Vær opmærksom på at renter af erstatningssummer er indberetningspligtige for forsikringsselskaber jf. § 26 i Bekendtgørelse om skatteindberetning m.v. Renterne skal indberettes til system - Indlån. se Indberetningsvejledningen til Indlån 2021.

Nul-indberetning
Med virkning for indberetning fra 2019 er det blevet et krav, at det skal oplyses til Skattestyrelsen, hvis I ikke har noget at indberette om, se afsnittet Generelt om indberetning.

Læs også diverse beskrivelser i afsnittet: Ændring af ordninger, overførsel herunder § 41-43 overførsler og tilbagebetaling

Aldersordninger - arbejdsgiveradministrerede skattekode 45:
Vær opmærksom på at der ved rettelse m.v. eller § 25 A overførsler evt. også skal ske regulering af A-indkomst af aldersordninger i felt 57 i eIndkomst. Se under Indberetningsvejledningen til eIndkomst feltnr. 57, 58 og 59 i afsnit 8.5.

Behandlingen af den eventuelt tilbageholdte A-skat på 40 % fremgår af samme afsnit.

SF-tele
Ved indberetninger foretaget via SF-tele (TS-tele), samles alle indberetninger i perioden mellem kvitteringslisterne.
Skattestyrelsen ændrede fra 1. januar 2019 intervallet for udsendelse af kvitteringslister til den indberetningspligtige. Der udsendes ved udgangen af hver måned undtagen december.

§ 15 A pensionsordninger
Indberetning af indskud og indberetningsfrister for pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens § 15 A er 1. august i året efter afståelses-/ophørsåret. Der skal indberettes med afståelses-/ophørsåret i ÅR, såfremt indbetalingen er foretaget senest 1. juli i året efter afståelses-/ophørsåret. Indbetalinger i efterfølgende indkomstår, som kan foretages op til beløbsgrænsen, men som ikke er indbetalinger der relaterer sig til året, hvor virksomheden ophører/afstås, skal indberettes årligt senest 20. januar.

Hvilende ordninger omfattet af Pensionsbeskatningslovens § 15 A skal også indberettes årligt senest 20. januar.
Se under Dataindhold for privattegnede pensionsordninger, Felt 07 Kalenderår/afståelsesår og bilag 2.

Identifikation af hvilende ophørspensioner og hvilende sportspensioner
Hvilende ophørspensioner efter PBL § 15 A og hvilende sportspensioner efter PBL § 15 B skal identificeres i indberetningen.

Fra indkomståret 2020 betyder det, at indberetningen af hvilende ophørspensioner skal ske med fradragskode 12 og hvilende sportspensioner med fradragskode 13. Indberetningen skal ske i kombination med fradragskode 11 (hvilende ordninger). Hidtil har det ikke været muligt at angive fradragskode 11 i kombination med fradragskode 12 eller 13, idet det resulterede i en fejlmeddelelse.

Skattekode 44 afvises fra 2020
Fra indkomståret 2018 har arbejdsgivere haft pligt til at give bortseelse for arbejdsgiveradministrerede aldersordninger. Alle arbejdsgiveradministrerede aldersordninger skal indberettes med skattekode 45. Indberetninger om indbetalinger på skattekode 44 vil blive afvist fra og med indkomståret 2020.
Det er muligt at have skattekode 44 som hvilende ordninger.

Hvem skal indberette efter en § 41 overførsel
Det blev fra 2014 præciseret, hvilket institut der skal foretage indberetningen om en § 21 A, § 22 (ophør) og § 22 A (sport) udbetaling eller en § 21 A og § 22 A (sport) overførsel, når depotet er § 41 overflyttet efter indskuddet. Det fremgår af bekendtgørelse om skatteindberetning m.v. § 13, stk. 2, nr. 9 og § 22, stk. 2, nr. 11, at det er det institut, der har depotet på overførsels- eller udbetalingstidspunktet, der skal indberette.
Endvidere fremgår det af kildeskattelovens § 49 D, stk. 1, at overførslen fra en arbejdsgiveradministreret ordning i disse situationer skal ske eksklusive arbejdsmarkedsbidraget.

Hvilende ordning: Definitionen på en hvilende ordning er en pensionsordning, der ikke har været indbetalt på i indkomståret, og der er ikke påbegyndt udbetaling fra ordningen.