Fradragskoder indberettes, hvis der er indtruffet en hændelse i den enkelte ordninger i løbet af kalenderåret, som beskrevet nedenfor:
OBS: Der kan i øvrigt henvises til oversigten over kombinationsmuligheder, som er vedlagt denne vejledning som Bilag 1 Skema over kombination af skatte-, rette- og fradragskoder.
Fradragskode 04 = (anvendes kun i kombination med skattekode 10 (og 01))
- Fradragskode 04 indberettes, når der er sket nedsættelse af indbetalingerne, og der samtidig er sket statusskift for pensionsordningen fra privattegnet til arbejdsgiveradministreret. Aftalen er ændret med hensyn til størrelsen af de årlige indbetalinger for den fortsættende arbejdsgiveradministrede ordning. Fradragskoden indberettes på den fortsættende ordning (her på skattekode 10). Fradragskoden indberettes årligt indtil 10 års perioden udløber.
- Fradragskode 04 bør også indberettes, når der er sket ophør af indbetalingerne, og der samtidig er sket statusskift for pensionsordningen fra privattegnet til arbejdsadministreret. Aftalen er ændret med hensyn til størrelsen af de årlige indbetalinger for den fortsættende arbejdsgiveradministrede ordning. Fradragskoden indberettes på den fortsættende ordning (her på skattekode 10).
Det er pt. ikke muligt at kombinere fradragskode 4 med fradragskode 11 i indberetningen, hvis ordningen har været hvilende for hele perioden i instituttet. Ordningen kan kun indberettes med fradragskode 11, hvis beløbet udgør 0 kr.
- Ved nedsættelse eller ophør i en ordning, der før den 18. februar 1992 er valgt henført til beskatning efter pensionsbeskatningslovens § 50.
Undtagelse:
Indberetning af denne fradragskode skal dog ikke ske, hvor indbetalingerne nedsættes eller ophører på grund af ejerens død eller invaliditet og dette efter vilkårene i aftalen berettiger til præmiefritagelse, opsat udbetaling eller påbegyndelse af udbetalingen, jf. pensionsbeskatningslovens § 18 A, stk. 1.
Se endvidere uddybende beskrivelser under afsnit: Ændring af ordninger, overførsel og tilbagebetaling.
Fradragskode 05 = (anvendes kun i kombination med skattekode 10 (og 01))
Fradragskoden indberettes, når der er sket statusskift for pensionsordningen fra privattegnet til arbejdsgiveradministreret. Aftalen er uændret med hensyn til størrelsen af de årlige indbetalinger på den arbejdsgiveradministrerede fortsættende ordning. Fradragskoden indberettes på den fortsættende ordning (her på skattekode 10).
Denne fradragskode skal indberettes, selvom der ikke er forfaldent beløb til betaling.
Se endvidere uddybende beskrivelser under afsnittet: Ændring af ordninger, overførsel og tilbagebetaling.
Fradragskode 09 = (anvendes i kombination med skattekode 10, 11, 12, 13, 14, 15, 16, 18, 26 og 45).
Pensionsordning til en medfølgende ægtefælle, som er betalt af ægtefællens arbejdsgiver.
Bemærk at skattekode 16 og 26 udgår fra CPS systemet fra indkomståret 2023.
Fradragskode 11 = (anvendes i kombination med alle skattekoder)
Indberettes i de tilfælde, hvor der er tale om en hvilende ordning. Beløbsfeltet skal indberettes med 0 kr. Hvilende ordninger skal indberettes hvert år.
For hvilende ordninger i forsikringsselskaber, pensionskasser m.v. skal der dog kun indberettes til og med det år, hvor ejeren henholdsvis pensionskassemedlemmet fylder 66 år.
Pengeinstitutter skal indberette om hvilende ordninger, indtil der påbegyndes udbetaling fra ordningen.
Der skal kun indberettes om ordninger, som har et indestående (hvor der er eller har været bevægelse i løbet af ordningens levetid).
Fradragskode 13 = (anvendes i kombination med skattekode 11 og 12 (2 og 7))
Indberettes når en ordning er omfattet af pensionsbeskatningslovens § 15 B (sportsudøveres særlige muligheder for pensionsopsparing).
Indberettes også på hvilende ordninger sammen med fradragskode 11
Der kan indberettes flere kodeværdier for den enkelte ordning i det enkelte år (ikke 4 og 5). I tilfælde af at samme begivenhed indtræder flere gange i et år, skal den pågældende kodeværdi kun indberettes en gang.