Vær opmærksom på at renter af erstatningssummer er indberetningspligtige for forsikringsselskaber jf. § 26 i Bekendtgørelse om skatteindberetning m.v. Renterne skal indberettes til system - Indlån. se Indberetningsvejledningen til Indlån 2023.
Nul-indberetning
Med virkning for indberetning fra 2019 er det blevet et krav, at det skal oplyses til Skattestyrelsen, hvis I ikke har noget at indberette om, se beskrivelsen i den generelle vejledning i afsnittet Generelt om indberetning.
Læs også diverse beskrivelser i den generelle vejledning i afsnittet: Ændring af ordninger, overførsel herunder § 41-43 overførsler og tilbagebetaling i vejledningen Indberetning af pensionsbidrag og pensionsstatistik (CPS) 2023.
Aldersordninger - arbejdsgiveradministrerede skattekode 45:
Vær opmærksom på at der ved rettelse m.v. eller § 25 A overførsler evt. også skal ske regulering af A-indkomst af aldersordninger i felt 57 i eIndkomst. Se under Indberetningsvejledningen til eIndkomst felt 57, 58 og 59 i afsnit 8.5.
Behandlingen af den eventuelt tilbageholdte A-skat på 40 % fremgår af samme afsnit.
SF-tele
Ved indberetninger foretaget via SF-tele (TS-tele), samles alle indberetninger i perioden mellem kvitteringslisterne.
Der udsendes kvitteringslister til den indberetningspligtige ved udgangen af hver måned undtagen december.
§ 15 A pensionsordninger
Indberetning af indskud og indberetningsfrister for pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens § 15 A er 1. august i året efter afståelses-/ophørsåret. Der skal indberettes med afståelses-/ophørsåret i ÅR, såfremt indbetalingen er foretaget senest 1. juli i året efter afståelses-/ophørsåret. Indbetalinger i efterfølgende indkomstår, som kan foretages op til beløbsgrænsen, men som ikke er indbetalinger, der relaterer sig til året, hvor virksomheden ophører/afstås, skal indberettes årligt senest 20. januar.
Hvilende ordninger omfattet af Pensionsbeskatningslovens § 15 A skal også indberettes årligt senest 20. januar.
Se den generelle vejledning under Dataindhold for privattegnede pensionsordninger, Felt 07 Kalenderår / ophørs-/afståelsesår og bilag 2 i vejledningen Indberetning af pensionsbidrag og pensionsstatistik (CPS) 2023.
Identifikation af hvilende ophørspensioner og hvilende sportspensioner
Hvilende ophørspensioner efter PBL § 15 A og hvilende sportspensioner efter PBL § 15 B skal identificeres i indberetningen.
Fra indkomståret 2020 betyder det, at indberetningen af hvilende ophørspensioner skal ske med fradragskode 12 og hvilende sportspensioner med fradragskode 13. Indberetningen skal ske i kombination med fradragskode 11 (hvilende ordninger). Hidtil har det ikke været muligt at angive fradragskode 11 i kombination med fradragskode 12 eller 13, idet det resulterede i en fejlmeddelelse.
Seneste indbetaling i forhold til forfald i tidligere indkomstår (PBL §§ 16, 18 og 19)
Periodiseringsreglen for indbetalinger på pensionsordninger i forsikringsselskaber og pensionskasser fastholder indbetalingstidspunktet som udgangspunkt for periodiseringen, men udstrækker bortseelses-/fradragsretten for årets indbetalinger til også at gælde de forfaldne beløb, der indbetales senest den 1. april i det efterfølgende kalenderår.
Det betyder, at indbetalingen skal finde sted senest den 1. april for at få skattemæssig virkning for forfaldsåret, mens en indbetaling efter den 1. april har skattemæssig virkning for indbetalingsåret og kræver en rettelsesindberetning til CPS.
Korrektion efter pensionsbeskatningslovens § 22 E
Med vedtagelse af § 22 E i Pensionsbeskatningsloven (PBL) er det blevet muligt helt eller delvist at tilbagebetale indbetalinger på pensionsordninger uden skattemæssige konsekvenser, hvis tilbagebetalingen sker senest 30 dage fra indbetalingstidspunktet.
Der er jf. pensionsbeskatningslovens § 18, stk. 1 og § 19, stk. 1 også givet mulighed for at indbetale tilbagebetalingen inden for 30 dages fristen på den ønskede pensionsordning med den virkning, at den ny indbetaling er fradrags- eller bortseelsesberettiget på tidspunktet for indbetaling til den pensionsordning, som tilbagebetalingen hidrører fra.
Fra 1. januar 2021 skal Skattestyrelsen som udgangspunkt alene godkende tilbagebetalingen, hvis den sker senere end 30 dage fra indbetalingstidspunktet.
Indbetalinger, som i løbet af indkomståret efterfølgende er tilbagebetalt senest 30 dage efter indbetalingen, skal ikke indberettes særskilt til Skattestyrelsen (CPS) men nedskrives i indbetalingerne (tælleværket) på pensionsordningen.
Når der har været en hel eller delvis tilbagebetaling omfattet af PBL § 22 E, skal alene nettobeløbet for årets indbetalinger på pensionsordningen indberettes (til CPS).
Nettoindberetningen skal ske i forbindelse med årsultimo indberetningen (til CPS). Pensionsinstituttets indberetninger vil hermed afspejle det korrekte indbetalingsforløb på pensionsordningen.
Særlig regel over årsskiftet
For tilbagebetalinger, der foretages i året efter indbetalingen, gælder særlige regler.
Tilbagebetalingen skal ske senest den 19. januar i året efter det kalenderår, som indbetalingen vedrører, uanset at der ikke er gået 30 dage fra indbetalingen.
Hvis tilbagebetalingen omfattet af PBL § 22 E sker efter jeres pensionsdata ultimo året er dannet / trukket af jeres datacentral, skal I indberette om tilbagebetalingen med rettekode 1 (i CPS) senest den 20. januar i året efter det kalenderår, som tilbagebetalingen vedrører.
Det tilbagebetalte beløb skal I også indberette til PensionDiverse på kontotype 5. Denne indberetning opskriver kundens formueindberetning/indestående.
Kontotype 5 skal I således benytte ved tilbagebetalinger af indbetalinger for 2023, når tilbagebetalingen sker i perioden 1. januar 2024 til og med 19. januar 2024. Se afsnit 4.1, afsnit 4.5.1 og 4.5.2 i Indberetningsvejledning om Pensiondiverse 2023.
Ved filindberetning - se også XML-eksempel 21 til PensionDiverse under Eksempler - hjælp til indberetningen.
I lovforslaget til PBL § 22 E er listet en række eksempler, hvor den udvidede korrektionsmulighed er beskrevet.
Hvis tilbagebetalingen hen over årsskiftet ønskes indbetalt på en anden pensionsordning.
Hvis tilbagebetalingen og den ny indbetaling sker efter jeres pensionsdata ultimo året er dannet / trukket af jeres datacentral, skal I indberette om tilbagebetalingen og indbetalingen med rettekode 1 (i CPS) senest den 20. januar i året efter det kalenderår, som tilbagebetalingen og indbetalingen vedrører. Dette svarer til metoden vedrørende indberetning om PBL § 22 D overførsler.
Tilbagebetalingen skal i denne situation ikke indberettes til pensiondiverse.
Korrektion efter pensionsbeskatningsloven § 22 F
Der kan efter pensionsbeskatningslovens § 22 F ske tilbagebetaling eller overførsel af beløb, der fejlagtigt er indbetalt til visse pensionsordninger. Reglen gælder for indbetalinger, der fejlagtigt er sket fra og med den 1. januar 2022, og er forbundet med en række betingelser:
- Indbetalingen skal være sket ved en fejl i forhold til aftalegrundlaget for pensionsordningen mv. fx relevante overenskomster, firmaaftaler, pensionsaftaler i øvrigt eller i forhold til den konkrete aftale om indbetaling.
- Fejlen skal kunne dokumenteres.
- Korrektionen skal ske senest 3 år efter indbetalingen.
- Der kan ikke ske tilbagebetaling, hvis fejlindbetalinger for det enkelte kalenderår overstiger 100.000 kr. (2022-niveau) tillagt indeholdt AM-bidrag
En korrektion efter pensionsbeskatningslovens § 22 F bliver anset som en anmodning om genoptagelse af pensionsopsparerens skatteansættelse, og derfor skal der ske indberetning ved brug af særlige rettekoder til CPS. Indberetning bør ske uden ugrundet ophold.
Tilbagebetaling eller overførsler af fejlagtige indbetalinger i det kalenderår, hvor indbetaling er sket, kan korrigeres uden, at der skal ske indberetning til CPS med de særlige rettekoder.
Hvis I foretager en tilbagebetaling efter pensionsbeskatningslovens § 22 F, stk. 1, skal I anvende rettekode A ved indberetningen. Beløb angives med - (minus). Vær også opmærksom på indberetning til Pensiondiverse ved tilbagebetaling til en arbejdsgiver.
Hvis I foretager en overførsel efter pensionsbeskatningslovens § 22 F, stk. 3, skal I anvende rettekode B ved indberetningen. Beløb angives med - (minus) fra en ordning og + (plus) til en ordning.
Bemærk. Hvis I efter 1. januar 2024 foretager en overførsel til et andet institut af indbetalinger foretaget i 2023, skal I altid indberette den fejlagtige indbetaling for 2023 (uanset om der er sket datatræk til den ordinære indberetning), og derefter indberette om overførslen med rettekode B. Det modtagende institut skal også bruge rettekode B ved indberetning om det overførte beløb for 2023. Dette er fastsat for at kunne håndtere dannelsen af en ny årsopgørelse automatisk.
Læs mere i Bilag 4: Korrektion efter pensionsbeskatningslovens § 22 F og i Dataindhold for privattegnede pensionsordninger og Dataindhold for arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger under afsnit Felt 04 Rettekode samt se eksempler i afsnittet Eksempler på anvendelse af rettekode 3, 4, 5, 6, 7, A og B.
►Vær opmærksom på at fejlagtige indbetalinger, der endnu ikke er placeret på en pensionsordning, men blot placeret på en midlertidig konto (mellemregningskonto) i et penge- eller pensionsinstitut, i skattemæssig forstand betragtes som frie midler.
Betydningen af "indbetaling" skal tolkes stringent, og i en sådan situation kan pensionsbeskatningslovens § 22 F ikke anvendes.
I en sådan situation kan indbetalingen tilbagebetales til indbetaler, eller overføres til et andet institut, uden skattemæssige konsekvenser.◄
Skattekode 44 afvises fra 2020
Fra indkomståret 2018 har arbejdsgivere haft pligt til at give bortseelse for arbejdsgiveradministrerede aldersordninger. Alle arbejdsgiveradministrerede aldersordninger skal indberettes med skattekode 45. Indberetninger om indbetalinger på skattekode 44 vil blive afvist fra og med indkomståret 2020.
Det er muligt at indberette skattekode 44 som hvilende ordninger.
Hvem skal indberette efter en § 41 eller 41 A overførsel
Det er præciseret, hvilket institut der skal foretage indberetningen om en § 21 A, § 22 (ophør) eller § 22 A (sport) tilbagebetaling eller en § 21 A, § 22 A (sport) eller § 25 A, stk. 8 og 9 overførsel, når depotet er § 41 eller § 41 A overført efter indbetalingen. Det fremgår af bekendtgørelse om skatteindberetning m.v. § 13, stk. 2, nr. 9 og § 22, stk. 2, nr. 11, at det er det institut, der foretager tilbagebetalingen eller overførslen, der skal indberette.
Bemærk at en overførsel fra en arbejdsgiveradministreret ordning i disse situationer skal ske eksklusive arbejdsmarkedsbidraget.
Hvilende ordning
Definitionen på en hvilende ordning er en pensionsordning, der ikke har været indbetalt på i indkomståret, og der er ikke påbegyndt udbetaling fra ordningen.
Ved indberetning efter 1. årsopgørelse er dannet (ultimo marts)
Overholder I ikke indberetningsfristen den 20. januar og først får indberettet efter at 1. årsopgørelse er dannet, skal I give eKapital besked før I sender indberetningen. Læs mere i afsnittet: Generelt om indberetning.
Ved indberetning af rettelser efter 1. årsopgørelsen er dannet
Kontakt eKapital hvis I leverer større mængde rettelser efter første årsopgørelse er dannet. Læs mere afsnittet: Indberetning af ændringer til tidligere indberettede oplysninger.
Potentielt brud på GDPR
Kontakt eKapital ved potentielt brud på GDPR-reglerne. Find yderligere information i afsnittet: Håndtering af potentielt brud på GDPR.