Registrerede virksomheders anmodning om eksportgodtgørelse
Når du som selvanmelder anmoder om eksportgodtgørelse i Motorregistret, vil du fra 1. januar 2020 blive opkrævet et gebyr på 1.950 kr. for anmodningen. Gebyret opkræves via et betalingsvindue i slutningen af flowet, når du tilføjer eksportgodtgørelsen til din månedsangivelse. Bemærk, at gebyret skal betales via en kort-betaling – det er altså IKKE muligt at betale gebyret via din månedsangivelse.
Eksportgodtgørelse for ikke-selvanmeldere
Når du anmoder Motorstyrelsen om en værdifastsættelse med årsagen eksport, vil du fra den 1. januar 2020 blive opkrævet et gebyr på 1.950 kr. for anmodningen. Gebyret opkræves via et betalingsvindue i slutningen af flowet, når du opretter anmodningen – betalingen skal foretages via en kort-betaling.
Kompensation for toldsyn
Fra og med den 1. januar 2020 gives der ikke længere kompensation for toldsyn i forbindelse med import og eksport. Det betyder, at du ikke længere kan tilvælge kompensationen i forbindelse med din afgiftsberegning ved import og eksport.
Obligatorisk toldsyn ved eksport
Fra og med den 1. januar 2020 gælder der nye regler for kravet om toldsyn ved anmodning om eksportgodtgørelse. Hidtil har kravet om et toldsyn, der ikke er ældre end 4 uger, kun været gældende for køretøjer, der er mere end 10 år gamle. Efter de nye regler gælder kravet for alle køretøjer uanset alder.
Motorregistret validerer toldsynets alder, når du anmoder om eksportgodtgørelse eller anmoder om en værdifastsættelse med årsagen eksport.
Straks-ibrugtagning
Fra og med den 1. januar 2020 kan et leasingkøretøj, som ønskes registreret på forholdsmæssig afgift, straks-ibrugtages. Det betyder, at køretøjet kan registreres, inden sagsbehandlingen af leasingansøgningen er afsluttet, og køretøjet er værdifastsat af Motorstyrelsen.
Som leasinggiver skal du som hidtil indsende en leasingansøgning. Hvis du ønsker at gøre brug af reglerne om straks-ibrugtagning, skal du derudover indsende en erklæring samt din vurdering af den afgiftspligtige værdi på køretøjet.
Ved straks-ibrugtagningen registreres køretøjet på en betinget godkendelse, mens Motorstyrelsen behandler sagen. Når køretøjet er værdifastsat af Motorstyrelsen, foretages der en regulering, så den forholdsmæssige afgift, der er betalt ved start – ud fra leasinggivers oplyste afgiftspligtige værdi – svarer til Motorstyrelsens vurdering.
Godkendes leasingansøgningen af Motorstyrelsen, vil køretøjet fortsat køre på den leasingaftale, som køretøjet er registreret på – som ved enhver anden leasingaftale.
Kan leasingansøgningen ikke godkendes, så der gives afslag på ansøgningen, skal køretøjet straks afmeldes fra Motorregistret. Herefter annulleres leasingaftalen, og der beregnes refusion af den forholdsmæssige afgift for den resterende periode. Refusionen beregnes efter regulering af afgiften ud fra Motorstyrelsens vurdering af den afgiftspligtige værdi.
Se yderligere i Motorstyrelsens nyhedsbrev om straks-ibrugtagning.
Få nyhedsmail om Motorregistret
Hvis du ønsker at modtage nyheder om Motorregistret direkte i din indbakke, kan du tilmelde dig vores nyhedsmail via dette link.
Venlig hilsen
Motorstyrelsen