Undgå afviste indberetninger samt dobbeltoprettede aktiesparekonti

Skattestyrelsen har udarbejdet en tjekliste, som I kan benytte inden I indsender indberetninger om aktiesparekonti. Tjeklisten har til formål at minimere fejl og mangler i indberetningerne, og dermed mindske antallet af afviste indberetninger samt antallet af kunder, der fremgår med to aktiesparekonti samtidig.

Bemærk, at I først og fremmest skal følge gældende vejledning på skat.dk/indberet-aktiesparekonto. Tjeklisten er ikke udtømmende.

I finder ASK-indberetningsskemaet (Excel-ark) på skat.dk/indberet-aktiesparekonto. Vær opmærksom på, at I ikke må ændre på den fastlagte struktur, da indberetningen vil blive afvist.

Minimér udfordringerne med dobbeltoprettede aktiesparekonti

Skattestyrelsen har erfaret, at borgere, der har oprettet to aktiesparekonti samtidig, udgør en udfordring. Vi anbefaler derfor, at I tilmelder jer VP’s advis om valideringsliste af dobbeltoprettede ASK-depoter, og at I tager kontakt til de berørte kunder, som tilsyneladende allerede har en aktiesparekonto. Det er desuden vigtigt, af hensyn til kunderne, at ophørsdato og data i forbindelse med overflytning mellem pengeinstitutterne mv. bliver indberettet korrekt. Hvis data mangler eller er indberettet forkert, kan kunderne fremgå med dobbeltoprettede aktiesparekonti.

Hen over årsskiftet, skal I være særlig opmærksom på, at I ikke indberetter ’midlertidige’ aktiesparekonti, når I modtager aktiesparekonti fra andre pengeinstitutter. Kontoen er først gyldig som aktiesparekonto hos det modtagende pengeinstitut, når aktiesparekontoen er endeligt overført fra det afgivende pengeinstitut. Husk at udfylde felt P (Overførselsdato) samt S/T (Konto overtaget fra CVR.nr./Reg.nr.).

Hvis I skal foretage rettelser af dobbeltoprettede aktiesparekonti, skal I følge principperne i indberetningsvejledningens afsnit 6.1. Det er vigtigt, at rettelser af dobbeltoprettede aktiesparekonti bliver foretaget i et særskilt indberetningsskema. Derudover er det vigtigt, at I tydeligt noterer, at rettelserne vedrører dobbeltoprettede aktiesparekonti, når I indsender ASK-indberetningsskemaet (Excel-ark).

Tjekliste til at sikre korrekt indberetningsformat
  • ASK-indberetningsskemaet (Excel-ark) indeholder Antal og Sum samt de tilhørende sammentællingsformler i række 1.

Sammentælling i række 1 i ASK-indbertningsskemaet

  • Kolonne G (CPR.nr.) er formateret, så foranstående 0’er fremgår af CPR.nr.

  • Beløb i felt J (Periodes beskatningsgrundlag), K (Skat til afregning), L (Afgiftsgrundlag) og M (Afgift til afregning) er formateret med tusindtalsseparator, komma og to decimaler. 0-beløb er også angivet med to decimaler.

  • Oprettelsesdato i felt N vedrører indkomståret, der bliver indberettet om, eller tidligere indkomstår. Oprettelsesdatoen kan tidligst være en dato i 2019.

  • Ved modtagelse af en aktiesparekonto fra et andet pengeinstitut, er oprettelsesdato i felt N indberettet med den oprindelige dato, hvor aftalen er oprettet.

  • Alle ophørte aktiesparekonti er angivet med ophørsdato i felt O, og ophørsdatoen vedrører indkomståret, der bliver indberettet om. Hvis det drejer sig om rettelser vedrørende dobbeltoprettede aktiesparekonti, skal ophørsdatoen være angivet til samme dato som oprettelsesdatoen.
  • Ved overførsler af en aktiesparekonto til eller fra et andet pengeinstitut er overførselsdato angivet i felt P (Overførselsdato), og felt Q/R (Konto overført til CVR.nr./Reg.nr.) eller S/T (Konto overtaget fra CVR.nr./Reg.nr.).

  • Ved afgivelse af en aktiesparekonto til et andet pengeinstitut, er aktiesparekontoen angivet som overført i felt P (Overførselsdato) samt Q/R (Konto overført til CVR.nr./Reg.nr.) og ikke som ophørt i felt O (Ophørsdato).

  • Overførselsdato i felt P vedrører indkomståret, der bliver indberettet om.

  • Kolonne Y (Fødselsdato) er formateret, så foranstående 0’er fremgår af fødselsdato ved aktiesparekontoejere, der er bosiddende i udlandet.
  • Felt AD (Landekode for bopælsland) er angivet ved aktiesparekontoejere, der er bosiddende i udlandet.