Herunder fremgår hvilke identifikationsoplysninger konto- og depotfører skal have oplyst om indehaverens identitet. Indehaverens identitet fastlægges i medfør af reglerne i bekendtgørelse om skatteindberetning m.v. § 3.

Identifikationsoplysninger for fysiske personer:

  • Navn og adresse samt hjemland, hvis udenlandsk adresse.
  • Cpr-nr.
  • Cvr-nr., hvis intet Cpr-nr. (f.eks. enkeltmandsvirksomhed)
  • Se-nr., hvis intet Cvr-nr.
  • Fødselsdato, hvis intet se-nr.
  • Altid TIN, hvis pågældende har et sådant.
  • Fødselsdato, fødselssted og fødselsstat, hvis intet TIN.

For konti: Hvis I ikke kender navn på Kontohaver, skal I anvende KontohaverUkendt i indberetningen til Indlån i stedet for strukturen for Valutaudlænding. Læs mere i Indberetningsvejledningen om Indlån, afsnit 0.3.

Identifikationsoplysninger for juridiske personer:

  • Navn og adresse samt hjemland, hvis udenlandsk adresse.
  • Cvr-nr.
  • Se-nr., hvis intet Cvr-nr.
  • Altid TIN, hvis pågældende har sådant et.

For selskaber m.v., der hverken har cpr-nr., cvr-nr., se-nr., eller evt. TIN, registreres identifikationsoplysninger om formanden eller anden person, der er berettiget til at handle på vegne af den, der skal indberettes om.

Nedenfor fremgår det, hvornår der er pligt til at have identifikationsnummer (TIN) på jeres kunde (Valutaudlænding - Person eller Virksomhed):

  • Kundeforhold der er oprettet før 1. januar 2004
    Der var i denne periode ikke krav om at indhente identifikationsnummer (TIN).
  • Kundeforhold oprettet fra 1. januar 2004 og før 1. juli 2016
    Fysiske personer kunne efter bestemmelserne i denne periode vælge enten at oplyse identifikationsnummer (TIN) eller fødselsdato, fødselssted og fødselsland.
  • Kundeforhold oprettet eller aftalt fra 1. juli 2016
    En valutaudlænding der fra 1. juli 2016 opretter en konto eller depot skal oplyse om identifikationsnummer (TIN) efter reglerne i det pågældende bopælsland.
  • Ændres eller udvides aftaler oprettet eller aftalt før 1. juli 2016, fx ved ændringer i ejerkredsen, skal der indhentes oplysning om identifikationsnummer (TIN). Ændring af kundens bopælsadresse ses ikke som en ændring eller udvidelse af kundeforholdet.

Konto- og depotindehaver er forpligtet til at afgive korrekte og opdaterede identifikationsoplysninger til konto- og depotføreren, og disse skal kunne dokumenteres i form af fremlæggelse af nødvendig legitimation. Det er således udtrykkeligt fastsat, at det er den, der skal indberettes om, der skal underrette den indberetningspligtige om ændringer i de afgivne identifikationsoplysninger.