Datasikkerhed
Der er en række generelle og grundlæggende krav til, hvordan offentlige myndigheder og private dataansvarlige håndterer data.

Det betyder f.eks., at overførsel af data til Skattestyrelsen altid skal ske på en måde, så udenforstående ikke kan få adgang til data. Det er jeres ansvar at opfylde kravene til sikker datahåndtering.

Den indberetningspligtiges ansvar
Den der er indberetningspligtig efter skatteindberetningsloven, kan ved overtrædelse af lovens indberetningsregler ifalde et strafansvar. Det gælder eksempelvis, såfremt den indberetningspligtige forsætligt eller groft uagtsomt:

  • Undlader rettidigt at opfylde en indberetningspligt, der påhviler denne i medfør af indberetningsreglerne i skatteindberetningsloven.
  • Undlader at foretage genindberetning inden for den frist, som Skattestyrelsen har meddelt.
  • Afgiver urigtige, vildledende eller ufuldstændige oplysninger, der resulterer i en for lav skatteansættelse for den, hvorom der indberettes.

Der kan også være andre eksempler på, at en indberetningspligtig kan ifalde et strafansvar.

Den indberetningspligtige har ansvaret for, at indberetningen er korrekt, uanset om indberetningen foretages af ansatte i virksomheden, eller virksomheden har købt en ydelse fra andre for at opfylde sin indberetningspligt.

I kan læse mere om de enkelte bødebestemmelser i bilag 3.

Pligt til at afstemme indberetning og regnskab
Når jeres virksomhed er bogføringspligtig, skal regnskabet tilrettelægges sådan, at oplysninger som indgår i regnskabet og som indberettes, skal kunne afstemmes med regnskabsføringen. Det står i skatteindberetningslovens § 56, stk. 1.

I skal derfor afstemme jeres registreringer med oplysningerne i de behandlingsrapporter, der dannes i Aktiesparekonto.