Dato for udgivelse
29 dec 2021 16:54
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
17 dec 2021 16:38
SKM-nummer
SKM2021.719.BR
Myndighed
Byret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS-44052/2021-RAN
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Told
Overemner-emner
Erhvervsmæssig import
Emneord
import, kina, selskab
Resumé

Sagen angik, om et selskab skulle pålægges antidumpingtold af to partier bolte, som hidrørte fra Kina. De to partier bolte, som begge blev importeret i 2014, var ved Rådets forordning (EF) nr. 91/2009 af 26. januar 2009 blevet pålagt antidumpingtold ved import til EU. Forordningen blev ophævet ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/278 af 26. februar 2016, der trådte i kraft dagen efter.

SKAT traf den 20. juli 2016 og den 10. april 2017 afgørelser om, at selskabet skulle betale antidumpingtold af de to importer af bolte i 2014.

Landsskatteretten ændrede SKATs afgørelser under henvisning til, at artikel 2 i gennemførelsesforordningen fra 2016 måtte forstås på den måde, at det ikke var muligt fra og med den 28. februar 2016 at opkræve antidumpingtold, uanset om kravet angik en forudgående periode.

Skatteministeriet indbragte sagen for domstolene med påstand om, at selskabet skulle anerkende, at de to partier bolte var underlagt antidumpingtold, samt at selskabet skulle betale den af SKAT opgjorte antidumpingtold.

Sagsøgte tog bekræftende til genmæle i sagen. Retten afsagde herefter dom efter Skatteministeriets påstande.

Reference(r)

-

Henvisning

Den juridiske vejledning 2021-2, F.A.8.10 

Redaktionelle noter

Tidligere instanser:

Landskatterettens afgørelse lsr.nr. 16-1560059 og 17-0848481

Appelliste

Parter

Skatteministeriet Departementet (advokat Bodil Marie Søes Petersen)

mod

H1

(v/advokat Søren Abildgaard Pedersen)

Afgørelse truffet af retsassessor

Rune Seest

Sagens baggrund og parternes påstande

Retten har modtaget sagen den 17. november 2021.

Skatteministeriet Departementet har fremsat påstand:

H1 skal anerkende, at selskabet skal betale antidumpingtold af importerne af bolte med referencenumrene (red. nr. fjernet) og (red.nr.fjernet).    

H1 skal betale 424.685,56 kr. med tillæg af renter fra sagens anlæg til betaling sker.

Sagen drejer sig om, at sagsøgte skal betale antidumpingtold af importerne af bolte med referencenumrene (red. nr. fjernet) og (red.nr.fjernet)

Rettens begrundelse og resultat

Da H1 har taget bekræftende til genmæle, afsiger retten dom efter Skatteministeriet Departementets påstand.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 12.000 kr. og af retsafgift med 1.500 kr., i alt 13.500 kr. Skatteministeriet Departementet er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

H1 skal anerkende, at selskabet skal betale antidumpingtold af importerne af bolte med referencenumrene (red. nr. fjernet) og (red.nr.fjernet).    

H1 skal betale 424.685,56 kr. med tillæg af renter fra sagens anlæg til betaling sker.           

*H1 skal til Skatteministeriet Departementet betale sagsomkostninger med 13.500 kr.

Beløbene skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.