Dato for udgivelse
24 sep 2021 10:49
Til
Virksomheder, som foretager værditabsberegninger efter registreringsafgiftslovens § 3 a eller § 3 b
Sagsnummer
21-0263157
Ansvarlig styrelse
Motorstyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
Motorstyrelsen – 72 22 15 15
Resumé

Nyhedsbrevet omhandler værditabsberegninger, som foretages i Motorregistret fra og med den 1. juni 2021. Er afgiftsperioden for en leasingaftale m.v. påbegyndt den 17. december 2020 eller tidligere, kan Motorregistret ikke foretage en korrekt værditabsberegning. Nyhedsbrevet omhandler dog kun de værditabsberegninger, som ikke foretages som følge af en genberegning efter registreringsafgiftslovens § 9 a.

Motorregistret beregner fra og med den 1. juni 2021 værditabsberegninger efter de nye regler for registreringsafgift, som blev vedtaget med lov nr. 203 af 13. februar 2021. Det gælder, uanset hvornår afgiftsperioden for det pågældende køretøj er påbegyndt. Det følger dog af en overgangsordning i loven, at en værditabsberegning skal foretages efter de tidligere gældende regler, hvis afgiftsperioden er påbegyndt den 17. december 2020 eller tidligere. Værditabsberegningen i Motorregistret er derfor ikke korrekt for disse køretøjer.

Motorstyrelsen arbejder på at få rettet problemet hurtigst muligt, og det forventes, at Motorregistret kan være tilrettet senest ved udgangen af 2021. Når der foreligger en afklaring i forhold til Motorregistret, vil Motorstyrelsen offentliggøre et nyhedsbrev om den videre proces og mulighederne for genoptagelse.

Tilføjelser til nyhedsbrevet

Motorstyrelsen har tilføjet ekstra afsnit til nyhedsbrevet den. De nye afsnit er markeret med overskriften: Tilføjelse den 24. september 2021.


Overgangsordning vedrørende værditabsberegninger

Den 9. februar 2021 vedtog Folketinget lov nr. 203 af 13. februar 2021, som indebar væsentlige ændringer af registreringsafgiftsloven. De dele af loven, som vedrører registreringsafgift, trådte i kraft den 1. juni 2021, men har virkning fra den 18. december 2020, hvor lovforslaget blev fremsat.

Motorstyrelsen har i et nyhedsbrev af 10. februar 2021 orienteret om ændringerne.

Der er i loven fastsat forskellige overgangsordninger. Der er bl.a. fastsat en overgangsregel, som vedrører køretøjer, hvor der betales forholdsmæssig registreringsafgift efter reglerne i registreringsafgiftslovens §§ 3 a-3 c. Dette omfatter bl.a. udenlandske firmabiler og leasingkøretøjer, hvor det ved afgiftsperiodens udløb er muligt at foretage en værditabsberegning. 

Det følger af denne overgangsregel, at de nye regler i registreringsafgiftsloven først får virkning for det enkelte køretøj fra og med den første afgiftsperiode, som påbegyndes den 18. december 2020 eller senere.

Som det fremgik af Motorstyrelsens nyhedsbrev af 10. februar 2021, betyder denne overgangsregel bl.a., at de nye regler ikke skal anvendes ved værditabsberegninger, hvis afgiftsperioden i en leasingaftale eller for en udenlandsk firmabil er påbegyndt senest den 17. december 2020. Værditabsberegning ved udløb af en leasingaftale m.v. skal i de tilfælde ske med udgangspunkt i de tidligere gældende regler. Det vil grundlæggende sige, at man skal se bort fra de regler, som blev vedtaget med lov nr. 203 af 13. februar 2021, og som trådte i kraft den 1. juni 2021.

Bemærk, at når man forlænger en leasingaftale, så begynder den nye afgiftsperiode på det tidspunkt, hvor aftalen forlænges. Det vil sige, at hvis en leasingaftale forlænges den 18. december 2020 eller senere, er der påbegyndt en ny afgiftsperiode efter skæringsdatoen, og overgangsordningen kan derfor ikke anvendes. Det betyder, at værditabsberegningen skal ske efter de nye regler for hele leasingperioden.

Motorregistret foretager værditabsberegninger efter de nye regler

Afgiftsperioden er påbegyndt den 17. december 2020 eller tidligere

Motorregistret har siden den 1. juni 2021 foretaget disse værditabsberegninger med udgangspunkt i de nye regler, selv om afgiftsperioden er påbegyndt senest den 17. december 2020. Motorregistret blev ændret pr. 1. juni, fordi de nye regler trådte i kraft denne dato. Motorregistret kan fra den 1. juni 2021 derfor ikke foretage værditabsberegningen efter de tidligere gældende regler.

Det medfører, at for leasingaftaler m.v., hvor afgiftsperioden er påbegyndt senest den 17. december 2020, vil værditabsberegninger, som foretages fra og med den 1. juni 2021, ikke være korrekte.

Motorstyrelsen arbejder på at få tilrettet Motorregistret hurtigst muligt og forventer, at det vil kunne ske senest ved udgangen af 2021. Herefter vil Motorstyrelsen genoptage de værditabsberegninger, som er foretaget i perioden fra den 1. juni 2021, og indtil Motorregistret er tilrettet. Dette omfatter sager, hvor afgiftsperioden er påbegyndt senest den 17. december 2020.    

Værditabsberegninger, som er foretaget i perioden fra og med den 18. december 2020 til og med 31. maj 2021, vil være beregnet efter de tidligere gældende regler, og vil derfor være korrekte. Det skyldes, at Motorregistret indtil den 31. maj 2021 har foretaget værditabsberegningen efter de tidligere gældende regler, da de nye regler først trådte i kraft den 1. juni 2021.

Tilføjelse den 24. september 2021: Værditabsberegning for køretøjer med NEDC2-målenorm

Vær opmærksom på, at værditabsberegningen for visse køretøjer ikke er endelig. Det er tilfældet for de køretøjer, som er oprettet i Motorregistret med NEDC2-målenorm, og som har fået foretaget en værditabsberegning i perioden fra og med den 1. januar 2021 til og med 31. maj 2021. 

Værditabsberegningen for disse køretøjer skal, ifølge lovgivningen, beregnes med udgangspunkt i WLTP-forbrugstallene, hvilket Motorregistret endnu ikke kan håndtere. Når Motorregistret på et tidspunkt ændres, så WLTP-forbrugstallene for disse køretøjer bliver indsat i systemet, vil Motorstyrelsen foretage en omberegning. 

Læs mere om udløb af overgangsordning med NEDC2-målenorm og overgangen til WLTP-målenorm i Motorstyrelsens nyhedsbrev af 3. august 2021.

Afgiftsperioden er påbegyndt den 18. december 2020 eller senere

Er afgiftsperioden påbegyndt den 18. december 2020 eller senere, skal værditabsberegninger ske efter de nye regler. Da Motorregistret fra og med den 1. juni 2021 foretager værditabsberegningerne efter de nye regler, vil værditabsberegninger foretaget fra og med denne dato derfor være korrekte.

Ovenstående gælder også for de leasingaftaler, hvor afgiftsperioden er påbegyndt den 17. december 2020 eller tidligere, men som den 18. december 2020 eller senere er blevet forlænget.

Tilføjelse den 24. september 2021: Værditabsberegning for køretøjer med NEDC2-målenorm

Vær opmærksom på, at værditabsberegningen for visse køretøjer ikke er endelig. Det er tilfældet for de køretøjer, som er oprettet i Motorregistret med NEDC2-målenorm, og som har fået foretaget en værditabsberegning fra og med den 1. juni 2021 og derefter.

Værditabsberegningen for disse køretøjer skal, ifølge lovgivningen, beregnes med udgangspunkt i WLTP-forbrugstallene, hvilket Motorregistret endnu ikke kan håndtere. Når Motorregistret på et tidspunkt ændres, så WLTP-forbrugstallene for disse køretøjer bliver indsat i systemet, vil Motorstyrelsen foretage en omberegning. 

Læs mere om udløb af overgangsordning med NEDC2-målenorm og overgangen til WLTP-målenorm i Motorstyrelsens nyhedsbrev af 3. august 2021.

Sådan skal værditabsberegningerne foretages fremadrettet

Nedenstående gælder kun leasingaftaler m.v., hvor afgiftsperioden er påbegyndt den 17. december 2020 eller tidligere, og som ikke er blevet forlænget den 18. december 2020 eller senere.

I perioden fra den 1. juni 2021 og indtil Motorregistret tilrettes, vil værditabsberegningerne i Motorregistret som nævnt ske ud fra de nye regler. Disse værditabsberegninger vil dog på et tidspunkt blive genoptaget af Motorstyrelsen, så beregningen i stedet sker efter de tidligere gældende regler.

Ønsker man som virksomhed at kende den korrekte værditabsberegning (fx til intern brug), sådan som den vil blive, når Motorstyrelsen på et tidspunkt har genoptaget værditabsberegningen, skal værditabsberegningen beregnes med udgangspunkt i de tidligere gældende regler, men med de satser, der er gældende på beregningstidspunktet.

Er værditabsberegningen foretaget i 2021, skal beregningen ske ud fra de tidligere gældende regler, men med 2021-satser (fx reguleres skalaknæk årligt, ligesom indfasningsreglerne samt bundfradrag for el- og plugin-hybridkøretøjer ændrede sig fra 2020 til 2021). Dette er de samme regler, som blev anvendt i Motorregistret indtil den 31. maj 2021.

For en nærmere beskrivelse af de tidligere gældende regler henvises til 2021-1-udgaven af Den juridiske vejledning, afsnit I.A.1.4 og I.A.1.5.

Så snart der foreligger en afklaring i forhold til Motorregistret, vil Motorstyrelsen offentliggøre et nyhedsbrev om den videre proces og mulighederne for genoptagelse.

Afgrænsning af nyhedsbrevet

Dette nyhedsbrev omhandler kun de værditabsberegninger, som ikke foretages som følge af en genberegning efter registreringsafgiftslovens § 9 a.

Foretages værditabsberegningen som en følge af genberegningen, vil værditabsberegningen følge de samme regler, som gælder i forbindelse med genberegningen.

Skal genberegningen fx omberegnes med udgangspunkt i de nye regler, som trådte i kraft den 1. juni 2021, vil dette også medføre, at den værditabsberegning, som foretages som følge af genberegningen, bliver omberegnet med udgangspunkt i de nye regler.

Det samme gælder, hvis køretøjet er omfattet af overgangsordningen om, at de pr. 17. december 2020 gældende regler skal anvendes ved genberegningen. Dette vil også medføre, at værditabsberegningen, som er foretaget som følge af genberegningen, bliver omberegnet med udgangspunkt i de pr. 17. december 2020 gældende regler.

For en nærmere beskrivelse af overgangsordningen om genberegning henvises til Motorstyrelsens nyhedsbrev af 20. maj 2021.