Parter
H1
(v/Adv. Kristine Martin Berg)
Mod
Skatteministeriet
(v/Kammeradvokaten v/Adv. Sebastian Knop Reventlow)
Afsagt af byretsdommer
Mette Brock Hansen (Retsassessor)
Sagens baggrund og parternes påstande
Under denne sag, der er modtaget i Retten i Odense den 20. marts 2017, har sagsøgeren, H1, endeligt påstået sagsøgte, Skatteministeriet, dømt til at anerkende, at fradragsansættelsen for den del af vandforsyningsledningerne, som parterne er enige om udgør et hovedanlæg ved vurderingerne 2001, 2002, 2004 og 2006 for ejendommen beliggende Y1-adresse, hjemvises til vurderingsmyndigheden til beløbsmæssig opgørelse.
Rettens begrundelse og afgørelse
Da sagsøgte har taget bekræftende til genmæle overfor den endelige påstand, afsiges der dom efter sagsøgerens påstand med renter og sagsomkostninger som nedenfor anført.
Sagen har vedrørt to spørgsmål, dels et spørgsmål om fradrag for kloak- og regnvandsforsyningsanlæg, dels et spørgsmål om fradrag for vandforsyningsledninger. Påstanden vedrørende kloakanlæg er frafaldet, og påstanden vedrørende vandforsyningsledninger er indskrænket til at angå den subsidiære påstand herom.
Idet sagsøgeren først under sagen har fremlagt dokumentation for at have afholdt udgifter til etableringen af vandforsyningen, og da det må antages, at denne dokumentation kunne have været fremlagt tidligere, således at det ikke havde været nødvendigt at anlægge sag herom, finder retten i medfør af retsplejelovens § 312, stk. 3, at omkostningerne vedrørende dette spørgsmål ophæves. For så vidt angår spørgsmålet om kloakforsyning, og den del af vandforsyningsanlægget, der er indeholdt i den principale og ikke i den subsidiære påstand, der er frafaldet under sagen, skal sagsøgeren betale omkostninger til sagsøgte, jf. retsplejelovens § 312, stk. 1.
Retten besluttede herefter, at sagsøgeren, H1, Skatteministeriet, inden 14 dage skal betale sagens omkostninger til sagsøgte, Skatteministeriet, med 25.000 kr. Beløbet udgør omkostninger til advokatbistand inkl. moms. Ved fastsættelsen af beløbet har retten lagt vægt på det oplyste om sagens værdi og på, at der har været nogen skriftveksling i sagen.
T h i k e n d e s f o r r e t:
Sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at fradragsansættelsen for den del af vandforsyningsledningerne, som parterne er enige om udgør et hovedanlæg ved vurderingerne 2001, 2002, 2004 og 2006 for ejendommen beliggende Y1-adresse, hjemvises til vurderingsmyndigheden til beløbsmæssig opgørelse.
Sagsøgeren, H1, skal inden 14 dage til sagsøgte, Skatteministeriet, betale sagens omkostninger med 25.000 kr.