Dato for udgivelse
01 Apr 2019 15:54
Til
Virksomheder der er registreret for is-afgift og chokolade-, råstof- og/eller dækningsafgift.
Sagsnummer
19-0173195
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
Skattestyrelsen (punktafgifter) - 72 22 28 10
Resumé

Den 1. april 2019 ændres afgiften for konsum-is.


Den 1. april 2019 indføres nye regler for, hvordan is-afgiften skal opgøres. Efter de nye regler skal I betale is-afgift af hele isens rumfang, herunder tilsatte ingredienser, uanset om de er placeret inden i eller uden på ismassen. Det betyder, at I fremover også skal betale is-afgift af fx chokolade, nødder, vafler, sandwiches, småkager, bær, syltetøj og lignende.

Bemærk dog, at I kan få godtgørelse eller fritagelse for chokolade- og råstofafgift af ingredienserne.

Dækningsafgift af is fra udlandet bortfalder
Fra den 1. april 2019 skal I ikke længere betale dækningsafgift af is, I køber i udlandet.

Chokolade- og råstofafgift bortfalder
Fra den 1. april 2019 kan varer, som anvendes til erhvervsmæssig fremstilling af konsum-is, købes uden chokolade- og råstofafgift.

I skal søge om at blive fritaget for disse afgifter via TastSelv Erhverv.

Sådan gør I
Log på skat.dk/tastselverhverv, og klik på Kontakt → Skriv til os → Moms, lønsum, told og punktafgifter → Punktafgifter → Destruktioner og bevillinger.

I kan i nogle tilfælde få godtgørelse for chokolade- og råstofafgift
Hvis I har købt varer til erhvervsmæssig fremstilling af konsum-is, kan I få godtgørelse for chokolade- og/eller råstofafgift. Men det forudsætter, at I er registreret for is-afgift og sælger isen den 1. april 2019 eller senere.

I kan søge om godtgørelse ved at udfylde blanket ”29.002 Afgiftsgodtgørelse” på virk.dk. Brug søgefeltet til at finde blanketten.

I kan ikke få godtgørelse for dækningsafgift
I kan ikke få godtgørelse eller blive fritaget for afgift af varer, der er omfattet af dækningsafgift, og som anvendes til erhvervsmæssig fremstilling af konsum-is.

Fradrag på chokoladeovertræk til konsum-is bortfalder
Indtil nu har virksomheder, der er registreret for at fremstille eller anvende chokoladeovertræk og lignende til konsum-is, haft ret til at fratrække 45 % i den chokoladeafgiftspligtige vægt.

Virksomheder, som indfører dækningsafgiftspligtig konsum-is fra udlandet, har tilsvarende kunnet fratrække 45 % i den dækningsafgiftspligtige vægt.

Den 1. april 2019 bortfalder dette fradrag.

I skal selv afmelde afgifterne på virk.dk
Hvis I ikke længere skal være registreret for chokolade-, råstof- eller dækningsafgift, kan I afmelde registreringerne på virk.dk.

Sådan afmelder I afgifterne på virk.dk:

1) Gå ind på indberet.virk.dk, og søg efter blanket nr. 40.003 (Ophørsblanketten).
2) Skriv jeres cvr- eller se-nummer øverst til højre i blanketten.
3) Udfyld navn og adresse i rubrik 1.
4) Skriv ophørsdatoen for afgiften i ”Anden afgift” i rubrik 2.
5) Skriv afgiftens navn i feltet ”Skriv afgiftens navn” i rubrik 2.
6) Send den udfyldte blanket til virksomhed@erst.dk.
Husk at tjekke i jeres digitale postkasse, at I får en bekræftelse på, at I har afmeldt registreringen. I er først afmeldt, når I har fået den.

Hvis I afmelder en afgift midt i en periode, skal I huske at indberette for hele perioden, selvom I ikke har haft afgiftspligtig aktivitet.

Love og regler
Reglerne om, at chokolade-, råstof-, dæknings- og is-afgiften ændres, står i § 5 og § 9 i lov nr. 1728 om ændring af tinglysningsafgiftsloven og forskellige andre love og om ophævelse af lov om afgift af antibiotika og vækstfremmere anvendt i foderstoffer (Afgiftssaneringspakke m.v.) af 27. december 2018.

I finder loven på retsinformation.dk. Søg på nummer og årstal.