Når I indsender jeres indberetning i ASK-indberetningsskemaet (Excel-ark) via TastSelv Erhverv, modtager I et autosvar på, at Skattestyrelsen har modtaget jeres henvendelse.
Når vi har gennemgået indberetningen, vil I efterfølgende modtage et svar i TastSelv Erhverv med besked om, hvorvidt indberetningen kan danne grundlag for opkrævning af aktiesparekontoskat samt eventuel afgift. I modtager en kvittering, hvis indberetningen kan godkendes, men hvis ASK-indberetningsskemaet (Excel-ark) indeholder fejl og mangler vil I modtage besked om, at indberetningen er afvist.
►Vi anbefaler, at I oplyser jeres mailadresse, når I indsender indberetninger til os, da vi derved får mulighed for at sende jer en mail, når vi har svaret i TastSelv Erhverv.◄
Kvittering - Indberetningen er godkendt:
Modtager I en kvittering, er indberetningen godkendt, og den kan dermed danne grundlag for opkrævning af aktiesparekontoskat samt eventuel afgift.
Vær opmærksom på, at Skattestyrelsen ved godkendelse af indberetningen som grundlag for opkrævning af aktiesparekontoskat og eventuel afgift, ikke har taget stilling til om opgørelse af beskatningsgrundlag, skat, mv. er foretaget korrekt.
Vi gør endvidere opmærksom på, at selv om indberetningen er godkendt, kan ASK-indberetningsskemaet (Excel-ark) indeholde mindre fejl eller mangler, som Skattestyrelsen vil anmode om, at den indberetningspligtige retter fremadrettet.
Afvisning - Indberetningen er afvist:
Hvis Skattestyrelsen konstaterer, at ASK-indberetningsskemaet (Excel-ark) indeholder fejl og mangler, vil I modtage en besked om at indberetningen er afvist. Indberetningen kan dermed ikke danne grundlag for opkrævning af aktiesparekontoskat samt eventuel afgift.
Senest 14 dage efter, at I har modtaget en afvisning fra Skattestyrelsen, skal I indsende en ny indberetning, hvor fejl og mangler er rettet.