Der har været afholdt møde i Hovedsamarbejdsudvalget den 29. januar 2002. HSU behandlede alene dagsordenens pkt. 4.: Finanslovforslaget.

Forslag til finanslov 2002

På mødet orienterede told- og skattedirektør Ole Kjær om den proces, der har ført frem til det netop fremsatte forslag til finanslov 2002.

I august 2001 blev der udarbejdet forslag til budget for 2002 for ToldSkat. Dette betød beskæring af ToldSkats budget for 2002. De fastlagte budgetoverslag for de følgende år (foreløbige rammer for budgetterne) blev også beskåret.

Efter regeringsskiftet i november 2001 er der udarbejdet et nyt forslag til finanslov 2002. Dette forslag medfører en yderligere beskæring af ToldSkats budget. Således er budgettet for perioden 2002-05 beskåret med 560 mio.kr. i forhold til 2001.

Ole Kjær beklagede, at han ikke havde haft mulighed for at orientere om forslaget på et tidligere tidspunkt.

Finanslovsforslagets betydning for ToldSkat

Told- og skattedirektør Ole Kjær nævnte, at det på trods af de store sparekrav er muligt at skabe balance i budgettet for 2002. Besparelsen skal først og fremmest opnås ved et fortsat ansættelsesstop og stram budgetstyring.
En ændring af vurderingsorganisationen skal sikre de øvrige besparelser i 2002. Det forventes, at der snarest fremsættes lovforslag herom.

Der kan dog opstå yderligere sparekrav i 2002, hvis ToldSkats éngangsudgifter til ny lovgivning kommer til at overstige de 25 mio. kr., der er indregnet i driftsbudgettet. Det er meget usikkert, om éngangsudgifter til ny lovgivning kan holdes indenfor 25 mio. kr. i 2002.

ToldSkat kan ikke reducere sin budgetramme til det i finanslovforslaget foreslåede uden væsentlige personalereduktioner. Det er ikke muligt at foretage reduktionerne uden afskedigelser og omorganisering. Finanslovsforslaget er ikke vedtaget endnu, men det er p.g.a. opsigelsesvarsler m.v. nødvendigt allerede nu at tage de fornødne skridt for at kunne overholde rammerne for 2003 og fremover.

Personaleoversigterne i finanslovforslaget indeholder en nedgang i perioden 2002-05 på 1130 årsværk. Den faktiske nedgang kan reelt blive større og afhænger af, i hvilket omfang det lykkes at finde besparelser på den øvrige drift.

Den naturlige afgang i 2002 og de kommende år forventes at blive 200 årsværk pr. år. Der vil ske erstatning af de nøglemedarbejdere, som forlader ToldSkat. Det betyder, at der samlet vil skulle ske afskedigelser i størrelsesordenen 500-750 årsværk. Det mere præcise tal kendes først efter påske, når det er afklaret, om de politiske forhandlinger om finansloven ændrer på rammerne for budgetoverslagsårene.

Regionscheferne er orienteret om finanslovforslaget på en ledelseskonference i formiddags. Der holdes en ledelseskonference igen den 7. februar 2002, hvor direktionen vil indlede drøftelser med regionscheferne om en ændring af ToldSkats organisering. Ole Kjær håber, at ToldSkat så vidt muligt kan opretholde sin tilstedeværelse i de samme byer som i dag, men kan ikke garantere dette.

Direktionen håber at få klarlagt omfanget af afskedigelser og hovedlinjerne i en ny struktur senest i april 2002, således at det sker i forbindelse med at finansloven for 2002 vedtages , og der udmeldes forslag til rammer for 2003 til 2006.

De økonomiske udsigter for 2002 - 05 betyder også, at ToldSkat kun i meget begrænset omfang har råd til at arbejde videre med yderligere digitalisering af organisationen.

Ole Kjær foreslog, at HSU nedsætter en arbejdsgruppe med deltagelse af ledelsen og personaleorganisationernes formænd. Gruppen skal drøfte den videre proces herunder principper for afskedigelser/alternativer til afskedigelse samt de nødvendige omstruktureringer i ToldSkat.

Personaleorganisationerne tog på det skarpeste afstand fra det foreliggende finanslovsforslag. Det er meget ærgerligt, at noget sådan sker efter at ToldSkat i 2001 har været gennem en budgetteringsproces, som medarbejderne fuldt ud har bakket op.

Selvom personaleorganisationerne finder, at der er tale om en ubehagelig situation, deltager de i den foreslåede arbejdsgruppe for at medvirke til, at berørte medarbejdere får den bedst mulige fratræden.

Aftalt, at arbejdsgruppen holder ugentlige møder frem til påske.