Indhold

Dette afsnit handler om, hvilken myndighed der kan ændre en vurdering eller en del af en vurdering.

Hvilken myndighed kan ændre en vurdering eller en del af en vurdering

Det er efter Vurderingsstyrelsens opfattelse som hovedregel kun Vurderingsstyrelsen, der kan ændre en vurdering, når ændringen ikke sker på baggrund af en klage over vurderingen. Denne opfattelse støttes af en afgørelse, hvor Landsskatteretten pålagde den regionale vurderingsmyndighed at genoptage ansættelserne. Se SKM2004.421.LSR.

En klagemyndighed, der har truffet afgørelse i en klagesag, kan dog genoptage sagen, jf. SFL § 35 g, stk. 1, forudsat at følgende tre betingelser er opfyldt:  

  • At en part anmoder klagemyndigheden om at genoptage sagens behandling.
  • At klagemyndigheden får forelagt oplysninger, som ikke har været fremme i sagen på et tidligere tidspunkt.
  • At klagemyndigheden skønner, at de nye oplysninger kunne have medført, at klagemyndigheden var kommet til et væsentligt andet resultat, hvis de pågældende oplysninger havde foreligget tidligere.

Derudover kan den myndighed, der har truffet afgørelse i en klagesag, imødekomme en anmodning om genoptagelse, selv om betingelserne i SFL § 35 g, stk. 1, ikke er opfyldt, hvis myndigheden skønner, at ganske særlige omstændigheder taler derfor, jf. SFL § 35 g, stk. 3.