Dato for udgivelse
29 Mar 2005 12:55
Resumé
Smuglerne har svære vilkår i København. Sidste år beslaglagde ToldSkat København 18,4 kg hård narko, en ½ million lægemidler, 11,3 mio. cigaretter, 1.378 liter spiritus og havde 448 andre sager med bl.a. smugleri af våben. Dette og meget mere kan læses i ToldSkat Københavns årsberetning for 2004, der netop er kommet på gaden.

Årsberetningen indeholder også små historier fra hverdagen, der sætter kød på de nøgne tal. Fx historien om hashen der blev dyppet i salmiakspiritus for at holde narkohundene væk.

Årsberetningen giver i det hele taget et indblik i årets gang i det københavnske på told-, afgifts- og skatteområdet. Der kan aflæses resultater for hele områdets produktion – både på servicedelen, hvor der blev truffet 8.000 afgørelser og gennemført 2.300 vejledninger i form af informationsbesøg og kurser og på kontroldelen, hvor 5.750 kontroller medførte reguleringer på næsten 700 mio. kr.

- Vi ønsker med årsberetningen for 2004 at vise, hvad ToldSkat København er, hvad vi står for og hvad vi har udrettet og kan udrette, siger Johnny S. Hansen områdedirektør i ToldSkat København.

- Beretningen fortæller os meget klart, at ToldSkats nye kontrolstrategi med øget fokus på modspillerne i samfundet passer helt i tråd med ToldSkat Københavns indsats. Vi vil derfor også i 2005 have ekstra megen fokus på de personer og virksomheder, som ikke ønsker at bidrage til samfundet på lige og ærlige vilkår. Til gengæld vil jeg også love, at de medspillere - der trods alt er flest af - vil opleve, at vi i området sætter fokus og ressourcer af til en øget indsats for at hjælpe disse virksomheder i hverdagen med vejledninger og servicebesøg, slutter Johnny S. Hansen.

Læs ToldSkat Københavns årsberetning.

Kontakt: Områdedirektør Johnny S. Hansen, ToldSkat København,  tlf. 72 37 19 99 eller Toldchef Jim Sørensen, ToldSkat København, tlf. 72 37 36 01