Dato for udgivelse
06 jul 2020 13:14
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
19 maj 2020 10:32
SKM-nummer
SKM2020.301.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
S-2714-19
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Straf, momssvig, strafudmåling, sagsbehandlingstid
Resumé

T var tiltalt for momssvig af særlig grov karakter ved at have afgivet urigtige oplysninger til brug for momskontrollen (01.01.2012-31.03.2012) og dels fortiet oplysninger til brug for momskontrollen (01.04.2012-30.09.2014). T havde derved unddraget for 623.557 kr. i moms i alt.

T erkendte sig skyldig. T forklarede, at hun havde et alkoholmisbrug, var på kontanthjælp, ikke har været i arbejde siden virksomheden lukkede og er blevet diagnoseret med Sygdom 1 og Sygdom 2 som følge af datterens sygdom.

Byretten fandt T skyldig i tiltalen. T idømtes 4 måneders fængsel samt en tillægsbøde på 600.000 kr. Retten lagde ved strafudmålingen vægt på forholdets grovhed, herunder størrelsen af det unddragne beløb.

Landsretten stadfæstede byrettens dom med den ændring at frihedsstraffen blev gjort betinget med vilkår under henvisning til sagsbehandlingstiden og T’s personlige forhold.

Reference(r)

Straffelovens § 289, jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, og til dels nr. 2, jf. til dels § 57, stk. 1

Henvisning

Den juridiske vejledning afsnit A.C.3.

Vestre Landsrets dom af 19. maj 2020, sags nr. S-2714-19

Anklagemyndigheden

mod

T

(v/advokat Lars Kirstein Pedersen)

Afsagt af landsretsdommerne 

Elisabeth Mejnertz, Mogens Heinsen og Mona B. Andersen (kst.)

...........................................................

Byrettens dom af 26. november 2019, sags nr. 5-2427/2019

Denne sag er behandlet som tilståelsessag.

Retsmødebegæring er modtaget den 27. maj 2019.

T er tiltalt for overtrædelse af

straffelovens § 289, jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, og til dels nr. 2, jf. til dels § 57, stk. 1, afgiftssvig af særlig grov karakter og med fortsæt til at unddrage i afgift,
ved i perioden 1. januar 2012 til 30. september 2014, som indehaver af virksomheden G1 I/S (cvr-nr. ...11), for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger til brug for afgiftskontrollen, ved

  • i perioden 1. januar 2012 til 31. marts 2012 at have angivet virksomhedens udgående og indgående afgift med henholdsvis 45.900 kr. og 11.000 kr. (afgiftstilsvar 34.900 kr.), men som rettelig skulle angives med henholdsvis 101.171 kr. og 15.300 kr. (afgiftstilsvar 85.871 kr.), hvorved statskassen blev unddraget 50.971 kr. i afgift, og
  • i perioden 1. april 2012 til 30. september 2014 ikke at have angivet størrelsen af virksomhedens udgående og indgående afgift, som herved blev foreløbigt fastsat af SKAT til 81.000 kr. for perioden 1. april 2012 til 31. december 2012, 70.000 kr. for perioden 1. januar 2013 til 31. december 2013 og 24.000 kr. for perioden 1. januar 2014 til 30. september 2014, men som rettelig udgjorde henholdsvis 250.939 kr., 295.382 kr., og 201.265 kr., hvorved statskassen blev unddraget henholdsvis 169.939 kr., 225.382 kr. og 177.265 kr. i afgift, således at statskassen samlet for perioden 1. januar 2012 til 30. september 2014 blev unddraget 623.557 kr. i afgift.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf.

Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Sagens oplysninger

Tiltalte har forklaret i overensstemmelse med tiltalen.

Kriminalforsorgen har den 23. juli 2019 udarbejdet en personundersøgelse vedrørende tiltalte i medfør af retsplejelovens § 808. Det fremgår heraf, at tiltalte ikke er vurderet egnet til at udføre samfundstjeneste, og at der, i det omfang retten kommer frem til at sagen kan afgøres med en betinget dom, bør fastsættes vilkår om alkoholistbehandling og tilsyn af Kriminalforsorgen.

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at hun har et alkoholmisbrug, og at hun er på kontanthjælp. Hun har ikke været i arbejde siden virksomheden lukkede. Hun er blevet diagnoseret med Sygdom 1 og Sygdom 2, som følge af hendes datters sygdom. Hun bor sammen med sin datter, som fortsat er syg, og som hun hjælper med indkøb m.v. Der er ikke andre, som kan hjælpe hendes datter.

Rettens begrundelse og afgørelse

Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.

Straffen fastsættes til fængsel i 4 måneder, jf. straffelovens § 289, jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, og til dels nr. 2, jf. til dels § 57, stk. 1.

Tiltalte skal betale en tillægsbøde, der fastsættes til 600.000 kr., jf. straffelovens § 50, stk. 2.

Forvandlingsstraffen for bøden fastsættes som nedenfor bestemt.

Retten har ved straffastsættelsen navnlig lagt vægt på forholdets grovhed, herunder størrelsen af det unddragne beløb.

Efter indholdet af Kriminalforsorgens erklæring af 23. juli 2019, finder retten ikke, uanset det oplyste om tiltaltes personlige forhold, anledning til at gøre straffen betinget.

Thi kendes for ret:

Tiltalte, T, straffes med fængsel i 4 måneder.

Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 600.000 kr.

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 50 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

..................................................

Vestre Landsrets dom af 19. maj 2020, sags nr. S-2714-19

Byretten har den 26. november 2019 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 52427/2019).

Påstande

Tiltalte, T, har påstået formildelse, herunder navnlig således at frihedsstraffen gøres betinget.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse af frihedsstraffen.

Der var enighed mellem parterne om, at der i byretten blev nedlagt påstand om idømmelse af tillægsbøde.

Supplerende oplysninger

Det er for landsretten oplyst, at tiltaltes personligt drevne virksomhed blev udtaget til kontrol af Skat i november 2014 som følge af manglende angivelser af virksomhedens afgiftstilsvar. Afgiftstilsvaret blev herefter forhøjet ved afgørelse af 1. juli 2015. Tiltalte blev ved brev af 3. august 2016 sigtet af Skat for de forhold, denne sag vedrører, og indkaldt til et møde, som hun udeblev fra. Skat sendte tiltalebegæring til Politiet den 30. januar 2017. Der foreligger i sagen en rapport om afhøring af tiltalte af 8. april 2019. Samme dag sendte Politiet et brev til tiltalte med en skriftlig sigtelse for forholdene, hvoraf yderligere fremgår, at politiet gennem længere tid havde forsøgt at opnå kontakt til tiltalte.

Retsmødebegæringen i sagen blev fremsendt til Byretten den 22. maj 2019.

Forklaringer

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at hendes fysiske tilstand, dvs. hendes Sygdom 3, er blevet forværret, siden personundersøgelsen blev udarbejdet. Hun får medicin mod Sygdom 2 og Sygdom 1, og det har i nogen grad virket mod Sygdom 2’en. Hun har ikke længere så stort et alkoholforbrug som tidligere. Hun drikker nok omkring 3 flasker vin om ugen. Hun overgår fra den 1. juni 2020 til seniorførtidspension. Hendes datter, der er diagnosticeret med Sygdom 1 og Sygdom 4, bor hos hende. I perioder har datteren det rigtig dårligt og er selvmordstruet. Hendes datter har derfor brug for, at tiltalte er der for hende, og det er helt uoverskueligt, hvad der vil ske, hvis tiltalte skal afsone en fængselsstraf.

Landsrettens begrundelse og resultat

4 voterende udtaler:
Efter karakteren og omfanget af unddragelserne stemmer vi for at tiltræde, at frihedsstraffen er udmålt til fængsel i 4 måneder, og at der er fastsat en tillægsbøde på 600.000 kr. med forvandlingsstraf på fængsel i 50 dage.

2 voterende udtaler:
Navnlig efter unddragelsernes omfang stemmer vi for at forhøje frihedsstraffen til fængsel i 5 måneder. Vi er enige med flertallet i fastsættelsen af tillægsbøden.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, således at frihedsstraffen udmåles til fængsel i 4 måneder.

Alle voterende udtaler herefter:
De forhold, som sagen vedrører, er begået i perioden fra 1. januar 2012 til 30. september 2014. Tiltalte blev, efter der var truffet afgørelse om forhøjelse af afgiftstilsvaret den 1. juli 2015, sigtet af Skat for forholdene i august 2016, og sagen blev den 30. januar 2017 sendt til Politiet med anmodning om tiltalerejsning. Det må lægges til grund, at der ikke er sket egentlig sagsbehandling hos politiet i sagen fra modtagelsen af tiltalebegæringen i januar 2017 til den 8. april 2019, hvor der blev fremsendt en skriftlig sigtelse og foretaget en ganske kort telefonisk afhøring af tiltalte. Navnlig på denne baggrund og efter oplysningerne om tiltaltes personlige forhold findes frihedsstraffen undtagelsesvist at kunne gøres betinget på vilkår som anført nedenfor.

Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t:

 

Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at frihedsstraffen gøres betinget, idet fuldbyrdelse af straffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år fra denne dom på betingelse af,

at tiltalte i prøvetiden ikke begår strafbart forhold,

at tiltalte i prøvetiden undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen, og

at tiltalte i tilsynsperioden efter kriminalforsorgens nærmere bestemmelse undergiver sig behandling mod misbrug af alkohol.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.