Dato for udgivelse
16 Mar 2005 10:44
Resumé
Skatteverket i Malmø og ToldSkat København har de seneste år intensiveret kontrolsamarbejdet med det formål at afdække skatte- og afgiftssnyd på tværs af Øresund.

Kontrolsamarbejdet mellem Skatteverket i Malmø og ToldSkat København har i perioden 2002 – 2004 medført, at der er rejst ca. 40 sager vedrørende skatte- og afgiftsunddragelser med et samlet beløb på ca. 110 mio. kr. Skattemyndighederne har samarbejdet for at komme skatte- og afgiftssnyd til livs, for at modvirke illoyal konkurrence og for at værne om alle dem som følger reglerne og bidrager positivt til integrationen på tværs af sundet.

På dansk side har sagerne bl.a. omfattet unddragelser vedrørende A-skat/arbejdsmarkedsbidrag i forbindelse med arbejdsudleje. Afgiftsunddragelserne har omfattet så forskellige områder som salg af mobiltelefoner, edb-komponenter, internetydelser, tax-free salg og kioskvarer (chokoladevarer, nødder, mineralvand mm).

På svensk side har sagerne omfattet handel med levnedsmidler, telefonkort, parabolantenner og entreprenørmaskiner samt ulovlig indførsel af øl, vin og spiritus, som sælges videre til restauranter.

Sideløbende undersøges også de danskere, som i de seneste år er flyttet til Sverige, og som ikke afleverer svensk selvangivelse. I disse sager undersøges flere forskellige forhold, som kan have myndighedernes interesse, fx skattemæssige forhold, kriminalitet, udbetaling af offentlige ydelser og andet.

Kontakt: Planlægningschef Ib Jørgensen, ToldSkat København på telefon 72372844 eller Enhedschef Alf Höglind, Skatteverket i Malmø på telefon +46 040-146815