Indberet om alle køb og salg af danske og udenlandske aktier mv., der er optaget til handel og ikke er optaget til handel på et reguleret marked.

Tegningsretter
Indberet om erhvervelse af aktier når erhvervelsen sker ved udnyttelse af en tegningsret og investor anmoder pengeinstituttet om at tegningsretten effektueres.

Indberet om alle tegningsretter, når der formidles en handel.
Se nærmere forklaring og eksempel på tegningsretter i afsnit 10, bilag 7.

Tvangsindløsning af minoritetsaktionærer
Indberet om tvangsindløsning af minoritetsaktionærer ved indløsning efter selskabslovens § 70 mv. er der tale om en tvangsafståelse for minoritetsaktionærer, og dispositionen er således en "erhvervelse" henholdsvis en "afståelse" af aktier.

ADR-, SDR- og GDR-beviser samt lignende instrumenter
Ved den skattemæssige kvalifikation af ADR-beviser skal ske en vurdering af, om indehaveren af ADR-beviset kan anses for aktionær i det underliggende selskab.

Indehaveren af et ADR-bevis besidder et depotbevis, der følger prisudviklingen i aktier opbevaret i det pågældende depot, og vil derfor som udgangspunkt have erhvervet et finansielt instrument, hvor værdien er afledt af de underliggende aktier.

For at et ADR-bevis kan anses for omfattet af reglerne for beskatning af aktier, skal der være tale om en overførsel af de forvaltningsmæssige og økonomiske rettigheder på den underliggende aktie med den virkning, at Depotbanken reelt er afskåret fra at råde over den underliggende aktie. Ved vurderingen skal bl.a. henses til, om ADR-beviset svarer til mindst en ordinær aktie i det underliggende selskab, om banken har foretaget en reel stemmeoverførsel til indehaveren af ADR-beviset, om de økonomiske rettigheder er overført, og om ADR-indehaveren vil få udleveret de underliggende aktier i tilfælde af Depotbankens konkurs. Se eksempelvis SKM2022.424.SR.

Anses indehaveren af ADR-beviset for aktionær i skattemæssig henseende, skal ADR-beviset indberettes til system AKSA.

Anses et ADR-bevis ikke for en aktieandel, skal ADR-beviset indberettes som en struktureret fordring. Strukturerede fordringer beskattes efter kursgevinstlovens kapitel 6. ADR-beviser som anses som strukturerede fordringer skal indberettes til henholdsvis system OBLG og system FINK. Læse mere i indberetningsvejledningen for indberetning af obligationer og finansielle kontrakter.