Kunde 5 med cpr.nr. 123456-5555
Indkomstår: 2019
Kunden opretter 2. april sin aktiesparekonto ved at indskyde 40.000 kr. i kontanter.
For de indskudte kontanter erhverves danske og udenlandske aktier og i slutningen af april modtages udbytte fra de danske aktier på 500 kr.
Kunden ønsker at flytte sin aktiesparekonto til en anden bank med cvr.nr 87654321, og overflytning gennemføres den 10. juni 2019.
Beskatningsgrundlag og skat
Banken skal ikke opgøre beskatningsgrundlag og skat for 2019. Det skal den modtagende bank.
Banken skal derimod indberette om hvilken dato og til hvilket pengeinstitut (cvr.nr. / reg.nr.), aktiesparekontoen er overført.
Derudover er banken forpligtet til at videregive nødvendige oplysninger til det modtagende pengeinstitut, således at det modtagende pengeinstitut er i stand til at opgøre beskatningsgrundlag, skat og eventuel afgift af aktiesparekontoen for hele året.
Det afgivende institut skal oplyse følgende til det modtagne institut:
1) Aktiesparekontoens værdi ved udgangen af indkomstperioden forud for overførslen.
2) Negativ skat til fremførsel ved udgangen af indkomstperioden forud for overførslen.
3) Skat vedrørende indkomstperioden forud for overførslen, i det omfang denne ikke er betalt.
4) Indkomstperiodens udlodninger.
5) Indkomstperiodens indskud.
6) Indkomstperiodens betalte og refunderede skat.
7) Indkomstperiodens betalte afgift.
8) Afgift vedrørende indkomstperioden forud for overførslen, i det omfang denne ikke er betalt.
Har aktiesparekontoens ejer været fuldt og begrænset skattepligtig i forskellige perioder i det kalenderår, overførslen foretages, skal de oplysninger, der er nævnt, afgives for hver indkomstperiode.