Fristen for årsindberetning er fastsat i skatteindberetningslovens § 54, stk. 1.
Indberetning skal ske senest den 20. januar i året efter det indkomstår, I indberetter om. Er 20. januar en lørdag eller søndag, er fristen senest den følgende mandag.
Skat og eventuel afgift vedrørende aktiesparekonti forfalder til betaling den 22. januar i året efter det kalenderår, I har indberettet om. For kalenderårene 2019-2022 er fristen for betaling dog udsat til 22. februar.
Falder forfaldsdagen på en banklukkedag, udskydes forfaldsdagen til førstkommende bankdag.
Rettelsesindberetning
Indberetning af rettelser skal ske senest 14 dage efter, at I har modtaget meddelelse fra Skattestyrelsen om, at vi har fundet fejl i jeres indberetning.
Finder I selv fejl i en indberetning skal I foretage rettelser umiddelbart efter fejlen er konstateret. Af praktiske hensyn kan fejlrettelser ske én gang månedligt således, at I kan indsende korrektion på fejl konstateret i en måned senest den 14. i den efterfølgende måned.
Nye skatte- og afgiftskrav, der opstår som følge af rettelser foretaget efter betalingsfristen den 22. februar, forfalder vedrørende kalenderårene 2019-2022 30 dage efter rettelsen er indsendt til Skattestyrelsen.
Oversigtsskema for indberetnings- og betalingsfrister:
| Kalenderår 2022 | Indberetningsfrist | §§ | Betalingsfrist | §§ |
| Ordinær angivelse og rettelser til og med 22. februar | 20. januar 2023 | SIL § 54, stk. 1 | 22. februar 2023 | ASKL § 32, stk. 2, jf. § 20 ASKL § 32, stk. 4 (Banklukkedag) |
| Rettelser foretaget efter 22. februar, der medfører Forhøjelse af angivelse (Pengeinstitut) | Når fejlen bliver konstateret. Af praktiske hensyn kan rettelser samles og indsendes til 14. i måneden efter. | | 30 dage efter indberetning | ASKL § 32, stk. 3, jf. § 23 ASKL § 32, stk. 4 (Banklukkedag) |
| Rettelser foretaget efter 22. februar, der medfører Nedsættelse af angivelse (Pengeinstitut) | Når fejlen bliver Konstateret. Af praktiske hensyn kan rettelser samles og indsendes til 14. i måneden efter. | | 30 dage efter indberetning | ASKL § 32, stk. 3, jf. § 23 ASKL § 32, stk. 4, (Banklukkedag) |
| Ændring af angivelse på baggrund af afgørelse fra Skattestyrelsen | - | - | 14 dage efter datoen for afgørelsen | ASKL § 22 |
Indberetning ved virksomhedsophør
Ophører hele virksomheden ved f.eks. konkurs, fusion eller almindelig afmeldelse, skal indberetningen for ophørsåret ske senest 10 dage efter virksomhedens ophør.
Betaling via skattekontoen
I skal betale skat og en eventuel afgift af aktiesparekonti via jeres Skattekonto. I kan læse mere om Skattekontoen på skat.dk/skattekontoen.
Ind- og udbetalinger på Skattekontoen indgår i en samlet saldoopgørelse, hvor der automatisk sker modregning efter saldoprincippet. Reglerne fremgår af opkrævningslovens kapital 5.
I kan indberette oplysninger om beskatningsgrundlag, skat, m.v. i god tid inden indberetningsfristens udløb, men indbetaling af aktiesparekontoskat og eventuel afgift til Skattekontoen kan tidligst ske fem hverdage før betalingsfristen.
Hvis I indbetaler tidligere end fem hverdage før betalingsfristen - og der ikke er andre krav til forfald på Skattekontoen - vil pengene automatisk blive tilbagebetalt til jer, da Skattestyrelsen udbetaler en evt. positiv saldo efter 5 dage ifølge opkrævningsloven.
Hvis aktiesparekontoskat og evt. afgift ikke bliver indbetalt til tiden, pålægges et gebyr og renter fra sidste rettidige betalingsdato og frem til betalingstidspunktet.
Renter bliver beregnet som en saldorente. I praksis vil det sige, at renten bliver beregnet fra dag til dag på grundlag af den skyldige saldo på skattekontoen. Rentesatsen er fælles for alle krav, der indgår i saldoen. Den beregnede rente bliver tilskrevet én gang om måneden.