegrundlag i SKM2020.477.ØLR adskiller sig derfor ikke afgørende fra det grundlag, der forelå i SKM2015.479.HR, uanset at der nu er indgået en salæraftale direkte mellem skatteyderen og advokatkontoret. Det er fortsat rådgiverfirmaet R2, som har råderet over sagen, og der er en klar, underliggende forudsætning om, at skatteyderen ikke skal betale mere i rådgiverhonorar end, hvad der fremgår af den oprindelige no cure no pay-aftale med rådgiverfirmaet R2/G1. Det er no cure no pay-aftalen, som udgør grundlaget for rådgivningsfirmaets "tredjemandstilskud", og ikke et oprigtig ønske om at yde et reelt tredjemandstilskud.

Ovennævnte står i modsætning til klagesagen for A og B, hvor G4 eksempelvis ikke havde nogen råderet over sagen. Jeg kunne eksempelvis ikke afslutte sagen uden at have samtykke fra A og B hertil. Endvidere tjente G4 ikke penge på sagen, og G4 havde - modsat rådgivningsfirmaet R2 - ingen økonomisk interesse i sagen, men alene en ideel/retlig interesse. G4 gav et reelt tredjemandstilsagn, og overtog dermed hæftelsen for advokatomkostningerne (og der var således fortsat en hæftelse for advokatomkostningerne, som blot var overtaget af G4). Jeg har heller ikke lavet nogen no cure no pay-aftale med hverken A og B, eller med G4 (og G4 har ikke lavet nogen aftale med A og B om andet end tredjemandstilskuddet).

Tværtimod har jeg opkrævet og fastholdt vores sædvanlige salær hos G4, uagtet at sagen efter Skattestyrelsens opfattelse ikke er omfattet af omkostningsdækning.

Det forekommer åbenlyst ukorrekt at stille klagesagen for A og B i hartkorn med ovennævnte omgåelsessager.

Det er vanskeligt at se, hvordan et reelt tredjemandstilskud så fremover skal kunne ydes i en lignende situation uden i alvorlig grad at kompromittere muligheden for at få omkostningsgodtgørelse.
[…]"

Retsmøde
Klagerens repræsentant fastholdt påstanden om, at klageren er berettiget til fuld omkostningsgodtgørelse for udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til Landsskatteretten.

Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at afgørelsen stadfæstes.

Landsskatterettens afgørelse
Af dagældende skatteforvaltningslovs § 52, stk. 1, § 54, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, og § 55, stk. 1, nr. 1, (lovbekendtgørelse nr. 1267 af 12. november 2015) fremgår følgende:

"§ 52.
Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.
[…]
§ 54.
Godtgørelsesberettigede er følgende udgifter, når de ifølge regning skal betales eller er betalt:
1)   Udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat hos den godtgørelsesberettigede.
[…]
Stk. 2. De godtgørelsesberettigede udgifter reduceres med:
1)    Tilkendte sagsomkostninger.
2)    Offentlig retshjælp.
3)    Afgiftstilsvar, der kan fradrages som indgående moms efter lov om merværdiafgift (momsloven).
[…]
§ 55. Godtgørelse ydes i følgende tilfælde:
1)   I en sag, hvor et skatteankenævn eller Landsskatteretten kan træffe afgørelse ved påklage"

Der ydes således som udgangspunkt omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en sag, hvor Landsskatteretten træffer afgørelse, såfremt udgifterne ifølge regning er betalt eller skal betales, jf. dagældende skatteforvaltningslovs § 52, stk. 1, jf. 54, stk. 1, nr. 1, og § 55, stk. 1, nr. 1.

Af ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 2, (lovbekendtgørelse nr. 1162 af 1. september 2016) fremgår følgende:

 " § 7 Q. Til den skattepligtige indkomst medregnes ikke:
[…]
2)      Beløb, som betales til en godtgørelsesberettiget person efter skatteforvaltningslovens kapitel 19 til dækning af dennes udgifter til sagkyndig bistand mv. Det gælder dog ikke, i det omfang beløbet med tillæg af omkostningsgodtgørelsen og andre godtgjorte udgifter overstiger personens samlede udgifter til sagkyndig bistand mv. i sagen, eller hvis beløbet ikke må anses for ydet som følge af yderens retlige interesse i sagen, eller hvis det er aftalt, at den godtgørelsesberettigede persons honorar til yderen for bistand i sagen udgør en andel af den økonomiske gevinst, som den godtgørelsesberettigede opnår i sagen."

Endvidere fremgår det af dagældende skattekontrollovs § 7 H, stk. 1, (lovbekendtgørelse nr. 1264 af 31. oktober 2013):

"§ 7 H. Fysiske eller juridiske personer, som har ydet et beløb til dækning af en persons udgifter til sagkyndig bistand mv., jf. ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 2, skal ved ydelsen af beløbet oplyse told- og skatteforvaltningen om beløbets størrelse og modtagerens identitet."

Ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 2, og skattekontrollovens § 7 H, stk. 1, blev indsat ved lov nr. 464 af 31. maj 2000 om ændring af skattestyrelsesloven, ligningsloven og skattekontrolloven. Af bemærkningerne til denne lov (lovforslag nr. 267, folketingstidende 1999-2000, 1. samling) fremgår blandt andet følgende:

"[…]
Almindelige bemærkninger
[…]
Endvidere foreslår [Omkostningsdæknings]udvalget, at enhver som udgangspunkt skal kunne yde et ikke-fradragsberettiget tilskud til dækning af den skatte- eller afgiftspligtiges bistandsudgifter. Dette tilskud er skattefrit for modtageren og har ikke betydning for tilskuddets størrelse. Sådanne beløb, som den skatte- eller afgiftspligtige modtager fra tredjemand, kan dog ikke overstige de samlede tilskudsberettigede udgifter efter fradrag af godtgørelsen.
[…]
Det foreliggende lovforslag bygger på Omkostningsdækningsudvalgets anbefalinger og er således en udmøntning af forslagene i Omkostningsdækningsudvalgets betænkning.
[…]
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1
[…]
Til § 33 C
[…]
Til stk. 2
Forslaget går ud på, at beregningen af omkostningsgodtgørelsen ikke skal reduceres med andre godtgjorte udgifter end eventuelle tilkendte sagsomkostninger og offentlig retshjælp, jf. nr. 1 og nr. 2. Dette har sammenhæng med forslaget under § 2 om muligheden for, at tredjemand kan yde et skattefrit tilskud til den godtgørelsesberettigede."
[…]
Til § 2
[…]
Til nr. 2
[…]
Efter forslaget kan alle, herunder også almennyttige fonde, men også andre fysiske og juridiske personer, som f.eks. sammenslutninger, faglige foreninger og interesseorganisationer samt arbejdsgivere som udgangspunkt yde et skattefrit tilskud til den godtgørelsesberettigede til dækning af dennes udgifter til sagkyndig bistand m.v.
Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget til bestemmelsen i § 7 Q, stk. 2, hvorefter det tilskud, som en sådan tredjemand vil kunne yde, som udgangspunkt ikke er fradragsberettiget hos denne, jf. dog nærmere bemærkningerne til denne bestemmelse nedenfor.
Endvidere skal forslaget ses i sammenhæng med forslaget til bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 33 C, stk. 2, hvoraf det fremgår, at det foreslåede tilskud fra tredjemand ikke reducerer de godtgørelsesberettigede udgifter.
Baggrunden for forslaget er, at det generelt findes gavnligt, at der ydes økonomisk støtte til førelsen af principielle skatte- og afgiftssager, således at en uklar retstilstand, der har betydning for mange personer, kan afklares hurtigst muligt. Dette er såvel i de skatte- eller afgiftspligtiges interesse som i myndighedernes interesse.
[…]
Det beløb, der er nævnt i bestemmelsens 1. pkt., kan kun holdes uden for indkomstopgørelsen hos modtageren, i det omfang det med tillæg af den udbetalte omkostningsgodtgørelse og andre godtgjorte udgifter ikke overstiger den godtgørelsesberettigedes samlede udgifter til sagkyndig bistand m.v.
Dækkes der således mere end nettoudgiften til sagkyndig bistand (bruttoudgiften fratrukket eventuelt andre godtgjorte udgifter), vil "overskuddet" være skattepligtigt som andre tilskud / gaver fra tredjemand.
Af hensyn til den ligningsmæssige behandling af sådanne spørgsmål, kan der i et vist omfang være behov for en oplysningspligt for tredjemand om ydelsen af disse tilskud. Spørgsmålet er nærmere behandlet nedenfor i bemærkningerne til lovforslagets § 3.
Ud over betingelsen om, at det tilskud, som tredjemand kan yde til den skatte- eller afgiftspligtiges sag, ikke må overstige de samlede godtgørelsesberettigede udgifter, stilles det endvidere som betingelse for skattefriheden, at tilskuddet er ydet som følge af en retlig interesse i, at sagen føres. Denne retlige interesse vil som udgangspunkt være dokumenteret ved, at der ydes et tilskud på trods af, at der ikke er fradragsret hos yderen af tilskuddet.
Forslaget bygger på den antagelse, at en person, der vil yde et skattefrit ikke-fradragsberettiget tilskud til dækning af en skatte- eller afgiftspligtigs udgifter til sagkyndig bistand i en sag, højst sandsynligt vil have en retlig interesse i, at sagen føres.
[…]
Til § 3
Til nr. 1
Efter forslaget skal en tredjemand, som er fuldt skattepligtig til landet, og som har ydet et tilskud til dækning af en skatte- eller afgiftspligtigs bistandsudgifter, underrette de statslige told- og skattemyndigheder om beløbets størrelse og om modtagerens identitet, når beløbet ydes.
Forslaget skal ses i lyset af, at det i forbindelse med ligningen må påses, at der fra tredjemand ikke ydes et større beløb end de samlede godtgørelsesberettigede udgifter, som den skatte- eller afgiftspligtige har afholdt, med fradrag af godtgjorte udgifter.
[…]"

Af den betænkning, som omtales i ovenstående lovforslag (betænkning nr. 1382/2000 om omkostningsdækningsordningen), fremgår blandt andet følgende:

"[…]
Udvalget anbefaler, at tilskud fra tredjemand ikke skal fragå i beregningsgrundlaget for omkostningsdækning, og at tredjemand selvsagt kun skal kunne dække de udgifter, der ikke dækkes af omkostningsdækning. Af hensyn til muligheden for at kontrollere dette, foreslår udvalget, at det overvejes, om der i et eller andet omfang er behov for en oplysningspligt for tredjemand.
[…]
For at undgå misbrug af en ordning som den beskrevne vil tredjemand selvsagt maksimalt kunne dække den del af en andens udgifter til sagkyndig bistand i en sag, der ikke dækkes af omkostningsdækningsordningen. Dækkes der således mere end nettoudgiften til sagkyndig bistand (bruttoudgiften fratrukket omkostningsdækning) vil »overskuddet « være skattepligtigt som andre tilskud / gaver fra tredjemand. Dette kan give anledning til kontrolmæssige problemer, hvorfor udvalget foreslår, at det overvejes, om der i et eller andet omfang er behov for en oplysningspligt for tredjemand om tilskud, der ydes til dækning af en andens udgifter til sagkyndig bistand i en skatte- eller afgiftssag.
[…]"

Det er således muligt for tredjemand at yde et skattefrit tilskud til de udgifter, som den godtgørelsesberettigede har til sagkyndig bistand mv., hvis tilskuddet med tillæg af omkostningsgodtgørelse og andre godtgjorte udgifter ikke overstiger den godtgørelsesberettigedes samlede udgifter til sagkyndig bistand mv., hvis tredjemand har en retlig interesse i sagen, og hvis det ikke er aftalt, at honoraret til bistandsyderen udgør en andel af den økonomiske gevinst, som den godtgørelsesberettigede opnår i klagesagen, jf. ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 2. Endvidere skal tredjemand ved ydelsen af tilskuddet oplyse skatteforvaltningen om beløbets størrelse og modtagerens identitet, jf. dagældende skattekontrollovs § 7 H, stk. 1.

Landsskatteretten finder, at G4 har haft en retlig interesse i at yde et tredjemandstilskud til klageren. Der er herved henset til, at G4 har ydet tilskud til klagerens udgifter til sagkyndig bistand, som klageren ifølge de udstedte fakturaer skal betale. Endvidere ses G4 at have haft en retlig interesse i at få afklaret de skattemæssige konsekvenser af præmiemodellen.

Da G4 ikke ses at have ydet et større tilskud end det fulde fakturabeløb, og da det ikke ses at være aftalt, at klagerens repræsentants honorar er afhængigt af klagesagens udfald, finder Landsskatteretten, at betingelserne for at yde et tredjemandstilskud efter ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 2, er opfyldt.

Det forhold, at G4 har betalt tredjemandstilskuddet direkte til klagerens repræsentant, medfører ikke, at betingelserne for at yde et tredjemandstilskud ikke er opfyldt. Der er herved henset til, at det må lægges til grund, at klagerens repræsentant, klageren og G4 har aftalt, at G4 betaler tilskuddet direkte til klagerens repræsentant, jf. forbrugerbrevet af 14. september 2015 og mailen af 18. december 2015.

Endvidere kan det forhold, at det ikke er det fulde tilskud, der er indberettet efter skattekontrollovens § 7 H, ikke føre til, at betingelserne for at yde et tredjemandstilskud ikke er opfyldt. Landsskatteretten har herved henset til, at skattekontrollovens § 7 H alene er at betragte som en kontrolbestemmelse, der har det formål, at skatteforvaltningen kan kontrollere, at tilskuddet i kombination med omkostningsgodtgørelse ikke overstiger udgifterne til sagkyndig bistand. Som følge af indberetningen af en del af tilskuddet har SKAT haft tilstrækkelig mulighed for at udøve denne kontrol.

Landsskatteretten bemærker i øvrigt, at der i den underliggende klagesag blev givet fuldt medhold, at klageren som følge heraf var berettiget til 100 % omkostningsgodtgørelse, og at G4 i henhold til forbrugeraftalen derfor ikke skulle yde et tilskud, førend SKAT krævede den tidligere udbetalte godtgørelse tilbagebetalt. Det var disse yderligere tilskud, som G4 ikke fik indberettet.

Som udgangspunkt vil en faktura udstedt af en advokat til en klient være tilstrækkelig til at dokumentere, at betingelsen i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, om, at klienten skal betale advokaten for den bistand, som fakturaen vedrører, er opfyldt.

Udgangspunktet ændres ikke af, at fakturaen bliver dækket helt eller delvist af et tredjemandstilskud, der opfylder betingelserne i ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 2, og skattekontrollovens § 7 H. Det fremgår således af dagældende skatteforvaltningslovs § 54, stk. 2, modsætningsvist og de ovenfor nævnte bemærkninger til lovforslag nr. 267, at et tilskud fra tredjemand til den godtgørelsesberettigede ikke reducerer de godtgørelsesberettigede udgifter.

Landsskatteretten finder derfor, at klageren er berettiget til omkostningsgodtgørelse med det ansøgte beløb.

SKAT har i den påklagede afgørelse alene foretaget en vurdering af, hvorvidt klageren reelt vil kunne blive forpligtet til at betale fakturaerne. Det fremgår således ikke af den påklagede afgørelse, at SKAT har taget stilling til, hvorvidt de øvrige betingelser for, at der kan ydes omkostningsgodtgørelse, er opfyldt.

På den baggrund hjemvises sagen til Skattestyrelsen (tidligere SKAT) til fornyet behandling og afgørelse.