Datasikkerhed
Der er en række generelle og grundlæggende krav til, hvordan offentlige myndigheder og private dataansvarlige håndterer data.
Det betyder fx, at overførsel af data til Skattestyrelsen altid skal ske på en måde, så udenforstående ikke kan få adgang til data. Det er jeres ansvar at opfylde kravene til sikker datahåndtering.
Den indberetningspligtiges ansvar
Den indberetningspligtige i skatteindberetningsloven kan ved overtrædelse af lovens indberetningsregler ifalde et strafansvar.
Det gælder f.eks., hvis den indberetningspligtige forsætligt eller groft uagtsomt:
- Undlader rettidigt at opfylde en indberetningspligt, der påhviler denne i medfør af indberetningsreglerne i Skatteindberetningsloven.
- Afgiver urigtige, vildledende eller ufuldstændige oplysninger, der resulterer i en for lav skatteansættelse for den, hvorom der indberettes.
Der kan også være andre eksempler på, at en indberetningspligtig kan ifalde et strafansvar.
De indberetningspligtige har ansvaret for, at indberetningen er korrekt, uanset om indberetningen foretages af ansatte i virksomheden, eller virksomheden har købt en ydelse fra andre for at opfylde sin indberetningspligt.
Hvis der ikke bliver indberettet korrekt og rettidigt, eller hvis der ikke bliver genindberettet inden den fastsatte frist, risikerer den indberetningspligtige en bøde.
Der tages udgangspunkt i det samlede antal indberetninger, som den indberetningspligtige skal indgive. Der anvendes samme bødeinterval for disse indberetninger, dvs. fra 5.000 kr. til 80.000 kr. som følger:
| Bødestørrelse | Antal indberetninger |
| 5.000 kr. | Fra 1 til 1.000 indberetninger. |
| 10.000 kr. | Over 1.000 til 10.000 indberetninger. |
| 20.000 kr. | Over 10.000 til 100.000 indberetninger. |
| 40.000 kr. | Over 100.000 til 1.000.000 indberetninger. |
| 80.000 kr. | Over 1.000.000 indberetninger. |
Straffebestemmelserne fremgår af skatteindberetningslovens kapitel 9 og skatteindberetningsbekendtgørelsens kapitel 10 og afsnit A.C.3.2.1.2.5 (Forskellige oplysningspligter) i Den juridiske vejledning.
Bødesager om for sene eller mangelfulde indberetninger eller genindberetninger, vil blive behandlet efter straffebestemmelserne i skatteindberetningsloven.
Pligt til at afstemme indberetning og regnskab
Er jeres virksomhed bogføringspligtig, skal regnskabet tilrettelægges sådan, at oplysninger som indgår i regnskabet og som indberettes, skal kunne afstemmes med regnskabsføringen. Det står i skatteindberetningslovens § 56, stk. 1.
Nul-indberetning
Ved midlertidigt ophør af indberetningspligten kan I undlade at afmelde virksomheden for pligten, mod at den indberetningspligtige for de pågældende perioder oplyser Skattestyrelsen om, at der ikke er oplysninger at indberette.
Denne mulighed for indberetningspligtige, benævner Skattestyrelsen nul-indberetning.
Med virkning for indberetning vedrørende 2019 er nul-indberetning et krav.
Lav nul-indberetning ved at sende en mail til eKapital@sktst.dk og oplyse, at der ikke er noget at indberette om. Fristen er den 20. januar 2022.