Indhold

Dette afsnit omhandler ansættelse af grundværdi på grundlag af den mulige anvendelse og udnyttelse.

Grundværdien skal som udgangspunkt ansættes ud fra grundens planlagte anvendelse og udnyttelse. Det er altså som udgangspunkt planforholdene, der sætter rammerne for, hvad der skal betragtes som grundens bedste økonomiske anvendelse og udnyttelse. Se nærmere herom i afsnit H.A.5.1.1.2 om bedst mulige anvendelse og udnyttelse i økonomisk henseende.

Som følge heraf skal grundværdien efter EVL § 18, stk. 1, som udgangspunkt ansættes på grundlag af den anvendelse og udnyttelse, der er mulig efter forskrifter udstedt i medfør af planlovgivningen eller anden offentlig regulering. Dette indebærer, at der ved ansættelsen skal tages højde for eksempelvis indholdet af lokalplaner, byplanvedtægter, strandbeskyttelseslinjer mv. Se nærmere herom i afsnit 5.1.2.1. om plangrundlaget.

Hvis ejeren efter forskrifter udstedt i medfør af planlovgivningen eller anden offentlig regulering vil kunne opføre et byggeri med en bestemt anvendelse og udnyttelse på en grund, lægges den planlagte anvendelse og udnyttelse af grundarealet derfor som udgangspunkt til grund for vurderingen.

Hvis der er flere forskellige anvendelses- og udnyttelsesmuligheder for en grund, er det som udgangspunkt den anvendelses- og udnyttelsesmulighed, der giver den højeste grundværdi, som grundværdien skal baseres på. Dette følger af EVL § 18, stk. 2.

Dog forekommer det, at der er opført noget andet end det, som er muligt efter plangrundlaget, eller at grunden er udnyttet i videre omfang end tilladt, hvorfor grundens faktiske anvendelse og udnyttelse skal tages i betragtning ved ansættelsen. Det står i EVL § 20. Se nærmere herom under afsnit H.A.5.1.2.7 om ansættelse af grundværdi på grundlag af den lovlige, faktiske anvendelse og udnyttelse.