Dato for udgivelse
21 Jun 2021 09:23
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
04 May 2021 15:45
SKM-nummer
SKM2021.317.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
S1873006- SKJ
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Straf, skattesvig, lejeindtægter
Resumé

T var tiltalt for skattesvig for indkomstårene 2013, 2014 og 2015. T havde for indkomståret 2014 afgivet urigtige oplysninger i forbindelse med sin Tast Selv indberetning og for indkomstårene 2013 og 2015, undladt inden 4 uger efter modtagelsen af årsopgørelserne at reagere på at de var for lave. T havde ikke selvangivet lejeindtægter fra udlejning af stueetagen i hans to-families ejendom på i alt 232.481 kr. T havde herved unddraget for 85.841 i skat i alt.

T nægtede sig skyldig. T erkendte at hans skattepligtige indkomst var ansat for lavt, idet lejeindtægterne ikke var med. Han var bekendt med, at han havde lejeindtægter og at denne indtægt var skattepligtig. Han havde oprindelig ansat en bogholder, der bistod ham med indtægterne fra ejendommen, også i relation til indberetning til told- og skatteforvaltningen, og T foretog sig efter bogholderen ophørte med at bistå ham, ikke selv nogen handlinger i relation til indberetning af indtægten. For 2013 og 2015 kontrollerede han ikke sin årsopgørelse og for 2014 rettede han kun med hensyn til forhøjelse af sine fradrag.

Byretten fandt T skyldig i tiltalen. Retten fandt på baggrund af Ts forklaring, at T må have indset, at det var muligt at lejeindtægten ikke var oplyst til told- og skatteforvaltningen, og at han accepterede denne mulighed for så vidt at det faktisk forholdt sig sådan. T idømtes en bøde på 110.000 kr. Retten fandt ikke grundlag for at fravige normalbødestørrelsen.

Landsretten stadfæstede byretsdommen.

Reference(r)

Skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1, jf. den nugældende lov nr. 1535 af 19. december 2017 § 83, stk. 4, jf. stk. 1, jf. straffelovens § 89.

Skattekontrollovens § 13, stk. 1, jf. den nugældende lov nr. 1535 af 19. december 2017 § 82, stk. 1, jf. straffelovens § 89.

Henvisning

Den juridiske vejledning afsnit A.C.3.

Øster landsrets dom af 4 maj 2021, 1. afdeling S-1873-20

Parter 

Anklagemyndigheden 

mod 

(v./Advokat Lone Romø, besk.) 

[red. CPR-nummer fjernet]

Afsagt af landsdommerne

Jan Uffe Rasmussen, Ib Hounsgaard Trabjerg og Beth von Tabouillot (kst.)

___________________________________________________________________________

Byrettens dom af 10 juni 2020, nr. 1-2807/2020

Anklagemyndigheden

mod

T

[red. fødselsdato fjernet]

Afsagt af byretsdommer 

Anne Bundgaard 

Anklageskrift er modtaget den 13. maj 2020.

T er tiltalt for

1.

overtrædelse af skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1, jf. den nugældende lov nr. 1535 af 19. december 2017 § 83, stk. 4, jf. stk. 1, jf. straffelovens § 89,

ved for indkomståret 2013 med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have undladt inden 4 uger efter selvangivelsesfristen den 1. maj 2014 at meddele Skattestyrelsen (daværende SKAT), at den skattepligtige indkomst var ansat for lavt, idet den ikke indeholdte indkomst ved udlejning af stueetagen i hans to-families ejendom på i alt 75.853 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 27.877 kr. i skat.

2.

overtrædelse af skattelovens § 13, stk. 1, jf. den nugældende lov nr. 1535 af 19. december 2017 § 82, stk. 1, jf. straffelovens § 89,

ved for indkomståret 2014 med forsæt til skatteunddragelse at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for sin skatteansættelse, idet han via TastSelv den 12. marts 2015 indberettede oplysninger til brug for sin årsopgørelse uden også at indberette indkomst ved udlejning af stueetagen i hans to-families ejendom på 78.191 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 28.856 kr. i skat.

3.

overtrædelse af skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1, jf. den nugældende lov nr. 1535 af 19. december 2017 § 83, stk. 4, jf. stk. 1, jf. Std 75271 side 2 straffelovens § 89,

ved for indkomståret 2015 med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have undladt inden 4 uger efter selvangivelsesfristen den 1. maj 2016 at meddele Skattestyrelsen (daværende SKAT), at den skattepligtige indkomst var ansat for lavt, idet den ikke indeholdte indkomst ved udlejning af stueetagen i tiltaltes to-families ejendom på i alt 78.437 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 29.108 kr. i skat.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte T og af vidnet LL.

Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen.

Tiltalte har den 16. februar 2017 overfor Y1-by Politi vedtaget bøde på 2.500 kr. for overtrædelse af færdselslovens § 42, stk. 1, nr. 2.

Rettens begrundelse og afgørelse

Ad forhold 1-3

Tiltalte har erkendt, at hans skattepligtige indkomst i 2013, 2014 og 2015 var ansat for lavt som anført i anklageskriftet, idet der ikke var givet oplysninger om tiltaltes indkomst ved udlejning af stueetagen i hans to-families ejendom, hvorved det offentlige blev unddraget i alt 85.841 kr.

Tiltalte har forklaret, at han var bekendt med, at han havde indtægter fra udlejning af ejendommen, og at denne indtægt var skattepligtig.

Det lægges efter tiltaltes forklaring til grund, at han oprindelig havde ansat en bogholder, der bistod ham med indtægterne fra ejendommen, også i relation til indberetning til skat, og at tiltalte, efter bogholderen ophørte med at bistå ham, ikke selv foretog sig nogen handlinger i relation til indberetning af denne indtægt. Det må efter hans forklaring videre lægges til grund, at han i 2013 og 2015 end ikke kontrollerede sin årsopgørelse, og at han i 2014 alene ændrede sin årsopgørelse i forbindelse med forhøjelse af sine fradrag.

Tiltalte undlod således inden 4 uger efter selvangivelsesfristen henholdsvis side 3 den 1. maj 2014 og den 1. maj 2016 at meddele SKAT, at den skattepligtige indtægt var for lav, ligesom han den 12. marts 2015 afgav urigtige eller vildledende oplysninger til brug for sin skatteansættelse.

Retten finder, at tiltalte under disse omstændigheder må have indset, at det var muligt, at lejeindtægten ikke var oplyst til SKAT, og at han accepterede denne mulighed for så vidt det faktisk forholdt sig sådan, og herefter findes tiltalte skyldig i overensstemmelse med den rejste tiltale i forholdene.

Straffen fastsættes til en bøde på 110.000 kr., jf. skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1, jf. den nugældende lov nr. 1535 af 19. december 2017 § 83, stk. 4, jf. stk. 1, jf. straffelovens § 89, og skattelovens § 13, stk. 1, jf. den nugældende lov nr. 1535 af 19. december 2017 § 82, stk. 1, jf. straffelovens § 89.

Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.

Retten har ikke fundet grundlag for at fravige normalbødestørrelsen.

Thi kendes for ret:

T skal betale en bøde på 110.000 kr.

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 40 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

___________________________________________________________________________

Østre landsret dom af 4 maj 2021, 1. afdeling S-1873-20

Parter 

Anklagemyndigheden

mod 

T  

(advokat Lone, Romø, besk.) 

[red. CPR-nr.  fjernet]

Afsagt af landsdommerne

Jan Uffe Rasmussen, Ib Hounsgaard Trabjerg og Beth von Tabouillot (kst.)

Y2-by Rets dom af 10. juni 2020 (1-2807/2020) er anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har endeligt påstået stadfæstelse.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte. Forklaringen afgivet i byretten af vidnet LL er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.

Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at han muligvis har været logget ind på SKAT’s hjemmeside i de relevante perioder. Han var klar over, at han skulle indberette sine lejeindtægter til SKAT, og han troede, at der automatisk skete indberetning til SKAT i form af overførsel af oplysningerne om lejeindtægterne fra tidligere år, fordi lejeindtægterne ikke ændrede sig fra år til år.

Han havde i en længere periode forud for de indkomstår, der er omtvistet under denne sag, haft bogholder/revisor tilknyttet. Han har ejet ejendommen i Y3-adresse omkring 20 år. Han overtog ejendommen efter sin far og anvendte den samme bogholder som faderen. Bogholderen stod for udarbejdelse af regnskaberne, mens hans far var behjælpelig med at udforme lejekontrakterne. Han holdt også selv øje med, om lejerne betalte lejen. Da bogholderen ophørte, sagde hun, at tingene kørte af sig selv, og som han forstod det, skulle han alene foretage noget i forhold til SKAT, hvis der var rettelser. Han har haft en revisor tilknyttet siden denne sag opstod. Han er nu ved at afdrage den sidste del af den manglende skattebetaling vedrørende lejeindtægterne.

Forevist specifikation af lejeindtægter for 2013 i R1 A/S’ brev af 21. juni 2016 til SKAT og kontoudskrift af 30. september 2013 er han ikke bekendt med en lejestigning vedrørende lejeren "X", men hvis der er sket stigninger i den samlede betalte leje, er det udtryk for udsving i betalingen for vand og varme. Han har ikke i sin årsopgørelse for 2013 fæstnet sig ved udsagnet om, at han vedrørende rubrik 37 i årsopgørelsen skulle være opmærksom på, at indtægt ved udlejning af tofamiliehus skal medtage. Det skal nok passe, at han i 2015 har været inde på SKAT’s hjemmeside for at rette i oplysningerne om rejseudgifter. Han husker ikke, om han i den forbindelse har været inde at se på oplysninger vedrørende lejeindtægter. I perioden 2013-15 var han ansat hos sin far, herunder i en periode på et lille års tid i forbindelse med noget arbejde på Y4-område . Da SKAT bad om dokumentation for rejseudgifterne, hjalp hans far ham med at få styr herpå. Det var først et par år inde i sagsbehandlingen, at SKAT også begyndte at stille spørgsmål vedrørende lejeindtægter.

Landsrettens begrundelse og resultat

Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig efter anklageskriftet. Tiltaltes forklaring, herunder om at han efter drøftelse med sin revisor troede, at der automatisk skete indberetning til SKAT i form af overførsel af oplysningerne om lejeindtægterne fra tidligere år, kan således ikke føre til en anden vurdering af spørgsmålet om forsæt til skatteunddragelse.

Straffen findes passende.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

T h i  k e n d e s  f o r r e t :

Byrettens dom i sagen mod T stadfæstes.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.