Aktiebaserede investeringsselskaber.
Skattestyrelsen udstiller en liste over de aktiebaserede investeringsselskaber, der har indgivet meddelelse om at være aktiebaseret. Listen gældende for indkomståret 2021 forventes opdateret ved udgangen af 2020. Listen er gældende for et indkomstår ad gangen, og bliver offentliggjort på www.skat.dk/indberet-investeringsbeviser.
Klassifikationen 8, A kan kun anvendes til aktiebaserede investeringsselskaber, der har indgivet meddelelse herom, og som fremgår på den nævnte liste over aktiebaserede investeringsselskaber.
Indberetning af handler for indkomståret 2020, skal ske med udgangspunkt i den nuværende liste for 2020.
Indberetning om investeringsselskaber der ikke fremgår af listen skal foretages med klassifikationen 8, B.
Indberetning om danske aktier og beviser i investeringsinstitutter udstedt uden ISIN.
Skattestyrelsen ændrer med virkning fra kalenderåret 2020 retningslinjerne for indberetning om identiteten af danske aktier og beviser i investeringsinstitutter, der er udstedt uden ISIN.
Hidtil har man ikke skulle indberette noget i feltet "ISIN FONDSKODE", hvis ikke værdipapiret var udstedt med en officiel ISIN.
Når der fremover indberettes om erhvervelser, afståelser, udbytter og beholdninger af danske aktier og beviser i investeringsinstitutter, der er udstedt uden et officielt ISIN, indberettes efter følgende retningslinjer i feltet "ISIN FONDSKODE":
Der indberettes 12 karakterer, der består af bogstaverne XY, efterfulgt af 2 nuller og investeringsinstituttets CVR.nr. Har investeringsinstituttet ikke et CVR.nr. bruges i stedet SE.nr.
Eksempel: Aktierne i investeringsselskab DK er ikke udstedt med ISIN. Investeringsselskabets CVR.nr. er 12345678.
Ved indberetning til IFPA individ 2235 og 2237 skal der indberettes følgende om ISIN og ASident:
| Felt nr. | Feltbetegnelse | Indhold i indberetningen |
| 15 | ISIN FONDSKODE | XY0012345678 |
| 21 | AS-IDENTNUMMER | 88888 |
Foretages indberetningen om danske aktier og beviser i investeringsinstitutter ikke efter ovenstående retningslinjer, vil indberetningen blive afvist.
Der kan fortsat indberettes om udenlandske aktier og beviser i investeringsinstitutter uden indhold i feltet "ISIN FONDSKODE".
Spærring og inddragelse af uidentificerede depoter.
Skattestyrelsen kan bestemme, at der for en periode på 12 måneder ikke må foretages dispositioner over depoter, hvor den indberetningspligtige ikke har sikker viden om indehaverens identitet. Herefter kan Skattestyrelsen efter forudgående offentlig varsling i Statstidende med 12 måneders frist, inddrage de depoter, der fortsat er uidentificeret. Det står i skatteindberetningslovens § 53.
Skattestyrelsen vil hvert år anmode pengeinstitutter mv. om at spærre depoter, som er uidentificeret pr. 31/12.
Der er udarbejdet en vejledning vedrørende processen for inddragelse af konti og depoter, som er offentliggjort på skat.dk/ekapital under Årsbreve og tværgående information.
Indberetning om pensionsbeskatninglovens § 53A-ordninger oprettet i pengeinstitutter.
Der er et lovforslag i høring i forhold til indberetning af PBL § 53A ordninger, hvor man vil undtage disse ordninger fra indberetning om aktiehandler- og beholdninger, obligationshandler, -renter og beholdninger, investeringsbevishandler og beholdninger, og indberetning om finansielle kontrakter. Vedtages lovforslaget er det alene udbytter fra aktier og investeringsinstitutter der skal indberettes ved PBL §53 A- ordninger. Pengeinstituttet skal fortsat indberette det samlede afkast og værdi af ordningen i medfør af SIL §11.
Fejlliste individ 4821.
Som følge af det nye individ 2238 (indberetning om provisioner mv. der videregives til kunder) i IFPA er der sket ændringer til fejlliste individ 4821. Se ændringer i afsnit 10, bilag 3.