Hvem henvender vejledningen sig til?
Denne vejledning skal anvendes af institutter, hvis skattepligt efter PAL § 1, stk. 2, nr. 1, 2, 3, 6, 7, 8, 10, 11 og 12 er ophørt i løbet af eller ved udgangen af indkomståret.
Vejledningen skal desuden anvendes af afviklingskasser, hvis skattepligt efter PAL § 1, stk. 2, nr. 9 og nr. 13 er ophørt i løbet af eller ved udgangen af indkomståret.
Ved afviklingskasser forstås pensionskasser, der er etableret før den 28. november 2007,
- hvor det fremgår af vedtægterne, at der ikke kan optages nye medlemmer, og
- hvor de aftalte indskud ikke forhøjes efter den 28. november 2007.
Det er en betingelse, at pensionskasser omfattet af PAL § 1, stk. 2, nr. 9 har valgt beskatning efter PAL § 6 i forbindelse med overgang til beskatning efter de nye regler pr. 1. januar 2010.
Efter ophørsbestemmelserne i PAL § 24 skal disse institutter senest 3 måneder efter ophøret indsende en endelig opgørelse af beskatningsgrundlaget og den skattepligtige del heraf samt af pensionsafkastskatten for indkomståret.
Hvornår og hvordan skal blanketterne anvendes?
Blanket 07.076, 07.077, 07.078 og 07.081 skal anvendes ved opgørelsen det endelige beskatningsgrundlag efter PAL, den skattepligtige del heraf samt af den endelige pensionsafkastskat for indkomståret, jf. PAL § 24, stk. 1. Opgørelsen efter PAL § 24 skal omfatte det formueafkast mv., som kan henføres til perioden fra den 1. januar i indkomståret til og med datoen for skattepligtens ophør.
For nærmere gennemgang af pensionsafkastbeskatningslovens regler henvises til Den juridiske vejledning, afsnit CG. Vejledningen findes på skat.dk/juridiskvejledning.
Afrunding af sumbeløbene til hele kroner må først ske ved udfyldelsen af blanketten, ligesom der ikke anføres fortegn i de beløbsfelter, hvor dette er fortrykt.
Lovhenvisninger i blanketten og denne vejledning henføres til
Pensionsafkastbeskatningsloven (PAL) jævnfør Lovbekendtgørelse nr. 185 af 06-03-2020 med efterfølgende ændringer.
Pensionsbeskatningsloven (PBL) jævnfør Lovbekendtgørelse nr. 1327 af 10-09-2020 med efterfølgende ændringer.
Bekendtgørelse nr. 1138 af 22-10-2014 om visse regler i pensionsafkastbeskatningsloven som ændret ved Bekendtgørelse nr. 522 af 24.05.2016.
Blanketten skal sendes til
Skattestyrelsen
Nykøbingvej 76
Bygning 45
4990 Sakskøbing
Indbetalingsoplysninger
Den beregnede skat overføres via OCR-linie eller til konto nr. 0216 4069064507 og for udenlandske ordninger via IBAN-kode DK1402164069064507 SWIFT-BIC-kode: DABADKKK.
Blanketten og skatten skal være Skattestyrelsen i hænde senest 3 måneder efter ophør.
Overskrides fristdagen efter PAL § 24, beregnes morarenter efter PAL § 28 fra denne dag til betaling sker. Renten efter § 28 svarer til den rente, der er fastsat i § 7, stk. 1 jf. stk. 2, i Opkrævningsloven, Lovbekendtgørelse nr. 573 af 06-05-2019 om opkrævning af skatter og afgifter m.v. med senere ændringer.
Spørgsmål
Eventuelle spørgsmål vedrørende udfyldelsen af blanketten, opgørelsen af beskatningsgrundlaget herunder beregningen af den endelige pensionsafkastskat kan rettes til Skattestyrelsen på telefon 72 22 18 18.