Hvilke foreninger skal indberette? 
Alle velgørende foreninger, fonde, stiftelser, institutioner og religiøse samfund, der er godkendt efter ligningslovens § 8 A og/eller ligningslovens § 12, stk. 3 til at modtage gaver eller løbende ydelser med fradragsret for giveren, skal indberette gave- og ydelsesbeløbene til Skattestyrelsen.

Hvis foreningen mister sin godkendelse eller ophører
Selv om foreningen har fået meddelelse om, at den ikke opfylder godkendelsesbetingelserne for det kommende år, skal I fortsat indberette rettelser til gavebeløb og/eller løbende ydelser, som foreningen har modtaget i det år, hvor foreningen er godkendt.

Hvis foreningen ophører, skal de oplysninger, der endnu ikke er indberettet, indberettes til Skattestyrelsen inden 10 dage efter ophørs dato.

I skal ved ophør sikre, at Skattestyrelsen fortsat kan komme i kontakt med virksomheden eller dennes repræsentant, hvis der er spørgsmål til indberetningerne.

Gaver og løbende ydelser
Der er forskel på fradragsreglerne for "gaver" og "løbende ydelser". Det er vigtigt, at I ikke forveksler gaver efter ligningslovens § 8 A med løbende ydelser efter ligningslovens § 12, stk. 1-3, når I indberetter. Gaver og løbende ydelser skal markeres forskelligt ved indberetningen, så Skattestyrelsens beregning af fradraget bliver korrekt.

Selvom gavegiver aftaler med banken, at de hver måned skal overføre et beløb fra giverens konto til foreningens konto, er der fortsat tale om en gave efter ligningslovens § 8 A. Faste månedlige gaver må ikke forveksles med løbende ydelser.

Gaver efter ligningslovens § 8 A
Gaver efter ligningslovens § 8 A skal være givet frivilligt og uden krav om modydelser. Gavegiver kan uden videre afbryde betalingen, når som helst den pågældende ønsker det.

Grænsen for fradrag for gaver i 2021 er 17.000 k.

Løbende ydelser efter § 12, stk. 1-3
Løbende ydelser efter ligningslovens § 12, stk. 1 - 3 er ydelser, der betales, når der er oprettet en forpligtigelseserklæring eller gavebrev mellem bidragsyderen og fx et religiøst samfund, hvor bidragsyder, frivillig og uden krav om modydelser, har forpligtet sig til at betale et bestemt beløb årligt eller en procentdel af sin indkomst i minimum ti år eller så længe vedkommende lever. Den løbende ydelse kan højst udgøre 15% af den personlige indkomst, men må dog altid være op til 15.000 kr. pr. år, under forudsætning at gavegiver har forpligtiget sig til at give en løbende ydelse på 15.000 kr. En aftale om en løbende ydelse, hvor der er oprettet en forpligtigelseserklæring eller et gavebrev mellem bidragsyderen og foreningen, kan ikke uden videre ophæves.

Bidragsyder har indbetalt for lidt
Har bidragsyder indbetalt for lidt i forhold til aftalen, skal I kun indberette det beløb, der er betalt i løbet af kalenderåret. Efterfølgende bidrag til opfyldelse af aftalen, som indbetales efter årets udløb, skal indberettes som bidrag for det år, hvor beløbet er indbetalt. Dette gælder både for aftaler, som vedrører faste beløb og for aftaler, hvor bidragsyder har forpligtet sig til en procentdel af indkomsten. Det betyder også, at der er fradragsret for bidragsyder i år 11 af en 10-årig aftale, da det endelige beløb først kan opgøres her.

Bidragsyder har indbetalt for meget
Er der indbetalt for meget i forhold til den indgåede aftale (forpligtigelsesaftalen), kan bidragsyder, inden året er gået, vælge at det overskydende beløb skal indberettes som en gave efter ligningslovens § 8 A, i stedet for at få beløbet tilbagebetalt. Efter årets udløb kan det overskydende beløb kun indberettes som et á conto bidrag for det indeværende år eller tilbagebetales. Husk, i dette tilfælde, at foretage en rettelsesindberetning.

Hvis giver ikke ønsker, at der indberettes
Giver kan inden udgangen af det år, hvori gaven/ydelsen er givet, pålægge foreningen, at gaven eller ydelsen ikke må indberettes til Skattestyrelsen. Har I allerede indberettet, kan I rette indberetningen ved, at indberette beløbet igen med negativt fortegn.