Indberet om alle udbytter af danske og udenlandske aktier i dansk depot. Der skal indberettes på både fysiske og juridiske personer:

  • Udlodning fra aktier optaget til handel på et reguleret marked (danske som udenlandske).
  • Udlodning fra udenlandske aktier, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked.
  • Udlodning fra danske aktier, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked, men som er indskrevet i en værdipapircentral fx Euronext Securities.

Udbyttet skal indberettes, uanset om det er udbetalt eller ej.

Udbytte der udloddes fra danske aktier, der indgår i nedenstående skattefrie ordninger skal indberettes jf. skatteindberetningslovens § 50, stk. 5.

  • Rateopsparing i pensionsøjemed efter pensionsbeskatningslovens § 11 A.
  • Opsparing i pensionsøjemed efter pensionsbeskatningslovens § 12-14 A.
  • Indeksordning efter pensionsbeskatningslovens § 15.
  • Selvpensioneringskonti efter pensionsbeskatningslovens § 51 A oprettet før 2. juni 1998.
  • Opsparings- og forsikringsordninger, hvis formål udelukkende er familieforsørgelse (børneopsparingskonti) efter pensionsbeskatningslovens § 51.
  • Aktiesparekonti efter Aktiesparekontoloven (lov nr. 1429 af 5/12-2018)  

Udbytte der udloddes fra danske og udenlandske aktier, der indgår i nedenstående skattefrie ordninger skal indberettes jf. skatteindberetningslovens § 50, stk. 2

  • Livsforsikringer og pensionskasseordninger omfattet af Pensionsbeskatningslovens §53 A stk. 1, bortset fra de i pensionsbeskatningslovens § 53 A stk. 4 nævnte forsikringer.