Dato for udgivelse
08 dec 2021 12:30
Til
Borgere og virksomheder, som har et køretøj, der er registreret med NEDC2-målenorm
Sagsnummer
21-0263157
Ansvarlig styrelse
Motorstyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
Motorstyrelsen – 72 22 15 15
Resumé

For køretøjer, der er registreret med NEDC2-målenormen, skal der som udgangspunkt i resten af køretøjets levetid betales grøn ejerafgift (brændstofforbrugsafgift) efter NEDC2-tallene. Hvis der skal beregnes registreringsafgift på ny, herunder eksportgodtgørelse, for sådanne køretøjer efter den 1. januar 2021, skal det imidlertid ske på baggrund af WLTP-målenormen.

Tilføjelser til nyhedsbrevet

8. december 2021: Motorstyrelsen har tilføjet ny tekst vedrørende køretøjer, der afgiftsberigtiges på baggrund af en CO2-udledning opgjort efter WLTP-målenormen. Det nye afsnit er markeret med overskriften: Tilføjelse 8. december 2021.

24. september 2021: Motorstyrelsen har tilføjet et ekstra afsnit til nyhedsbrevet. Det nye afsnit er markeret med overskriften: Tilføjelse 24. september 2021.


Om overgang fra NEDC2 til WLTP

Nye køretøjer har siden 1. september 2017 været omfattet af en overgangsordning, hvor brændstofforbrug og CO2-udledning er fastsat efter målenormen NEDC2. Nye varebiler har dog først været omfattet fra den 1. september 2018.

Overgangsordningen udløb den 31. december 2020, og derfor skal køretøjer, som i overgangsperioden er registreret med forbrug fastsat efter NEDC2-målenormen, i forbindelse med eventuel beregning af registreringsafgift fra den 1. januar 2021 og frem overgå til at anvende forbrugstal fastsat efter WLTP-målenormen.

Registreringsafgift vil fx skulle beregnes og betales for:

  • tidligere afgiftsfritagne køretøjer
  • køretøjer, som skal eksporteres, og hvor der i forbindelse med eksporten skal udbetales eksportgodtgørelse
  • køretøjer, som tidligere har været afgiftsberigtiget efter reglerne om forholdsmæssig registreringsafgift (leasing m.v.), og som ønskes indregistreret på ny.

For disse køretøjer vil det dog stadig være NEDC2-forbrugstallene, der skal anvendes ved beregning af grøn ejerafgift (brændstofforbrugsafgift). Der vil derfor for disse køretøjer skulle anvendes forskellige målenormer ved beregninger af grøn ejerafgift (NEDC2) og registreringsafgift (WLTP).

Motorregistret kan imidlertid ikke på nuværende tidspunkt håndtere flere forskellige brændstofnormer og forbrugstal pr. køretøj, og Motorstyrelsen ligger endnu ikke inde med WLTP-tallene for de berørte køretøjer. Det er ikke muligt at beregne WLTP-tallene ud fra NEDC2-tallene.

Registreringsafgiften vil derfor i en periode blive beregnet ud fra NEDC2-forbrugstallene for de køretøjer, hvor denne brændstofnorm fremgår i Motorregistret. Det medfører, at det ikke er den korrekte registreringsafgift, der opkræves i første omgang.

Registreringsafgiften vil for disse køretøjer blive omberegnet på baggrund af WLTP-tal, og forskelsbeløb vil blive efteropkrævet eller tilbagebetalt, når Motorregistret er ændret, så det kan håndtere flere sæt brændstofnormer og forbrugstal for det samme køretøj.

Når de nødvendige systemændringer er foretaget, og Motorstyrelsen har fået adgang til WLTP-tallene, udsender vi et nyt nyhedsbrev om den nærmere proces og om, hvilke køretøjer Motorstyrelsen omberegner registreringsafgiften for.

Tilføjelser 24. september 2021: Omberegning er ikke endelig for køretøjer med NEDC2-målenorm

Motorstyrelsen er i gang med at omberegne registreringsafgiften for et større antal køretøjer som følge af lov nr. 203 af 13. februar 2021.

Dette arbejde er beskrevet nærmere i Motorstyrelsens nyhedsbreve:

    • af 10. februar 2021 (om vedtagelse af lovforslag om ændringer af afgifter på motorområdet - aftale om grøn omstilling af vejtransporten)
    • af 26. august 2021 (om fejl i Motorregistreret for visse værditabsberegninger foretaget fra og med 1. juni 2021).

Omberegninger af køretøjer, der er registreret med NEDC2-målenormen og afgiftsberegnet i 2021, er ikke nødvendigvis endelige (se mere i nyhedsbrevet af 26. august 2021).

Hidtil har det ikke fremgået af Motorstyrelsens afgørelser til borgere  og virksomheder, at registreringsafgiften for disse køretøjer kan blive omberegnet endnu en gang. Men Motorstyrelsen er i gang med at ændre afgørelserne om omberegning, så det fremover fremgår, at registreringsafgiften ikke er endelig for disse køretøjer.

Tilføjelse 8. december 2021: Målenormen WLTP skal bruges ved visse afgiftsberigtigelser i 2020

Køretøjer, som i perioden fra og med 18. december til og med 31. december 2020 skal have beregnet registreringsafgiften efter reglerne i lov nr. 203 af 13. februar 2021, får beregnet et tillæg i registreringsafgiften, som afhænger af køretøjets CO2-udledning. Grundlaget for tillægget er den CO2-udledning, der er fastsat i overensstemmelse med målenormen WLTP, hvis WLTP-forbrugstal findes for køretøjet. Dette fremgår af registreringsafgiftsloven § 4, stk. 3.

Det betyder, at disse køretøjer ikke er omfattet af overgangsordningen om NEDC2, selvom den først udløb 31. december 2020. Overgangsordningen omfatter nemlig kun køretøjer, som afgiftsberigtiges efter de tidligere regler i registreringsafgiftsloven, hvor der blev givet tillæg eller fradrag baseret på køretøjets brændstofforbrug.

Motorstyrelsen vil omberegne registreringsafgiften for disse køretøjer på baggrund af WLTP-forbrugstal, og forskelsbeløb vil blive efteropkrævet eller tilbagebetalt, når Motorregistret er ændret, så det kan håndtere flere sæt brændstofnormer og forbrugstal for det samme køretøj.

Registrering af målenorm i Motorregisteret

For køretøjer, som er registreret med NEDC2-målenormen, er det på nuværende tidspunkt ikke muligt at fastholde denne målenorm, hvis der skal foretages et registreringssyn. Her vil synsvirksomheden være nødsaget til at ændre målenormen, da NEDC2 ikke længere accepteres i Motorregistret.

Motorstyrelsen arbejder på at løse dette problem, så det bliver muligt at fastholde NEDC2 som målenorm for de køretøjer, der oprindeligt er registreret med denne norm.

Ejere af køretøjer, som fejlagtigt har fået ændret målenorm i forbindelse med et registreringssyn, skal blot afvente, at fejlen bliver rettet i Motorregistret. Færdselsstyrelsen har udsendt information til synsvirksomhederne om, hvordan de efter et syn skal orientere Motorstyrelsen, så rettelsen bliver foretaget af Motorstyrelsen, når Motorregistret er blevet ændret, så angivelse af NEDC2 som målenorm igen er mulig for disse køretøjer.

I tilfælde hvor ændringen af målenorm har medført forkert afregning af ejerafgift eller registreringsafgift, vil Motorstyrelsen efteropkræve eller tilbagebetale beløbene.