Parter

1)  H1 GmbH

2)  A
(begge v/advokat Peter Lambert)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/ advokat David Auken)

Afsagt af
Afsagt den 19. maj 2021 af Østre Landsrets 10. afdeling

(landsdommerne Malou Kragh Halling, Katja Høegh og Nicolai Uggerhøj-Winther).

Sagens baggrund og parternes påstande
Disse sager er anlagt den 16. juli 2010 (B-2955-10) og den 28. september 2011 (B-3627-11) ved Københavns Byret og er ved kendelser af 6. oktober 2010 (B-2955-10) og 14. november 2011 (B-3627-11) henvist til behandling ved Østre Landsret i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1, hvor de har været behandlet samlet.

Sagsøgerne, H1 GmbH og A, har i processkrift af 5. oktober 2020 nedlagt endelig påstand i begge sager om, at Skatteministeriet skal anerkende, at A ved indgåelse af leasingkontrakt, identisk med den i anmeldelse til SKAT af 9. juni 2010 indeholdte og med en tilsvarende fremtidig lejeperiode, straks mod erlæggelse af forholdsmæssig registreringsafgift for den aftalte lejeperiode kan ibrugtage motorkøretøj Bentley xxxx..........20 til kørsel i Danmark.

Påstanden svarer til en tidligere under sagen nedlagt påstand i sag B-2955-10, som Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle over for ved brev af 27. februar 2018.

Skriftvekslingen har, jf. nærmere nedenfor, herefter angået andre påstande nedlagt af H1 GmbH og A. Alle yderligere påstande er frafaldet af H1 GmbH og A ved processkriftet af 5. oktober 2020.

Efter den 5. oktober 2020 har skriftvekslingen alene angået sagsomkostninger.

H1 GmbH og A har i den forbindelse i deres første indlæg om sagsomkostninger af 19. november 2020 anmodet om, at der i medfør af TEUF artikel 167, stk. 3, stilles præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen om effektivitetsprincippets betydning for nationale regler om sagsomkostninger, herunder i form af udgift til advokat i sager der er nødvendige for at håndhæve rettigheder, som følger af EU-retten. H1 og A har foreslået, at der stilles følgende spørgsmål:

"

1. Er det foreneligt med EU-retten, herunder navnlig effektivitetsprincippet, såfremt nationale regler og praksis om udmåling af sagsomkostninger i retssager, herunder sagsomkostninger i form af udgifter til advokatbistand, medfører, at en borger eller virksomhed ikke i alt væsentligt får dækket sine sagsomkostninger til førelse af en retssag, som har været nødvendig for at håndhæve borgerens eller virksomhedens rettigheder ifølge EU-retten over for en medlemsstat?
   
   
2. Er det foreneligt med EU-retten, herunder navnlig effektivitetsprincippet, såfremt nationale regler og praksis om udmåling af sagsomkostninger i retssager, herunder sagsomkostninger i form af udgifter til advokatbistand, indebærer, at en borger eller virksomhed, som over for en medlemsstat har fået medhold i en retssag om håndhævelse af den pågældendes rettigheder efter EU-retten, tilkendes sagsomkostninger efter takster, som principielt er uafhængige af parternes faktiske advokatudgifter?
   
   
3. Hvilken betydning skal det i denne sammenhæng tillægges, såfremt de pågældende nationale regler og praksis indebærer, at tilkendte sagsomkostninger hverken afspejler de satser, der almindeligvis opkræves for advokatbistand, eller dækker en væsentlig del af de udgifter, der reelt er afholdt?"

Skatteministeriet har protesteret mod, at der sker præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen.

Spørgsmålet herom og landsrettens stillingtagen til sagsomkostninger har været behandlet skriftligt og afgøres ved denne dom.

Sagsfremstilling
Sagerne vedrører oprindelig følgende to tvister mellem parterne, for det første om H1 GmbH (herefter H1) og A har krav på, at A (bosiddende i Danmark) som leasingtager af en af H1 (hjemmehørende i Tyskland) leaset bil kan tage bilen i brug straks mod erlæggelse af en forholdsmæssig registreringsafgift for den aftalte leasingperiode uden at afvente SKAT’s behandling af en ansøgning af 9. juni 2010 herom (spørgsmålet om "straks-ibrugtagning"), og for det andet om SKAT med rette har givet afslag på nævnte ansøgning af 9. juni 2010 ved afgørelse af 21. oktober 2010 med henvisning til navnlig, at det ikke kunne konstateres, at H1 var ejer af den leasede bil (spørgsmålet om berettigelsen af SKAT’s afslag på at give tilladelse til betaling af forholdsmæssig registreringsafgift).

H1 og As oprindelige påstande i sag B-2955-10 i stævning af 16. juli 2010 lød:

"

1. Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgerne har krav på, at A straks kan ibrugtage motorkøretøj Bentley xxxx..........20 til kørsel i Danmark på udenlandske nummerplader.
   
   
2. Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgerne har krav på, at A straks kan ibrugtage motorkøretøj Bentley xxxx..........20 til kørsel i Danmark på danske midlertidige nummerplader udstedt i henhold til hjemlen i kapitel 11 i Registreringsbekendtgørelsen."

I sag B-3627-11 lød H1 og As oprindelige påstande i stævning af 28. september 2011:

"

1. SKAT’s afgørelse af 21. oktober 2010 i sag nr. 10-110847 som stadfæstet af Landsskatteretten ved afgørelse af 29. juni 2011 i sag nr. 11-00057, ophæves.
   
   
2. Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at motorkøretøj Bentley xxxx..........20 tilhører H1 GmbH."

Skatteministeriet påstod frifindelse i begge sager.

Ved replik af 4. januar 2011 ændrede H1 og A påstandene i sag B-2955-10 til følgende (den herefter nedlagte principale påstand 3 svarer til den nu endelige påstand):

"

1. Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at motorkøretøj Bentley xxxx..........20 tilhører H1 GmbH.
   
   
2. Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at enhver retsgyldig aftale mellem sagsøgerne, som ikke indebærer retten til varig anvendelse, men kun indebærer retten til midlertidig anvendelse, af Bentley xxxx..........20 til kørsel i Danmark berettiger sagsøgerne til at få bilen indregistreret mod erlæggelse af forholdsmæssig registreringsafgift for den faktiske brugsperiode.
   
   
3. Sagsøgte tilpligtes at anerkende,
   
   principalt, at A ved indgåelse af en leasingkontrakt, identisk med den i anmeldelse til SKAT af 9. juni 2010 indeholdte og med en tilsvarende fremtidig lejeperiode, straks mod erlæggelse af forholdsmæssig registreringsafgift for den aftalte lejeperiode kan ibrugtage motorkøretøjet Bentley xxxx..........20 til kørsel i Danmark,
   
   subsidiært, at sagsøgerne, i tilfælde af danske myndigheders krav om indbetaling af den fulde registreringsafgift på ibrugtagelsestidspunktet af Bentley xxxx..........20 til kørsel i Danmark og i tilfælde af myndighedernes manglende godkendelse eller afslag på godkendelse af at forholdsmæssig registreringsafgift kan finde anvendelse, har krav på, ved bilens afregistrering, at få godtgjort den del af registreringsafgiften, som forholdsmæssigt ligger ud over den faktiske anvendelsesperiode."

Over for disse ændrede påstande påstod Skatteministeriet principalt afvisning og subsidiært frifindelse over for påstand 1 og 2 og frifindelse for påstand 3.

Ved replik af 21. december 2011 nedlagde H1 og A følgende yderligere påstand i sag B-3627-11:

"

3. Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at skattemyndighedernes vilkår for tilladelse til afgiftsberettigelse i henhold til registreringsafgiftslovens § 3b strider mod EU-retten."

Skatteministeriet påstod frifindelse heroverfor.

Ved processkrift 1 af 25. maj 2011 frafaldt H1 og A påstand 2 i sag B-2955-10, idet påstanden i stedet blev gjort gældende som et anbringende. Den hidtidige påstand 3 (hvor den principale påstand svarede til den nu endelige påstand) blev herefter til påstand 2.

H1 og A anmodede endvidere landsretten om forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen. Skatteministeriet protesterede herimod, og der blev herefter afholdt formalitetsprocedure den 28. marts 2014 om forelæggelsesspørgsmålet. Landsretten besluttede ved kendelse af 4. juni 2014, at der skulle ske præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen. Sagen blev herefter udsat på parternes udarbejdelse af fælles udkast til forelæggelseskendelse, og der blev den 12. marts 2015 holdt et forberedende møde, hvorunder et udkast blev drøftet.

Den 21. maj 2015 afsagde landsretten kendelse om forelæggelse af to præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen vedrørende foreneligheden med EU-retten, herunder navnlig TEUF artikel 56, af en lovgivning som den dagældende danske, hvorefter et køretøj ikke kan tages i brug, mens myndighederne behandler en ansøgning om tilladelse til betaling af forholdsmæssig registreringsafgift, og foreneligheden med EU-retten af en ordning som den i Danmark etablerede forhåndsgodkendelsesprocedure for ibrugtagning.

EU-Domstolen besvarede de præjudicielle spørgsmål ved dom af 18. januar 2018 i sag C-249/15 og fastslog, at artikel 56 er til hinder for en national lovgivning og praksis som den i sagen omhandlede om krav om forhåndsgodkendelse eller betaling af fuld registreringsafgift, før der kan ske ibrugtagning af køretøjet. Det anføres blandt andet:

"Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 56 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning og administrative praksis som omhandlet i hovedsagen, hvorefter

• ibrugtagning af et køretøj, som en person, der er bosiddende i denne medlemsstat, leaser hos et leasingselskab hjemmehørende i en anden medlemsstat med henblik på en midlertidig anvendelse af dette køretøj i førstnævnte medlemsstat mod betaling af en registreringsafgift, der beregnes pro rata i forhold til varigheden af denne anvendelse, for så vidt angår denne betaling er betinget af en forhåndsgodkendelse fra skattemyndighederne i førstnævnte medlemsstat, uden hvilken det nævnte køretøj principielt ikke kan ibrugtages på dets område, og
  
  
• adgangen til at tage et sådant køretøj i brug med det samme i førstnævnte medlemsstat, mens den betalingspligtiges ansøgning om tilladelse til betaling af en registreringsafgift af nævnte køretøj, der beregnes pro rata i forhold til dets anvendelse i førstnævnte medlemsstat, behandles, er betinget af, at den fulde registreringsafgift er betalt forud herfor, idet for meget opkrævet afgift tilbagebetales med rente, hvis og når den betalingspligtige har fået denne tilladelse fra nævnte skattemyndigheder til en forholdsmæssig afgiftsberigtigelse"

Ved brev af 27. februar 2018 tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle vedrørende H1 og As principale påstand 2 i sag B-2955-10, som svarer til den nu endelige påstand i begge sager.

Ved processkrift 2 af 2. marts 2018 frafaldt H1 og A de påstande, der vedrørte SKAT’s afgørelse af 21. oktober 2010 og H1´s ejerskab til den leasede bil.

I sag B-2955-10 lød påstandene herefter (idet den subsidiære påstand 1 svarede til den nu i begge sager endeligt nedlagte påstand):

"

1. Skatteministeriet skal anerkende,
   
   principalt, at A straks, subsidiært på et af Landsretten fastsat senere tidspunkt, kan tage motorkøretøj Bentley xxxx..........20 i brug i Danmark mod betaling af registreringsafgift i forhold til varigheden af bilens anvendelse i Danmark.
   
   
2. Skatteministeriet skal anerkende, at H1 GmbH alene skal betale en registreringsafgift, der beregnes pro rata i forhold til varigheden af den faktiske anvendelse, (1) når H1 GmbH som udlejer af motorkøretøj Bentley xxxx..........20 har indgivet ansøgning om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift, og (2) når motorkøretøjet er taget i brug i Danmark med henblik på midlertidig anvendelse, (3) selv om myndighederne afslår en ansøgning om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift, forudsat (4) motorkøretøjet faktisk udføres af Danmark straks efter den midlertidige anvendelses ophør."

I sag B-3627-11 blev påstandene i processkriftet nedlagt som følger (påstand 1 svarede til en tidligere nedlagt påstand, men var nu påstand 1, og den nye påstand 2 svarede til den nye påstand 2 i sag B-2955-10):

"

1. Skatteministeriet skal anerkende, at A kan tage motorkøretøj Bentley xxxx..........20 i brug i Danmark, mod at sagsøgerne betaler registreringsafgift i forhold til varigheden af køretøjets anvendelse i Danmark".
   
   
2. Skatteministeriet skal anerkende, at H1 GmbH alene skal betale en registreringsafgift, der beregnes pro rata i forhold til varigheden af den faktiske anvendelse, (1) når H1 GmbH som udlejer af motorkøretøj Bentley xxxx..........20 har indgivet ansøgning om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift, og (2) når motorkøretøjet er taget i brug i Danmark med henblik på midlertidig anvendelse, (3) selv om myndighederne afslår en ansøgning om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift, forudsat (4) motorkøretøjet faktisk udføres af Danmark straks efter den midlertidige anvendelses ophør."

Skatteministeriet nedlagde i processkrift af 20. april 2018 principal påstand om afvisning af alle H1 og As påstande, bortset fra H1 og As subsidiære påstand 1 i sag B-2955-10, som ministeriet på ny tog bekræftende til genmæle over for. Der blev således på ny taget bekræftende til genmæle over for det, som nu er den endelige påstand i begge sager. Skatteministeriet foreslog endvidere i sag B-3627-11 H1 og A at nedlægge en påstand om, at "Skatteministeriet skal anerkende, at sagsøgernes ansøgning af 9. juni 2010 om tilladelse til afgiftsberigtigelse af køretøjet Bentley, stelnummer xxxx..........20, i henhold til registreringsafgiftslovens § 3 b, skulle være imødekommet af SKAT." Over for en sådan justeret påstand angav Skatteministeriet at ville fastholde den tidligere nedlagte frifindelsespåstand.

H1 og A fastholdt ved processkrift af 23. maj 2018 de i processkrift af 2. marts 2018 nedlagte påstande og nedlagde endvidere den af Skatteministeriet foreslåede påstand som ny påstand 3 i sag B-3627-11.

Skatteministeriet fastholdt ved processkrift af 19. juni 2018 de i processkriftet af 20. april 2018 nedlagte påstande.

Ved lov nr. 1126 af 19. november 2019 om ændring af registreringsafgiftsloven og forskellige andre love blev registreringsafgiftslovens § 3 b ændret, således at der blev indført et nyt stk. 4 og 5. Det blev herved på en række nærmere angivne betingelser muligt at tage et køretøj i anvendelse forud for opnåelse af tilladelse til betaling af forholdsmæssig registreringsafgift. Herudover indebar ændringerne, at skatteformyndighederne skal tilbagebetale eventuelle forudbetalte beløb, som vedrører den del af afgiftsperioden, der ligger efter tidspunktet for afslaget på ansøgning, med et nærmere reguleret fradrag. Lovændringen var, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 2.11 i lovforslaget hertil (lovforslag nr. 24 af 2. oktober 2019), en følge af EU-Domstolens præjudicielle afgørelse i sagen.

H1 og A frafaldt ved processkrift 4 af 5. oktober 2020 alle påstande i begge sager bortset fra den ovennævnte endelige påstand, som nu blev nedlagt i begge sager, og som Skatteministeriet som nævnt havde taget bekræftende til genmæle over for i sag B- 2955-10 ved brev af 27. februar 2018. Som begrundelse for at frafalde de øvrige påstande anførte H1 og A, at der henset til de ændringer af registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 4 og 5, som EU-Domstolens præjudicielle afgørelse havde medført, og da Skatteministeriet havde taget bekræftende til genmæle over for den endelige og nu eneste påstand, var der ikke anledning til at føre sag om de øvrige påstande.

Parterne fik herefter frist til at komme med bemærkninger om sagsomkostninger, og der har herefter været skriftveksling herom, hvorunder H1 og A som nævnt har anmodet om, at der stilles præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen.

Parternes synspunkter
H1 og A har vedrørende spørgsmålet om sagsomkostninger anført navnlig, at Skatteministeriet skal betale sagsomkostninger til H1 og A udmålt efter sagernes udfald og det arbejde, der har været forbundet med sagernes udførelse. Sagerne har været sambehandlet siden november 2011, og havde der formelt set kun været tale om én sag, ville det utvivlsomt have været H1 og A, der skulle tilkendes sagsomkostninger. Det skal tillægges betydning, at H1 og As anbringender gennem hele sagen har været baseret på EU-ret, mens en betydelig del af Skatteministeriets anbringender udelukkende har været baseret på danske administrative forskrifter. Det skal endvidere tillægges betydning, at der har været forelagt præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen, og at sagerne har været nødvendige for håndhævelse af H1 og As rettigheder efter EU-retten.

Sagerne har haft to overordnede temaer: 1) spørgsmålet om straks-ibrugtagning af køretøjet, mens en ansøgning om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift var under behandling, og 2) spørgsmålet, om den i sagen omhandlede ansøgning om forholdsmæssig registreringsafgift skulle være imødekommet og herunder navnlig om de danske bestemmelsers overensstemmelse med EU-retten - hvoraf den præjudicielle forelæggelse alene vedrørte det første spørgsmål. Efter lovændringerne, som er en direkte følge af EU-Domstolens dom i sagerne, og da Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle over for påstanden om straks-ibrugtagning, har der ikke længere været anledning til at føre sag om de i øvrigt nedlagte påstande. Den tidligere påstand 2 i sagerne, som vedrørte spørgsmålet, om Skattemyndighederne kunne kræve betaling af fuld registreringsafgift ved afslag på en ansøgning om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift, hvis køretøjet var taget i brug, var fortsat aktuel ved indgivelse af processkrifterne af 23. marts og 23. maj 2018. Først ved lovændringen pr. 1. januar 2020 havde H1 og A ikke længere interesse i at fastholde påstanden. Påstandene angående berettigelsen af SKAT’s afslag af 21. oktober 2010 blev frafaldet den 5. oktober 2020 som følge af, at H1 og A ikke længere havde nogen aktuel interesse heri, og at det ikke var lykkedes at få Kommissionen til at gå ind i spørgsmålet. Tyngdepunktet og langt hovedparten af det tidsforbrug, der er anvendt i sagen, er anvendt forud for og i forbindelse med hovedforhandlingen for EU-Domstolen den 14. juli 2016.

Angående udmålingen af sagsomkostninger har sagerne været forbundet med et betydeligt tidsforbrug, herunder som følge af den præjudicielle forelæggelse for EU-Domstolen og sagernes usædvanligt langstrakte forløb, hvilket har medført, at H1 og A har haft udgifter på i alt 2.335.000 kr. inkl. moms til advokat siden juli 2010. Udgifterne vedrører et samlet tidsforbrug på i alt 1463,1 timer, der fordeler sig med 391,6 timer til advokat Peter Lambert, 790,8 timer til advokatfuldmægtig, senere advokat Carl Christian von Scholten Illum, 177,3 timer til advokat Asbjørn de Roepstorff og 103,4 timer til en stud. jur. Temaet om straks-ibrugtagning må på grund af den præjudicielle forelæggelse anses for at have haft betydeligt større indflydelse på sagsomkostningerne end spørgsmålet om SKAT’s afslag på den konkrete ansøgning. Der har endvidere været udlæg i relation til den mundtlige forhandling i Luxembourg på i alt 10.674,04 kr. til to advokaters flyrejse og hotelophold. Hverken H1 eller A er momsregistrerede.

Vedrørende anmodningen om præjudiciel forelæggelse følger det af EU-Domstolens praksis om effektivitetsprincippet, at medlemsstaternes processuelle regler ikke i praksis må gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der følger af EU-retten. Der foreligger så vidt ses ikke praksis fra EU-Domstolen vedrørende effektivitetsprincippets betydning for de nationale regler om udmåling af sagsomkostninger, men i Kantarev-dommen, C-571/16, er det fastslået, at et forholdsmæssigt retsgebyr på 4% af tvistens værdi kan udgøre en uoverstigelig hindring i strid med effektivitetsprincippet. Udmåles der nationalt sagsomkostninger efter vejledende takster, som principielt er uafhængige af parternes faktiske udgifter, herunder advokatudgifter, og som generelt ikke afspejler de satser, der almindeligvis opkræves for advokatbistand, eller dækker nogen væsentlig del af de udgifter, der reelt er afholdt til dækning af de omkostninger til advokatbistand, som påløber under en retssag mod statslige myndigheder om håndhævelse af de rettigheder, der følger af EU-retten, kan det i praksis gøre det uforholdsmæssigt vanskeligt at håndhæve rettighederne. Landsrettens afgørelse om sagsomkostninger kan ikke appelleres uden Procesbevillingsnævnets tilladelse, hvorfor landsretten er forpligtet til at forelægge spørgsmålet, hvis afgørelsen heraf er nødvendig for at afsige dom, jf. TEUF artikel 267, stk. 3. Spørgsmålet har ikke hypotetisk karakter henset til bestemmelsen i retsplejelovens § 316, stk. 1, 2. pkt., og landsretspræsidenternes vejledende takster. Dertil kommer, at det fremgår af konsulenthuset Rambølls markedsanalyse fra 2015 og af den juridiske tænke-tank Justitias analyse om erhvervslivets adgang til domstolene fra 2020, at de af domstolene tilkendte sagsomkostninger generelt udgør en reel hindring for at håndhæve rettigheder ved domstolene, og at det medfører en væsentlig ubalance i styrkeforholdet mellem parterne, at de tilkendte sagsomkostninger generelt er betydeligt lavere end de omkostninger, som staten selv anvender til at føre de pågældende sager. Disse sager adskiller sig væsentligt fra Østre Landsrets sag, B-186-16, og landsrettens undladelse af at forelægge præjudicielle spørgsmål i den pågældende sag, kan derfor ikke være afgørende i nærværende sager. Blandt andet angår sag B-186-16 et erstatningskrav, som udløber af den danske stats opkrævning af en afgift (ambi) i strid med EU-retten. I den pågældende sag er landsretten ikke sidste instans. Spørgsmålet om de danske regler og praksis om udmåling af sagsomkostninger i sager om håndhævelse af borgernes EU-rettigheder er desuden kun ét blandt flere spørgsmål, som kan være afgørende for sagens udfald, og landsretten har i sin kendelse af 4. marts 2019 i sagen anført, at det er landsrettens foreløbige vurdering, at det ikke er nødvendigt med en præjudiciel forelæggelse, men sagen verserer fortsat, og landsretten har i sin kendelse af 9. marts 2020 henholdt sig til begrundelsen i kendelsen af 4. marts 2019.

Skatteministeriet har vedrørende spørgsmålet om sagsomkostninger anført navnlig, at det kun er sag B-2955-10, som har vedrørt As ret til straks-ibrugtagning af det omhandlede køretøj ved indgivelse af ansøgning om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift. H1 og A har ikke angivet en økonomisk værdi af sagen. EU-Domstolen traf afgørelse ved dom af 18. januar 2018, og Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle ved brev af 27. februar 2018 vedrørende påstanden om straks-ibrugtagning, hvorfor sagen kunne have været afsluttet allerede på det tidspunkt. I stedet nedlagde H1 og A en påstand 2 i begge sager, der var af hypotetisk karakter, idet A ikke tog køretøjet i brug, og da H1 ikke betalte nogen afgift af køretøjet. Dertil kom, at påstanden var uden sammenhæng med retten til straks-ibrugtagning eller spørgsmålet om berettigelse af SKAT’s afslag på ansøgning om forholdsmæssig registreringsafgift. Den pågældende påstand blev først frafaldet den 5. oktober 2020. H1 og A skal derfor ikke tilkendes sagsomkostninger for arbejde udført i tiden efter, at Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle.

Sag B-3627-11 angik berettigelsen af SKAT’s afgørelse af 21. oktober 2010, hvor H1 og A ved processkrift af 23. maj 2018 på ny nedlagde påstand 3 om, at Skatteministeriet skulle anerkende, at ansøgningen skulle have været imødekommet af SKAT. Påstanden er frafaldet, og H1 og A har derfor tabt denne sag, hvorfor Skatteministeriet skal tilkendes sagsomkostninger. I sagen har der været gennemført fuld skriftveksling, og sagen var berammet til hovedforhandling. Heller ikke i denne sag er der angivet en økonomisk værdi.

Angående spørgsmålet om præjudiciel forelæggelse har Skatteministeriet til støtte for, at der ikke skal ske præjudiciel forelæggelse anført navnlig, at spørgsmål 1 er af hypotetisk karakter, så længe landsretten ikke har truffet afgørelse om sagsomkostninger. Spørgsmål 2 og 3 svarer indholdsmæssigt til temaet for spørgsmål 1. Af EU-Domstolens faste praksis fremgår, at det henhører under medlemsstaternes procesautonomi at fastsætte de processuelle regler for søgsmål med henblik på at sikre beskyttelse af borgernes rettigheder efter EU-retten, jf. eksempelvis dommen i sagen Köbler, C-224/01, og at de nationale regler skal overholde såvel ækvivalensprincippet som effektivitetsprincippet, jf. eksempelvis dommen i sagen Valoris, C-677/19. Der foreligger en omfattende praksis fra Domstolen om effektivitetsprincippet, og der er ingen holdepunkter i dommen i Kantarev-sagen, C- 571/16, eller i EU-Domstolens øvrige praksis om, at dette indebærer krav på fuld dækning af advokatudgifter. Der er således ikke et EU-retligt fortolkningsspørgsmål, som giver anledning til rimelig fortolkningstvivl, og der er derfor ikke behov for en forelæggelse, heller ikke selvom landsrettens afgørelse måtte være endelig. Der foreligger i den forbindelse ikke sådanne særlige omstændigheder som i EU-Domstolens afgørelser i sagerne C- 160/14, João Filipe Ferreira da Silva e Brito m.fl., eller sag C-416/17, Kommissionen mod Frankrig.

Det fremgår af retsplejelovens § 316, stk. 1, og af notat om landsrettens vejledende takster for udmåling af sagsomkostninger til dækning af udgifter til advokatbistand, at sådanne udgifter skal erstattes med et passende beløb. Af notatet fremgår, som af forarbejderne til retsplejelovens § 316, at beløbet kan fastsættes over eller under det angivne interval, hvis sagen har været usædvanlig vanskelig eller enkel, samt at salæret normalt vil skulle fastsættes højere, hvis der har været forelagt præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen. Der er intet belæg for, at reglerne gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, som tillægges borgerne i henhold til EU-retten, herunder at retsplejelovens regler indebærer en uoverstigelig hindring for adgangen til domstolsprøvelse af en sag herom. H1 og As postulat om, at det følger af Rambølls rapport fra 2015 eller af analysen fra 2020 fra tænketanken Justitia, at danske regler og praksis om udmåling af sagsomkostninger udgør en reel hindring for virksomheder og borgeres adgang til at håndhæve deres rettigheder efter EU-retten ved danske domstole, bestrides. Østre Landsret har endvidere i sagen B-186-16 ved kendelse af 4. marts 2019, som blev fastholdt ved kendelse af 9. marts 2020, afvist en anmodning om forelæggelse for EU-Domstolen af blandt andet spørgsmål, som indholdsmæssigt og tematisk svarede til de tre spørgsmål, som H1 og A har begæret forelagt. Også i den sag blev EU-Domstolens afgørelse i Kantarev-sagen påberåbt. Den omstændighed, at B-186-16 udsprang af en sag angående tilbagebetaling af afgifter opkrævet i strid med EU-retten, ændrer ikke på, at temaet for to af spørgsmålene var identisk med de spørgsmål, H1 og A ønsker forelagt. Der blev endvidere givet afslag på ansøgningen til Procesbevillingsnævnet om kære af landsrettens kendelse af 9. marts 2020. Staten som procespart er undergivet de samme regler som private borgere og virksomheder, for så vidt angår udmålingen af sagsomkostninger. Størrelsen af de salærer, som staten betaler sin advokat, er i den forbindelse uden relevans for vurderingen af forholdet mellem effektivitetsprincippet og retsplejelovens regler om fastsættelse af sagsomkostninger.

Retsgrundlag

Retsplejelovens § 316, stk. 1, har følgende ordlyd:

"Som sagsomkostninger erstattes de udgifter, der har været fornødne til sagens forsvarlige udførelse. Udgifter til advokatbistand eller bistand fra en person, der i medfør af § 260, stk. 5, erhvervsmæssigt eller i medfør af § 260, stk. 6, repræsenterer en part eller i medfør af § 260, stk. 3, nr. 4, repræsenterer en statslig myndighed, erstattes med et passende beløb, og øvrige udgifter erstattes fuldt ud. Udgifter til sagkyndig bistand, der er indhentet med rettens tilladelse i medfør af § 209 a, stk. 1, erstattes dog ikke."

I Retsplejerådets betænkning 1436/2004 om adgang til domstolene: reform af den civile retspleje III, anføres i kapitel 7.1 om sagsomkostninger blandt andet følgende:

"1. Relevante hensyn

Reglerne om sagsomkostninger har stor betydning. Er der udsigt til, at udgifterne i forbindelse med en retssag dækkes som sagsomkostninger, bidrager det til at lette adgangen til domstolene. Omvendt kan risikoen for at blive pålagt sagsomkostninger, hvis sagen tabes, være en medvirkende årsag til, at en part afstår fra at indbringe en tvist for domstolene. Det vil være uheldigt, hvis begrundede krav opgives af omkostningsmæssige grunde. Dette hensyn anviser imidlertid ikke nogen entydige løsninger med hensyn til sagsomkostningsreglerne. Fuld omkostningsdækning til den vindende part sikrer ganske vist, at krav ikke opgives, allerede fordi en retssag ville være urentabel af omkostningsmæssige grunde. Fuld omkostningsdækning til den vindende part er imidlertid samtidig en væsentlig risikofaktor, der kan afholde en part fra at anlægge retssag afhængig af, hvor sandsynligt det er, at retssagen kan vindes.
På den anden side er det også en fordel, at det ikke er risikofrit at anlægge retssag. Risikoen for at blive pålagt sagsomkostninger, hvis sagen tabes, bidrager således til, at ubegrundede krav ikke indbringes for domstolene. Hertil kommer
- som noget meget væsentligt - hensynet til den frifundne sagsøgte, som er blevet påført udgifter ved retssagen.
Reglerne om udmåling af sagsomkostninger har selvstændig betydning. Der er tale om en balancegang. På den ene side bør parterne ikke være tvunget til af omkostningsmæssige grunde at afstå fra relevante processkridt. På den anden side bør reglerne om udmåling af sagsomkostninger også bidrage til, at parterne ikke anmoder om overflødige processkridt. Overflødige processkridt belaster modparten, men også domstolene og dermed parterne i andre sager.
Det er et særligt spørgsmål, i hvilket omfang vurderingen af relevansen af et processkridt bør være afhængig af forholdet mellem udgifterne ved det pågældende processkridt og sagsgenstandens værdi.
…
Det er vigtigt for parterne så vidt muligt at kende procesrisikoen. Dette hensyn tilsiger, at reglerne om sagsomkostninger udformes på en sådan måde, at afgørelser om sagsomkostninger i rimelig grad er forudsigelige.

Regler om sagsomkostninger har i hvert fald til formål at sikre en rimelig fordeling af de omkostninger, der er forbundet med civile retssager.
…

4.2. Udgifter til advokatsalær
Retsplejerådet finder, at udgift til advokatsalær fortsat (alene) bør erstattes med et passende beløb.
…
Retsplejerådet foreslår derfor at opretholde den nuværende praksis, hvor der alene tilkendes et beløb svarende til, hvad der kan betegnes som et »normalsalær«.
En sådan ordning indebærer i sagens natur, at den vindende part i en række sager vil have større udgifter til advokat end det beløb, der tilkendes til dækning heraf som sagsomkostninger. Dette gælder ikke blot i tilfælde, hvor parten har valgt en advokat, der i sammenligning med andre advokater beregner sig et ekstraordinært højt salær, men også i et vist omfang, når parten har valgt en advokat, der beregner sig et salær, som kun i mindre grad adskiller sig fra, hvad advokater i almindelighed kræver.
Der er imidlertid tale om en balancegang. På den ene side er der hensynet til den tabende part, der er objektivt ansvarlig for modpartens rimelige udgifter til advokat, og samfundets interesse i, at udgifterne til civile retssager ikke løber løbsk. På den anden side er der hensynet til den vindende part, som har måttet gennemføre en retssag for at få sin ret, eller som er blevet sagsøgt og frifundet, fordi kravet var ubegrundet.
…
Efter Retsplejerådets opfattelse er der et klart behov for en tilnærmelse mellem de sagsomkostninger, der tilkendes til dækning af advokatsalær, og de advokatsalærer, som faktisk betales. Sagsomkostninger bør udmåles på en sådan måde, at de opleves som rimelige i langt de fleste sager. Tilnærmelsen mellem tilkendte sagsomkostninger og faktisk betalte advokatsalærer kan i sagens natur ske ved, at advokaterne opkræver mindre salærer, eller ved, at der tilkendes højere beløb som sagsomkostninger til dækning af advokatsalær, eller ved en kombination heraf.
…
Advokatsalæret er betaling for advokatfirmaets arbejde med sagen, og alt andet lige forekommer det måske mere rimeligt at tage udgangspunkt i karakteren og omfanget af det arbejde, der er forbundet med sagen.
Det er imidlertid svært konkret at vurdere karakteren og omfanget af arbejdet særligt præcist. Normalt vil man kunne vurdere, om arbejdet med sagen har været særligt vanskeligt og/eller særligt omfattende. Men en blot nogenlunde præcis vurdering af, hvor vanskeligt eller hvor omfattende arbejdet har været, vil forudsætte en urealistisk grundig (og ressourcekrævende) gennemgang af det udførte arbejde.
…
Retsplejerådet finder på den baggrund, at udmålingen af normalsalæret fremover bør ske med udgangspunkt i takster, der bygger både på sagens karakter og på dens værdi.
…
Formålet med tabellen er, at den skal fungere som udgangspunkt for udmålingen af udgifter til advokatsalær i langt de fleste sager. Samtidig skal der imidlertid være forholdsvis bred mulighed for efter anmodning fra en part at fravige udgangspunktet både i opadgående og nedadgående retning.
…
En fravigelse i opadgående retning kan komme på tale, hvis sagen rejser særligt vanskelige retsspørgsmål eller involverer særligt omfattende bevisspørgsmål. Det bemærkes, at et sædvanligt syn og skøn normalt blot vil betyde, at normalsalæret skal udmåles i den øvre ende af intervallet, og at der således skal mere til, før en egentlig fravigelse af tabellen kan komme på tale.
…
En (væsentlig) fravigelse i opadgående retning er en selvfølge, hvis der forelægges præjudicielle spørgsmål for EF-domstolen.
…
Helt uden for tabellen falder sager uden økonomisk værdi og sager om meget store værdier... I sager uden økonomisk værdi må normalsalæret i sagens natur fastsættes på anden måde. Efter Retsplejerådets opfattelse kan der næppe gives anden generel vejledning, end at salæret fastsættes under hensyntagen til sagens betydning, karakter og omfang. Retten vil kunne søge vejledning i et oplyst faktisk tidsforbrug, men det faktiske tidsforbrug er på ingen måde i sig selv afgørende."

Landsrettens begrundelse og resultat

Sagernes afgørelse
Da Skatteministeriet den 27. februar 2018 i sag B-2955-10 har taget bekræftende til genmæle over for H1 og As nu endelige påstand i begge sager, afsiges der dom i overensstemmelse hermed i sag B-2955-10.

Landsretten finder, at H1 og A ikke har nogen retlig interesse i at få dom for samme påstand i sag B-3627-10, hvorfor påstanden afvises i denne sag.

Præjudiciel forelæggelse
H1 og A har anmodet landsretten om, at der i medfør af TEUF artikel 267, stk. 3, stilles præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen om foreneligheden af nationale regler og praksis om fastsættelse af sagsomkostninger som de danske med det EU-retlige effektivitetsprincip.

Fastsættelse af sagsomkostninger i civile sager er - bortset fra visse områder som håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder, jf. direktiv 2004/48/EF (retshåndhævelsesdirektivet), og miljøområdet, jf. direktiv 2011/92/EU (VVM-direktivet) og direktiv 2008/1/EF om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening som fortolket i lyset af den af EU tiltrådte Århuskonvention - ikke EU-harmoniseret.

Medlemsstaterne har efter en omfattende praksis fra EU-Domstolen som udgangspunkt procesautonomi på retsområder, der ikke er harmoniseret, jf. blandt andet dommene i sag C-176/17, Profi Credit Polska, C-571/16, Kantarev, C-224/01, Köbler, C-676/17, Cȃlin, og C-677/19, SC Valoris. Af denne praksis fremgår samtidig, at nationale processuelle regler ikke i praksis må gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Unionens retsorden, og at hvert enkelt tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om, hvorvidt en national processuel bestemmelse gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at anvende EU-retten, skal bedømmes under hensyn til, hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure, dennes forløb og dens særlige kendetegn for de forskellige nationale retter.

På de ovennævnte områder, hvor der er sket en vis harmonisering af medlemsstaternes regler om sagsomkostninger, har EU-Domstolen i sag C-57/15, United Video Properties Inc., fastslået blandt andet, at artikel 14 i direktiv 2004/48/EF ikke er til hinder for en national lovgivning, der omfatter en ordning med faste satser for godtgørelse af udgifter til advokatbistand, på betingelse af, at disse satser sikrer, at de udgifter, som den tabende part skal betale, er rimelige, idet satser for maksimalbeløb imidlertid skal sikre, at i det mindste en væsentlig og passende del af de rimelige udgifter, som den part, der har vundet sagen, har afholdt, bæres af den tabende part. Domstolen har endvidere i sag C-260/11, Edwards mfl., blandt andet fastslået, at det krav om, at en retslig procedure ikke må være uoverkommeligt dyr, som var fastsat i artikel 10 a, stk. 5, i det dagældende VVM-direktiv og artikel 15 a, stk. 5, i det dagældende direktiv om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening, indebærer, at personer, der er omfattet af disse bestemmelser, ikke må forhindres i at anlægge en retssag eller fortsætte retsforhandlinger, der falder inden for anvendelsesområdet for disse artikler, som følge af den økonomiske byrde der følger deraf. Ved afgørelse om pålæggelse af sagsomkostninger i forhold til en sagsøgende borger, der har tabt en miljøsag, må domstolen i medlemsstaten herved sikre sig overholdelsen af dette krav ved at tage hensyn til såvel interesserne hos den person, der ønsker at forsvare sine rettigheder, som til den almene interesse i miljøbeskyttelsen, og EU-Domstolen har i den forbindelse anvist en række kriterier for denne bedømmelse.

Efter retsplejelovens § 316, stk. 1, erstattes som sagsomkostninger de udgifter, der har været fornødne til sagens forsvarlige udførelse. Udgifter til advokatbistand erstattes med et passende beløb.

Af Retsplejerådets betænkning 1436/2004 fremgår blandt andet, at reglerne om udmåling af sagsomkostninger er udtryk for en balancegang mellem på den ene side hensynet til, at parterne ikke af omkostningsmæssige grunde afstår fra relevante retsskridt, og på den anden side at parterne ikke anmoder om overflødige retsskridt.

Af betænkningen fremgår vedrørende udgifter til advokatbistand, at formålet med de vejledende takster, som nærmere fastsat i landsretspræsidenternes notat om sagsomkostninger i civile sager, er at fungere som udgangspunkt for udmålingen af udgifter til advokatsalær, men at der skal være en forholdsvis bred mulighed for at fravige udgangspunktet i både opadgående og nedadgående retning. Det fremgår videre, at en væsentlig fravigelse i opadgående retning vil være en selvfølge, hvis der forelægges præjudicielle spørgsmål for EU- Domstolen. For så vidt angår sager uden økonomisk værdi må salæret fastsættes under hensyntagen til sagens betydning, karakter og omfang, og retten vil kunne søge vejledning i et oplyst faktisk tidsforbrug, men dette er på ingen måde i sig selv afgørende.

Landsretten finder, at der henset til den foreliggende praksis fra EU-Domstolen, og det som fremgår af retsplejelovens regler om sagsomkostninger og forarbejderne hertil, ikke er en sådan rimelig tvivl om forståelsen af EU-Domstolens praksis om effektivitetsprincippet og betydningen af denne praksis for disse sager, at det for at fastsætte sagsomkostninger i sagerne er nødvendigt at stille præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen i medfør af TEUF artikel 267, stk. 3.

Landsretten tager derfor ikke H1 og As anmodning om præjudiciel forelæggelse til følge.

Sagsomkostninger
Ved afgørelsen af, hvem af parterne der er henholdsvis den vindende og tabende part, finder landsretten efter omstændighederne og sagernes forløb, at de to sager, B-2955-10 og B- 3627-11, må vurderes hver for sig.

Landsretten bemærker herved, at sag B-2955-10 hovedsagelig har angået spørgsmålet om "straks-ibrugtagning", som er det spørgsmål, der har givet anledning til præjudiciel forelæggelse, som efterfølgende har ført til en ændring af registreringsafgiftsloven, og som må anses for principielt.

Sag B-3627-11 har hovedsagelig angået spørgsmålet om berettigelsen af SKAT’s afslag på at give tilladelse til betaling af forholdsmæssig registreringsafgift, dvs. et konkret retsspørgsmål om lovligheden af en forvaltningsakt, som ikke har nogen principiel betydning.

I sag B-2955-10 tog Skatteministeriet den 27. februar 2018 bekræftende til genmæle over for den påstand, som endte med at være H1 og As endelige påstand. H1 og A nedlagde imidlertid ved processkrift af 2. marts 2018 en yderligere principal påstand 1 i sag B-2955-10 og nedlagde desuden en ny påstand 2. Der blev ligeledes nedlagt nye eller omformulerede påstande i sag B-3627-11, herunder en påstand som var identisk med påstand 2 i sag B-2955-10. Først ved processkrift af 5. oktober 2020 blev de påstande, som var nedlagt ud over den påstand, som Skatteministeriet havde taget bekræftende til genmæle over for den 27. februar 2018, frafaldet.

På den nævnte baggrund finder landsretten, at H1 og A, uanset at de har frafaldet en række af de påstande, som under sagens forløb er blevet fremsat i sag B-2955-10, må anses for overvejende at have vundet denne sag. H1 og A skal derfor tillægges delvise sagsomkostninger i sag B-2955-10.

I sagen B-3627-11 har H1 og A frafaldet alle tidligere påstande, og landsretten har afvist den ved processkrift af 5. oktober 2020 nedlagte endelige påstand, som er identisk med den påstand, som Skatteministeriet havde taget bekræftende til genmæle over for i sagen B-2955-10 i februar 2018. Skatteministeriet må på den baggrund betragtes som den vindende part i sag B-3627-11.

Sagerne har verseret for landsretten siden 2010 henholdsvis 2011, og begge sager var berammet til hovedforhandling, da H1 og A frafaldt de påstande, som Skatteministeriet ikke allerede havde taget bekræftende til genmæle over for. Der har været afholdt et forberedende retsmøde med formalitetsprocedure i landsretten i 2014, og der har på grundlag af et af parterne udarbejdet udkast til forelæggelseskendelse været stillet præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen, i hvilken forbindelse parterne har afgivet skriftlige indlæg og givet møde under den mundtlige forhandling for EU-Domstolen. Advokatarbejdet forbundet med den præjudicielle forelæggelse og de i den forbindelse afholdte udgifter må anses for at angå sag B-2955-10.

Der er ikke oplyst nogen sagsværdi i de to sager, men det fremgår af sagens oplysninger i B-3627-11, at den forholdsmæssige registreringsafgift, som H1 fik afslag på at betale ved SKAT’s afgørelse af 21. oktober 2010, udgjorde 147.032 kr. H1 og A har i begge sager benyttet samme advokat og indgivet fælles processkrifter. Skatteministeriet har ligeledes benyttet samme advokat i begge sager. H1 og A har oplyst, at de ikke er momsregistrerede, hvilket Skatteministeriet ikke har haft bemærkninger til. De har desuden oplyst, at de samlede advokatudgifter beløber sig til 2.335.000 kr., hvortil kommer udlæg i forbindelse med den mundtlige forhandling af de præjudicielle spørgsmål på 10.674 kr. Der er ikke oplysninger om, hvordan H1 og A indbyrdes har fordelt disse udgifter, og hvorledes advokattimerne er registreret på de respektive sager, udover det anførte om, at arbejdet med den præjudicielle forelæggelse har været meget omfattende.

Den måde, hvorpå H1 og A har ført sagerne, har betydet, at påstande og anbringender om de respektive retsspørgsmål i de to sager er blevet sammenblandet, og påstande er i den forbindelse blevet fremsat i skiftevis den ene og den anden sag eller overlappende. Det må ved omkostningsfastsættelsen tages i betragtning, at H1 og A på denne måde har gjort skriftvekslingen og forberedelsen af sagerne i øvrigt unødigt kompliceret og dermed påført ikke blot sig selv men også modparten ekstra udgifter til advokat.

Det fremgår, at H1 og A har ladet to advokater rejse til Luxembourg for at afgive indlæg under den mundtlige forhandling for EU-Domstolen. Skatteministeriet har ikke haft bemærkninger til det i den forbindelse afholdte udlæg til rejse og ophold, hvorfor den fulde udgift hertil indgår ved fastsættelsen af de sagsomkostninger, som Skatteministeriet skal betale i sag B-2955-10.

Henset til den manglende oplysning om, hvordan H1 og A indbyrdes har fordelt de afholdte omkostninger, og den måde, hvorpå de har ført sagerne, finder landsretten, at de sagsomkostninger, som skal tillægges H1 og A i sag B-2955-10 må fordeles med halvdelen til hver, mens de sagsomkostninger, H1 og A skal betale til Skatteministeriet i sag B-3627-11, skal betales solidarisk af de to sagsøgere.

Landsretten finder herefter og under hensyn til sagens principielle betydning, karakter og omfang i øvrigt, at Skatteministeriet i sag B-2955-10 skal betale delvise sagsomkostninger med i alt 211.174 kr., fordelt med 105.587 kr. til H1 og 105.587 kr. til A. Af det samlede beløb, som er fordelt ligeligt på de to parter, udgør 500 kr. retsafgift, 200.000 kr. dækning af udgift til advokatbistand inkl. moms og 10.674 kr. dækning af det afholdte udlæg inkl. moms.

På den ovennævnte baggrund skal H1 og A i sag B-3627-11 in solidum betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med i alt 100.000 kr. til dækning af udgift til advokatbistand inkl. moms.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

I sag B-2955-10 skal Skatteministeriet anerkende, at A ved indgåelse af leasingkontrakt, identisk med den i anmeldelse til SKAT af 9. juni 2010 indeholdte og med en tilsvarende fremtidig lejeperiode, straks mod erlæggelse af forholdsmæssig registreringsafgift for den aftalte lejeperiode kan ibrugtage motorkøretøj Bentley xxxx..........20 til kørsel i Danmark.

Den hertil svarende påstand, som er nedlagt i sag B-3627-11, afvises.

Skatteministeriet skal i sag B-2955-10 i sagsomkostninger betale 105.587 kr. til H1 GmbH og 105.587 kr. til A. I sag B-3627-11 skal H1 GmbH og A i sagsomkostninger in solidum betale 100.000 kr. til Skatteministeriet. Sagsomkostningerne, der skal betales inden 14 dage, forrentes efter rentelovens § 8 a.