Nyt i version 1.1

Ansatte i internationale organisationer
Ansatte i internationale organisationer kan - via værtsskabsaftaler indgået med organisationerne - opnå de samme privilegier og immuniteter som diplomatiske repræsentationer. Der skal ikke indberettes om disse øverste embedsmænd i internationale organisationer samt deres familiemedlemmer. I forhold til de nye opholds- og identitetskort kan persongruppen identificeres ved, at der på deres opholds- eller ID-kort, foruden navnet på den internationale organisation, under titel står "Official (diplomat)".
Se afsnit 4.2.1.

Nyt i version 1.0 udgivet den 05.10.2022

XML-skemaer til brug for indberetning til RENTE-systemerne kan I finde på skat.dk/rente under Teknisk vejledning og information. XML-skemaer for årsultimo 2022 er klar. Læs mere om dette i den tekniske vejledning afsnit 9, bilag 1.

Der er ingen ændringer til XML-strukturen for 2022. I skal ændre namespace til 01/01/2022. Strukturen ligger klar i Github og Udvikler Wiki.

Medio november 2022 åbner vi for indberetning og validering. Bemærk, at der i år åbnes senere. Det skyldes, at vi har behov for at opdatere systemerne i november. Vi har vurderet, at det er acceptabelt henset til, at der ikke er nogen ændringer til strukturen i år.

Der lukkes for indberetning til årsultimo 2017 den 31. december 2022.

Nyt vedrørende indberetninger af Præmietilbagebetalinger
Efter § 20 i bekendtgørelse om skatteindberetning mv. skal der fra 1. januar 2022 også ske indberetning om tilbagebetaling af præmier, der er omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A. Der skal dog ikke indberettes om præmietilbagebetalinger vedrørende private ordninger omfattet af pensionsbeskatningsloven § 10 A og § 53 A.

Ny indberetningspligt ved tilbagebetaling til en arbejdsgiver efter pensionsbeskatningslovens § 22 F 
Der er i pensionsbeskatningslovens § 22 F indført mulighed for, at der i visse situationer kan ske tilbagebetaling eller overføres beløb, der fejlagtigt er indbetalt til en pensionsordning m.v. senest tre år efter indbetalingen er sket.

Pensionsbeskatningslovens § 22 F blev indført ved lov nr. 2610 af 28. december 2021 og har virkning fra 1. januar 2022. Læs mere i vejledning om Indberetning af pensionsbidrag og pensionsstatistik (CPS), afsnittet Hvad er nyt for 2022?

Hvis der sker korrektion efter pensionsbeskatningslovens § 22 F, skal I indberette herom til CPS. Foretager et forsikringsselskab mv. tilbagebetaling til en arbejdsgiver skal en sådan udbetaling indberettes til Pensionsdiverse, på tilsvarende vis som bonus mv., der tilfalder en arbejdsgiver. Se § 20 i bekendtgørelse om skatteindberetning mv.

Et tilbagebetalte beløb skal indberettes på kontotype 24 senest den 20. januar i året efter kalenderårets udløb. Læs mere i afsnit 4.1 Hvilke konti eller ordninger skal I indberette om?

Fremmed staters diplomatiske repræsentationer 
Der skal ikke ske indberetning om udenlandske repræsentationer og udenlandske statsborgere, der omfattes af kildeskattelovens § 3, stk. 2 og 3. I afsnit 4.2.1 Hvem skal I ikke indberette om? er der tilrettet i tekst i forhold til vurdering af, hvilke personer, der skal anses for omfattet heraf.

Daglige tvangsbøder  
Hvis I som indberetningspligtig ikke opfylder pligterne efter skatteindberetningsloven og de udstedte bestemmelser, har Skatteforvaltningen forskellige sanktionsmuligheder. Det gælder fx hvis I ikke har foretaget indberetning, foretaget fejlrettelser, anmeldt indberetningspligt eller ikke har indsendt materiale. Der er i afsnit 1.8 Den indberetningspligtiges ansvar tilføjet tekst omkring daglige tvangsbøder.    

GodkendtKontoAdvis
I bedes altid gennemgå jeres advis’er. Der kan være oplysninger, som det er vigtigt at være opmærksom på, og som måske skal undersøges nærmere.

Fejl - og advisnumre
Listen over fejl- og advisnumre er opdateret. Find detaljeret beskrivelse af fejl- og advisnumre i bilag 4 i den tekniske vejledning.