Indhold

Dette afsnit beskriver fritagelse for CFC-beskatning for visse finansielle datterselskaber.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Finansielle selskaber
  • Betingelser for undtagelse fra CFC-reglerne
  • Tidligere dispensationer

Regel

Adgangen til at indrømme dispensation for CFC-beskatning i SEL § 32, stk. 2, er blevet ophævet med lov nr. 1180 af 8. juni 2021. I stedet er der indført en generel undtagelse for CFC-beskatning for finansielle selskaber.

Er datterselskabet et finansielt selskab, skal der kun ske CFC-beskatning, hvis mere end en tredjedel af CFC-indkomsten hidrører fra transaktioner med moderselskabet eller dets tilknyttede personer. Ved finansielt selskab forstås enheder som nævnt i artikel 2, nr. 5, i Rådets direktiv 2016/1164/EU af 12. juli 2016 om regler til bekæmpelse af metoder til skatteundgåelse, der direkte indvirker på det indre markeds funktion. Se SEL § 32, stk. 2.

Finansielle selskaber

Finansielle selskaber er de selskaber, som er omfattet af skatteundgåelsesdirektivets artikel 2, nr. 5. Ved et finansielt selskab forstås herefter:

  1. et kreditinstitut eller et investeringsselskab som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF5) eller en forvalter af alternative investeringsfonde (FAIF) som defineret i artikel 4, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU6) , eller et administrationsselskab for et institut for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitut) som defineret i artikel 2, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/ EF7
  2. et forsikringsselskab som defineret i artikel 13, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF8)
  3. et genforsikringsselskab som defineret i artikel 13, nr. 4), i direktiv 2009/138/EF
  4. en arbejdsmarkedsrelateret pensionskasse, som er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/41/EF9), medmindre en medlemsstat har besluttet ikke at anvende nævnte direktiv helt eller delvist på denne pensionskasse, jf. nævnte direktivs artikel 5, eller på en repræsentant for den arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasse, jf. nævnte direktivs artikel 19, stk. 1
  5. pensionsinstitutter, som forvalter pensionsordninger, der betragtes som sociale sikringsordninger omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/200410) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 987/200911) samt alle retlige enheder, der er oprettet med henblik på investering i sådanne ordninger
  6. en alternativ investeringsfond (AIF), der forvaltes af en FAIF som defineret i artikel 4, stk. 1, litra b), i direktiv 2011/61/EU, eller en AIF, der er underkastet tilsyn i henhold til gældende national ret
  7. et investeringsinstitut, jf. artikel 1, stk. 2, i direktiv 2009/65/EF
  8. en central modpart som defineret i artikel 2, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/201212)
  9. en værdipapircentral som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 909/201413

Betingelser for undtagelse fra CFC-reglerne

Finansielle datterselskaber undtages fra CFC-reglerne, såfremt mindre end 1/3 af datterselskabets CFC-indkomst hidrører fra transaktioner med moderselskabet og dets tilknyttede personer. Det vil således være et krav, at størstedelen af datterselskabets CFC-indkomst hidrører fra transaktioner med uafhængige parter for at blive undtaget fra CFC-reglerne.

Tidligere dispensationer

Eksisterende fritagelser for finansielle selskaber meddelt af Skatterådet efter den tidligere bestemmelse i SEL § 32, stk. 2, 2. pkt., vil ikke kunne opretholdes, når Lov nr. 1180 af 8. juni 2021, har virkning. Sådanne fritagelser vil derfor ophøre med virkning fra indkomstår, der påbegyndes den 1. juli 2021 eller senere. Se Skatteudvalget 2020-21, L 89 Bilag 1.