Indberetningsvejledningen beskriver den praktiske håndtering af indberetning af præmier, bidrag og indskud til pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit 1 til opfyldelse af den lovpligtige indberetningspligt. Såfremt vejledningen ikke er i overensstemmelse med lovgivningen eller Skatteforvaltningens opfattelse af gældende praksis i Den juridiske vejledning, skal indberetningspligtige følge lovgivningen og Den juridiske vejledning.

Indberetning sker til Det Centrale Pensionssystem (CPS).

Vejledningen indeholder også den tekniske del til indberetning af pensionsformuer til Danmarks Nationalbank (pensionsstatistik).

Vejledningen er en selvstændig årlig vejledning. Den suppleres af et årligt nyhedsbrev (Årsbrev) samt et årligt Nyhedsbrev på pensionsområdet. Find Årsbrevet på skat.dk/ekapital vælg Årsbreve og find nyhedsbrevet på skat.dk/indberetpension vælg Nyt om pensionsområdet.

Find den tekniske vejledning til FTPs Gateway på skat.dk/ekapital vælg Sådan indberetter du.

Indberetningsvejledningen er målrettet personer, som har ansvaret for de forretningsmæssige processer vedrørende indberetningen.

Skattestyrelsen bruger blandt andet indberetningerne til udstilling i skatteoplysningerne på skat.dk/tastselv eller på servicebrevet og til at danne årsopgørelser. Data bliver udstillet til anvendelse for andre offentlige myndigheder til beregning af offentlige tilskud.

Der er en selvstændig vejledning, Indberetning af diskvalificerende udbetalinger (DISK) 2025, der handler om indberetning af diskvalificerende udbetalinger, dvs. indberetning af pensionsudbetalinger, der diskvalificerer en person fra at indbetale mere end 9.400 kr. (2025-niveau) til en aldersopsparing eller aldersforsikring uden beregning af afgift.

Der er desuden en selvstændig vejledning, Indberetningsvejledning om Pensiondiverse 2025, der handler om indberetning af afkast og kapitalværdi af pensionsordninger omfattet af PBL § 53 og § 53 A, udbetalinger til arbejdsgiver ved forbehold efter PBL § 17, tilbagebetalinger til arbejdsgiver efter PBL § 22 E og § 22 F, tilbagebetaling til arbejdsgiver af præmier omfattet af PBL § 53 A og præmier, der dækker sundhedsforsikringer mv., tilbagebetalinger af præmier ved ret til præmiefritagelse samt tilbagebetalinger efter PBL § 22 E, der foretages fra årsskiftet og senest den 19. januar i året efter indbetalingen.

Markering af nyt stof 
Nyt stof og væsentlige ændringer i forhold til seneste udgave af vejledningen er markeret på denne måde: Ny tekst

Det fremgår samtidig af indholdsfortegnelsen, hvilke afsnit der indeholder stof, der er markeret som nyt eller en væsentlig ændring. 

Hvis der er væsentlige ændringer, er det desuden angivet i afsnit 0.1 Hvad er nyt?

Hjælp til søgning i vejledningen
For at søge efter relevante ord eller sætninger i vejledningen, kan I bruge luppen i højre side.

Abonner på nyt om eKapital
Vi anbefaler, at I abonnerer på nyt om eKapitals løsninger og driftsmeddelelser ved at tilmelde jer vores RSS-feeds. Ved at abonnere, vil I altid være opdateret om driftsproblemer, systemmæssige opdateringer og relevant information om vejledninger, webmøder mv.

eKapitals fælles driftslog på skat.dk/eKapital har individuelle driftslogs. Det betyder, at I kan vælge den information, der er relevant for jer. I kan finde de enkelte driftslogs på skat.dk/ekapital, vælg Se alle driftslogs for eKapital.

Meddelelser og nyheder om pensionssystemerne fremgår af Driftlog for pension.

Tilmeld jer på den enkelte driftslog. Se hvordan I gør på info.skat.dk, vælg Nyt på Skat info Sådan abonnerer du på et RSS-feed.