Dato for udgivelse
14 Apr 2005 14:53
Resumé
Ved retten i Taastrup er en 35 årig direktør fra Sydkysten idømt 2½ års ubetinget fængsel for bedrageri og skyldnersvig til en værdi af 10,7 mio. kr. Hovedforholdet vedrørte momskarruselsvig til ca. 10 mio. kr.

Sagen, der har været efterforsket af Glostrup politi i samarbejde med ToldSkat Sydsjælland og ToldSkat Nordsjælland-Bornholm, tog sin begyndelse i starten af august 2004, hvor ToldSkat havde modtaget oplysninger om formodet momskarruselsvig.

På baggrund af ToldSkats undersøgelser blev sagen i oktober 2004 overgivet til politiet, idet de foretagne undersøgelser understøttede mistanken om momssvig.

Den 24. november 2004 blev der foretaget ransagning forskellige steder i Storkøbenhavn, og ved et grundlovsforhør den 25. november 2004 blev den nu dømte direktør varetægtsfængslet.

Den videre efterforskning viste, at direktøren via en række selskaber havde importeret mobiltelefoner til en værdi af ca. 46 mio. kr. og videresolgt disse med tab, hvorved de omhandlede selskaber var ude af stand til at betale den opkrævede moms.

Direktøren, der har siddet varetægtsfængslet siden november 2004, har erkendt forholdet, og sagen har været behandlet som en tilståelsessag.

Ud over det rent strafferetlige er der indgivet konkursbegæring mod 3 selskaber og direktøren personligt.

Kontakt: Funktionschef Vagn Pedersen, ToldSkat Sydsjælland, Region Køge, tlf. 22 78 60 28.