Datasikkerhed 
Der er en række generelle og grundlæggende krav til, hvordan offentlige myndigheder og private dataansvarlige håndterer data. Dette fremgår af EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger - i daglig tale også benævnt som databeskyttelsesforordningen. Desuden er offentlige myndigheder også omfattet af en række krav i visse sikkerhedsstandarder, bl.a. ISO 27001.

Skatteforvaltningen har ved udvikling af systemet og ved senere håndtering af personlige data taget højde for disse krav iht. Databeskyttelsesforordningen eller sikkerhedsstandarder, som offentliglige myndigheder skal overholde.

Dog skal indberetningspligtige også sørge for, at overførsel af data til Skattestyrelsen altid skal ske på en måde, så udenforstående ikke kan få adgang til data. Det er jeres ansvar at opfylde kravene til sikker datahåndtering. Skatteforvaltningen anser indberetningspligtige for at være selvstændige dataansvarlige med de pligter, der følger af ovenstående forordning. Definition af en dataansvarlig efter forordningens artikel 4, nr. 7, er en fysisk eller juridisk person, en offentlig myndighed, en institution eller et andet organ, der alene, eller sammen med andre, afgør, til hvilke formål og med hvilke hjælpemidler der må foretages behandling af personoplysninger; hvis formålene og hjælpemidlerne til en sådan behandling er fastlagt i EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, kan den dataansvarlige eller de specifikke kriterier for udpegelse af denne fastsættes i EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret.

Den indberetningspligtiges ansvar 
Indberetningspligtige efter skatteindberetningsloven/lov om et indkomstregister kan ved overtrædelse af lovens indberetningsregler ifalde et strafansvar.  

Det gælder fx, hvis den indberetningspligtige forsætligt eller groft uagtsomt:

•    undlader rettidigt at opfylde en indberetningspligt, der påhviler denne i medfør af indberetningsreglerne i skatteindberetningsloven/lov om et indkomstregister. 
•    undlader at foretage genindberetning inden for den frist, som Skatteforvaltningen har meddelt. 
•    afgiver urigtige, vildledende eller ufuldstændige oplysninger, der resulterer i en for lav skatteansættelse for den, hvorom der indberettes.

Der kan også være andre eksempler på, at en indberetningspligtig kan ifalde et strafansvar.

De indberetningspligtige har ansvaret for, at indberetningen er korrekt, uanset om indberetningen foretages af ansatte i virksomheden, eller virksomheden har købt en ydelse fra andre for at opfylde sin indberetningspligt.

Hvis der ikke bliver indberettet korrekt og rettidigt, eller hvis der ikke bliver genindberettet inden den fastsatte frist, risikerer den indberetningspligtige en bøde.  

Der tages udgangspunkt i det samlede antal indberetninger, som den indberetningspligtige skal indgive. Der anvendes samme bødeinterval for disse indberetninger, dvs. fra 5.000 kr. til 80.000 kr. som følger:

Bødestørrelse

Antal indberetninger

5.000 kr.

Fra 1 til 1.000 indberetninger.

10.000 kr.

Over 1.000 til 10.000 indberetninger.

20.000 kr.

Over 10.000 til 100.000 indberetninger.

40.000 kr.

Over 100.000 til 1.000.000 indberetninger.

80.000 kr.

Over 1.000.000 indberetninger.

Straffebestemmelserne fremgår af skatteindberetningslovens kapitel 9 og skatteindberetningsbekendtgørelsens kapitel 10 og afsnit A.C.3.2.1.2.5 (Forskellige oplysningspligter) i Den juridiske vejledning.  

Bødesager om for sene eller mangelfulde indberetninger eller genindberetninger, vil blive behandlet efter straffebestemmelserne i skatteindberetningsloven.

Pligt til at afstemme indberetning og regnskab 
Er jeres virksomhed bogføringspligtig, skal regnskabet tilrettelægges sådan, at oplysninger, som indgår i regnskabet og som indberettes, skal kunne afstemmes med regnskabsføringen. Det står i skatteindberetningslovens § 56, stk. 1.

Det er vigtigt, at I foretager afstemning af beløb, og kontrollerer beløb, som kan vise fejl fx dobbeltindberetning og decimalfejl.