Efter indstilling fra Skatterådet fastsætter skatteministeren regler om hvilke erhvervsdrivende, der efter SKL § 6, stk. 1, nr. 1 skal give supplerende oplysninger i oplysningsskemaet, jf. § 5, til brug for told- og skatteforvaltningens kontrol af grundlaget for de erhvervsdrivendes indkomstopgørelser.

Se SKL § 6, stk. 1, nr. 2. 

Ved reglerne fastsættes det, hvilke grupper af virksomheder, som altid skal udarbejde og indgive et skatteregnskab inden oplysningsfristens udløb, og hvilke virksomheder, som fritages for dette arbejde, men som til gengæld skal afgive supplerende regnskabsoplysninger i oplysningsskemaet.

Bestemmelsen går derfor ud på at sikre, at skatteministeren efter indstilling fra Skatterådet fortsat kan fastsætte regler om, hvilke erhvervsdrivende som efter SKL § 6, stk. 1, nr. 1, skal give supplerende oplysninger i oplysningsskemaet til brug for Skatteforvaltningens kontrol af grundlaget for de erhvervsdrivendes indkomstopgørelser. Bestemmelsen giver også mulighed for at undtage visse virksomheder, som ikke skal indgive et skatteregnskab, fra at give supplerende oplysninger i oplysningsskemaet.