Felt 13 - PRÆMIEBIDRAG - 11 karakterer
Oplys beløb i hele kroner.
Særligt for pengeinstitutter
Pengeinstitutter skal oplyse de i kalenderåret samlede indbetalinger til ordningen. Hvis der er tale om en arbejdsgiveradministreret ordning, skal beløbet være eksklusiv indeholdt AM-bidrag for.
►Indbetalinger til pensionsordninger, fx straksoverførsler, der er foretaget inden udgangen af kalenderåret, dvs. senest den 31. december kl. 23:59, skal indberettes for indbetalingsåret. Fradraget gives således med skattemæssig virkning i det indkomstår, hvori indbetalingen har fundet sted. Det følger af pensionsbeskatningslovens § 18, stk. 1, 2. pkt. Det gælder selvom instituttet har oplyst sine kunder om et »lukketidspunkt« for indbetalinger til pensionsordninger, hvis kunderne efter lukketidspunktet fortsat kan foretage indbetalinger, herunder straksoverførsel via netbank.◄
Særligt for forsikringsselskaber, pensionskasser mv.
Forsikringsselskaber, pensionskasser mv. skal oplyse de i kalenderåret samlede forfaldne præmier og bidrag for ordningen. Hvis der er tale om en arbejdsgiveradministreret ordning, skal beløbet være eksklusiv indeholdt AM-bidrag.
Hvis forfaldne beløb ikke bliver indbetalt senest 1. april i kalenderåret efter det kalenderår, hvor præmien eller bidraget er forfaldet, skal I rette den tidligere indberetning. Hvis den 1. april falder på en banklukkedag, forlænges fristen til den førstkommende bankdag. Læs om hvordan I retter en indberetning i afsnit 7.
I præmiebidrag skal også indgå præmie til en ikke-fradragsberettiget gruppelivsforsikring, der indgår som en ikke adskilt del af en arbejdsgiveradministrerede livsforsikringsordning omfattet af pensionsbeskatningslovens § 19. Gruppelivspræmien indberettes af pensionsinstituttet til eIndkomst.
Hvis der er sket tilbagebetaling af præmier som følge af præmiefritagelse skal I ikke rette tidligere indberetningen til CPS. Læs om indberetning i afsnit 0.2 og i Indberetningsvejledning om Pensiondiverse, afsnit 4.1 Hvilke konti eller ordninger skal I indberette om?
Hvilende ordninger
For indberetning af hvilende ordninger oplys altid kr. 0 og fradragskode 11. Læs om fradragskoder i afsnit 4.3.4.
Hvis et beløb er større end 0 kr. men mindre end 1 kr., skal der rundes op til 1 kr., da I kun kan indberette hele beløb, og der vil ikke være tale om en hvilende ordning.
Tilsagnsordninger
For indberetning af tilsagnsordninger, hvor den indbetalte ydelse ikke kan henføres til enkelte personer, skal I indberette det samlede beløb (totalbeløbet).
Indberetninger til eIndkomst
Beløb på arbejdsgiveradministrerede aldersopsparinger eller aldersforsikringer (skattekode 45) skal I også indberette til eIndkomst. Se vejledningen om indberetning til eIndkomst, afsnit 8.5 Særlige pensionsfelter, Felt 57, 58 og 59.
Forsikringsselskaber og pensionskasser mv. skal indberette til eIndkomst om præmier og bidrag generelt til forsikringer omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A, der indgår som en ikke adskilt del af en arbejdsgiveradministreret pensionsordning, herunder gruppelivsforsikringer. Det samme gælder for forsikringer, der dækker sundhedsbehandlinger mv. Se vejledningen om indberetning til eIndkomst, afsnit 8.5 Særlige pensionsfelter, Felt 91 og 96.
Vejledningen om indberetning til eIndkomst finder I på skat.dk/eIndkomst.
Hvis forsikringsselskabet eller pensionskassen ikke er tilmeldt indberetningspligt for A-skat og AM-bidrag skal pensionsinstituttet være tilmeldt indberetningspligten B-indkomst (pligtkode 157) for at kunne foretage indberetningen til eIndkomst. Tilmelding kan ske på virk.dk → Ændre virksomhed.