Ved indberetningen skal cpr-nr. eller cvr-nr. bruges som identifikationsnummer for anpartshaver.
Der sker afvisning af indberetninger til systemet, hvis der ikke er påført cpr- eller cvr/se-nr.
Indberetning på valutaudlændinge uden cpr- eller cvr/se-nummer vil ikke afvises af systemet.
Anpartshaver underretter administrationsselskab/administrator af virksomheden om sit cpr-nr. eller cvr-nr. Ved salg af nye anparter skal udbyder af anparterne have købers cpr-nr. eller cvr-nr. oplyst før salget af anparten. Ved valutaudlændinge forstås personer, der hverken har bopæl eller hjemsted her i landet. Endvidere opfattes selskaber og foreninger m.v., der ikke har hjemsted her i landet, samt dødsboer og konkursboer, der ikke behandles her i landet, som valutaudlændinge.
For valutaudlændinge gælder særlige regler med hensyn til registreringspligt. Valutaudlændinge skal oplyse om navn, bopælsadresse/hjemstedsadresse og hjemland samt om cpr-nr. og cvr-nr., hvis den pågældende har fået tildelt et sådant nummer.