Parter

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/Adv. Birgitte Kjærulff Vognsen)

Mod

H1

(v/Adv. Claus Rosenkilde

Afsagt af landsretsdommerne

Nikolaj Aarø-Hansen, Linde Jensen og Ina Darby Iwersen (kst.)

Sagen oplysninger

Ingen var mødt eller indkaldt.

Der fremlagdes kæreskrift af 30. marts 2017 med bilag A, hvorved Skatteministeriet med Procesbevillingsnævnets tilladelse af 23. marts 2017 har kæret Retten i Glostrups bestemmelse om sagsomkostninger i dom af 6. september 2016 (BS 10E-2367/2015).

Endvidere fremlagdes dommerens fremsendelsesbrev af 6. april 2017 og udskrift af dombogen indeholdende den kærede afgørelse.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om, at sagsomkostningerne for byretten ophæves, subsidiært at H1 (herefter Boligselskabet) kun tildeles delvise sagsomkostninger.

Indkærede har ikke udtalt sig vedrørende kæremålet.

Dommeren har ved sagens fremsendelse henholdt sig til den trufne afgørelse.

Det fremgår af sagens oplysninger, at Skatteankestyrelsen den 21. oktober 2014 fremsendte sin sagsfremstilling til Boligselskabet, hvoraf fremgår, at styrelsens forslag til afgørelse vedrørende fradrag for kloakforsyning var, at man ikke ville godkende fradrag for udgifter til intern kloakforsyning, og at man indstillede til, at vurderingsankenævnets afgørelse stadfæstes. Som begrundelse herfor var anført, at det var uoplyst, hvad posten "Håndværkerudgifter" nærmere dækker over, og at de opregnede udgifter i byggeregnskabet ikke var suppleret med tilbudslister, fakturaer eller anden specifikation i øvrigt. Styrelsen bemærkede, at byggeregnskabet bestod af summariske poster, og at der til regnskabet vedrørende håndværkerudgifter ikke var knyttet oplysninger om, hvorvidt intern kloakforsyning var indeholdt heri. Det var herefter styrelsens opfattelse, at foreningen ikke - trods opfordring hertil - havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at der i den ifølge byggeregnskabet afholdte udgiftspost "Håndværkerudgifter" var indeholdt udgifter, som knyttede sig til etablering af intern kloakforsyning på ejendommen.

Landsskatteretten traf herefter den 16. juni 2015 afgørelse i overensstemmelse med indstillingen.

Det fremgår af Landskatterettens afgørelse, at Boligselskabets repræsentant efter tilsendt sagsfremstilling var fremkommet med følgende bemærkning:

"I relation til kloakforsyning er det efter min mening dokumenteret, at klager har anlagt anlægget, eftersom det ikke er anlagt af forsyningen. Henset til det meget begrænsede hovedanlæg i form af brønden på grunden, så vil denne aldrig kunne være dokumenteret ved faktura eller lignende, idet anlæggelse af kloak åbenbart har indgået som et delelement af opførelsen af bebyggelsen på grunden.

Der må baseret på erfaringerne ved allerede afgjorte fradragssager ved skattemyndighederne siges at kunne udledes en formodning for, at det oftest er bygherre, der anlægger intern kloak, hvilket i nuværende sag kun bekræftes af, at intern kloak ikke fremgår af forsyningsselskabets ledningskort.

I denne situation bør Landsskatteretten derfor skønne over klagers sandsynliggjorte udgifter til etableringen af brønden som hovedanlæg, og altså ikke afvise sådant under henvisning til, at der ikke er ført konkret bevis for den faktiske udgift hertil, som åbenbart er indgået som en del af etableringen af hele kloaknettet på grunden og således er indeholdt i den totale entreprisesum."

Boligselskabet indbragte herefter landsskatterettens afgørelse for byretten ved stævning af 16. september 2015. Med processkrift II af 14. juli 2016 fremlagde Boligselskabet bilag 12-18 til støtte for dennes bekostning af den omhandlede regnvandsbrønd, herunder licitationsoversigt vedrørende ejendommen, entreprisekontrakt omfattende "jord, beton, kloak, murer og belægning", tegningsliste, byggemødereferat, uddrag af DV-Manual, slutafregning og byggeregnskab. Skatteministeriet, der indtil dette tidspunkt havde påstået frifindelse under henvisning til, at Boligselskabet ikke havde fremlagt dokumentation på at have afholdt udgifter til det af sagen omhandlede kloakforsyningsanlæg, tog bekræftende til genmæle den 10. august 2016.

De modtagne bilag var til stede.

Efter votering afsagdes

K e n d e l s e :

Efter retsplejelovens § 312, stk. 1, skal den tabende part erstatte modparten de udgifter, retssagen har påført modparten. Retten kan dog efter stk. 3 bestemme, at den tabende part ikke eller kun delvis skal erstatte modparten de påførte udgifter, hvis særlige grunde taler for det.

Det følger af forarbejderne til bestemmelsen (FT 2004-05, Tillæg A, s 5552), at der kan blive tale om hel eller delvis fritagelse for betaling af sagsomkostninger til den vindende part, hvis denne part ved sin ageren har fremtvunget sagen, hvis resultat lige så vel kunne være opnået uden retssag.

På baggrund af det beskrevne forløb finder landsretten, at der foreligger sådanne særlige grunde, at hver part bør bære egne udgifter til advokat, jf. retsplejelovens § 312, stk. 3. Landsretten lægger herved vægt på, at H1 først ved afgivelsen af processkrift II den 14. juli 2015 har fremlagt oplysninger, der dokumenterede afholdelsen af udgifter til etablering af den fradragsberettigede forbedring.

Landsretten ændrer derfor byrettens afgørelse således, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part.

T h i  b e s t e m m e s :

Byrettens afgørelse ændres således, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part.

H1 skal i kæremålsomkostninger inden 14 dage betale 2.000 kr. til Skatteministeriet.

Kæreafgiften tilbagebetales. Retten hævet.