Indberetningspligtige som er omfattet af skatteindberetningslovens § 42 er virksomheder med ejere, hvis indkomst og formue fra virksomheden opgøres fælles efter ligningslovens § 29. Efter ligningslovens § 29 skal erhvervsvirksomheder med flere end 10 ejere, hvoraf nogle ejere ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang, udarbejde et fælles skatteregnskab for sidstnævnte ejere. I henhold til skatteindberetningslovens § 42 er der oplysningspligt vedrørende oplysninger fra det fælles skatteregnskab.

I denne vejledning forstås de virksomheder, der er registreret som tilmeldings- og indberetningspligtige i henhold til denne ordning, som indberetningspligtige.

De virksomheder, som er omfattet, er typisk interessentskaber og kommanditselskaber m.v. inden for driftsmiddel- og skibsvirksomhed og virksomhed med fast ejendom.

Tilmeldings- og indberetningspligten gælder særskilt for hvert enkelt virksomhed/selskab.