Det fremgår af den juridiske vejledning, afsnit A.A.2.9 :
"Hvis virksomheden selv opdager, at der er indberettet et forkert moms- eller afgiftstilsvar, kan virksomheden anmode Skatteforvaltningen om en ændring heraf via Digital Ret Indberetning. Når virksomheden har indberettet en ændring, er det en anmodning om genoptagelse af afgiftstilsvaret/godtgørelsen. Ændringen skal derfor behandles som en genoptagelsesanmodning, uanset om anmodningen medfører en forhøjelse eller en nedsættelse."
En virksomheds ændring af en afgivet urigtig angivelse eller indberetning (efterangivelse) er omfattet af OPKL § 5, stk. 1. Efterbetalingskrav, der opstår som følge af en efterangivelse fra en virksomhed, skal derfor renteberegnes fra det tidspunkt, hvor der er gået 14 dage fra det tidspunkt, hvor Skattestyrelsen har foretaget opkrævning af kravet. Når en virksomhed efterangiver på eget initiativ, sker der i praksis det, at virksomheden, når efterangivelsen indsendes elektronisk, samtidig orienteres i selvbetjeningsløsningen om betalingsmulighederne, og betalingsfristen er på 14 dage fra indberetningstidspunktet.
Betales beløbet inden denne frist, sker der ingen forrentning. Dette betyder, at kravene ikke forrentes fra den sidste rettidige betalingsdag, der ville have været gældende, hvis virksomheden havde opfyldt sin pligt til at angive (korrekt).
Efterbetalingskrav, der opstår som følge af en efterangivelse fra en virksomhed, renteberegnes efter OPKL § 7 og OPKL § 16c, stk. 1. forrentes.