Dato for offentliggørelse
30 Oct 2023 13:50
Serienummer
S nr. 17
Resumé

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning om fradragsberettiget kontingent mv. til arbejdsløshedskasser, faglige foreninger og klubber samt om præmier til privattegnede arbejdsløshedsforsikringer for den årlige indberetning for 2023.

Indberetningspligten følger reglerne i skatteindberetningsloven (lovbekendtgørelse nr. 1754 af 30. august 2021 om skatteindberetning med senere ændringer).

Indberetningen om faglige kontingenter, a-kassebidrag og efterlønsbidrag følger reglerne i skatteindberetningslovens §§ 31 og 32. Indberetning om flexydelsesbidrag står i skatteindberetningslovens § 35. Indberetning om privattegnede arbejdsløshedsforsikringer står i skatteindberetningslovens § 9, jf. bekendtgørelse nr. 1016 af 22. juni 2023 om skatteindberetning § 17.

De nærmere regler fremgår af bekendtgørelse nr. 1016 af 22. juni 2023, kapitel 3 og 5 om skatteindberetning m.v. efter skatteindberetningsloven med senere ændringer.

Hvad er nyt?

Kontakt eKapital via TastSelv Erhverv

Vi anbefaler at I anvender TastSelv Erhverv, når I har spørgsmål til eKapital. Forbindelsen er sikker. Find vejledningen til hvordan I kontakter os i afsnit 0.2

Daglige tvangsbøder
Hvis I som indberetningspligtig ikke opfylder pligterne efter skatteindberetningsloven og de udstedte bestemmelser, har Skatteforvaltningen forskellige sanktionsmuligheder. Det gælder fx hvis I ikke har foretaget indberetning, foretaget fejlrettelser, anmeldt indberetningspligt eller ikke har indsendt materiale. Der er i afsnit 1.8 Den indberetningspligtiges ansvar tilføjet tekst omkring daglige tvangsbøder.

Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen